Af: Janken Varden

12. december 2016

Publikum er på plads!

Advarsel:Dette er en antropologisk teateranmeldelse! Hvis du går til en Crazy Christmas forestilling med London Toast Theatre, ved du, hvad du får. Og lidt til som du ikke vidste.

London Toast Theatre er en gave til dansk underholdning, en fremmed fugl som kompletterer det hjemlige teaterbillede. For London Toast, og ikke mindst de årlige Crazy Christmas Cabaret'er er noget helt for sig selv:  Noget grotesk og uforskammet – javist, noget plat og vulgært – lad gå, men også top professionelt og hylende morsomt. Når det lykkes.

Vi har ingen andre herhjemme, som mestrer og konsekvent benytter sig af den genre, der hedder 'crazy'. Vi har mange farcer og komedier, mange sjove forestillinger og vittige forfattere, morsomme instruktører og muntre skuespillere, mange tilløb til det sindssvage – men crazy-udgaven af teater er det, mig bekendt, kun London Toast der hengiver sig til og behersker. Og tak for det!

Den afsindige humor

'Rocky Horror Show', 'Mysteriet Myrna Vep', og til en vis grad 'Springtime for Hitler' er eksempler på 'crazy' – en form der ligger en tand, for ikke at sige et helt gebis, længere ude end farcen (den vits har jeg brugt en gang tidligere…).  En form som har sine egne love, sine egne kriterier – og må vurderes derefter.

En form der blæser på sandsynlighed, på logik, på psykologi og indre liv, men som har et hjerte og en puls ude hos et publikum, der manipuleres – og lader sig manipulere – på det groveste!

Det er en risikabel genre. Lykkes det ikke, bliver det bare plat og dumt, men lykkes det, kan det få et forbløffet publikum til at skratte deres røv i laser.

Jeg indrømmer gerne, at jeg er billig til fals. Min debut som Crazy Christmas- publikum var 'Smartacus' for tre år siden, hvor jeg sat storøjet og lod mig vikle ind i en totalt afsindig historie fra romertiden. Jeg godtog alt (i første akt, vel at mærke), labbede det i mig og faldt fuldstændigt for det.

En herlig oplevelse, ja, men jeg vidste heller ikke på forhånd, hvad jeg skulle vente mig, så oplevelsen var fuldstændigt autentisk.

'Shakin' Up Sherwood' kører i samme spor: Højt humør, anakronismer i bunkevis, pågående musiknumre, den samme blanding af halvsjofle og festlige vitser i en potpourri af historier lige så talrige som en stæreflok over marsken.

Publikum som medspiller

Men alligevel sidder jeg med en anden oplevelse end den gang for tre år siden. Nogle scener er for lange, de bliver lidt kedelige, fægtekampe udkæmpes uden humor (kan man tænke sig en sjov fægtekamp? Tænk på stumfilm og Chaplin!), nogle scener fortaber sig i snak, og selvom Donald Trump er et taknemligt offer for parodi, er underholdningsværdien begrænset i længden.     

Men der er også noget andet. Som seriøs teateranmelder er jeg mere opmærksom på detaljerne i det, der foregår på scenen, men først og fremmest er jeg mere opmærksom på publikum. De reagerer ikke kun spontant på opfordringer fra spillerne – de ved på forhånd, hvad der vil komme, og har den rigtige reaktion på rede hånd! 

Når Dronning Margrethe nævnes (Hallo Daisy!), rejser de fleste sig automatisk op. Når Vivienne vinker publikum nærmere og siger: 'I will say this only once', læner 200 mennesker sig kollektivt frem i sæderne med en timing, som var de koreograferet. 'Alle' ved, når der skal booes og når der skal råbes hooray;  'alle' kan koderne, 'alle' har været til Crazy Christmas Cabaret før.

Det var sørens, tænker jeg. De har en loyal medaktør ude i salen, som elsker forestillingen og aktørerne og som bliver knuselsket tilbage.

Og så er det, at jeg bliver mere antropolog end teateranmelder. Jeg ser mig rundt – indrømmet! – med et bredt grin. For det er da sjovt, at store dele af publikum reagerer som Pavlovs hunde, dresseret – ikke i nogen dårlig forstand, alle har både humor og selvironi, og forestillingen mister ikke sit flow.

Og jeg glædes ved publikums begejstring for sig selv, og forundres over, at London Toast Theatre har kunnet opbygge en så solid og loyal tilhængerskare. Jeg kender ikke mange teatre, der har magtet det samme. Om nogen.

Godt for de unge

'Shakin' up Sherwood' har været anmeldt i utallige fora og aviser og fået sine fem og seks stjerner og hjerter – det har jeg kunnet læse mig til. Så hvad selve forestillingen angår, vil jeg indskrænke mig til at sige, at når Elverfolkets repræsentant, Legoklods, gør sine entreer og sortier i lange spændstige spring – ja, da falder jeg. Jeg giver mig over. Igen.

Til sidst dette: Er 'Shakin' Up Sherwood' noget at skrive i teateravisen.dk om – er dette teater for børn og unge? London Toast har lavet undervisningsmateriale til unge i gymnasiealderen – de kan byde på masser af fræk humor, de kan aflaste en træt lærer og sprøjte ny energi ind i undervisningen, og jeg så mange unge blandt publikum. Så jo, mange 15-18 årige vil have glæde af denne forestilling. Men sige det ikke til dem – at det (også) er undervisning!

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Strålende øjne i Betlehem
Parkteatret:
'Marias barn - Guds søn'
Scenerne om Jesus fænger mest i Parkteatrets ambitiøse kristendomsforestilling ’Marias barn – Guds søn’
En klovn skal finde sig selv
Teater Vestvolden:
'Rend mig i traditionerne'
Klovnesminke og kæmpe kanonslag understøtter skildringen af den utilpassede David i Leif Panduros ’Rend mig i traditionerne’, som i Teater Vestvoldens version måske er mere indadskuende end romanen.
Forundringsperformance
Live Art Danmark:
'Hverdagen - Verdens kedeligste forestilling'
’Hverdagen’ er et ambitiøst performanceprojekt af Live Art Danmark. En scenisk spejling af performancekunstens historie, der både er avanceret og mærkelig – og kedelig.
Livsteater med sjælden renhed
Teater Rum:
'Sangen om Oda og Anton'
’Sangen om Oda og Anton’ med Teater Rum har noget barnligt enfoldigt over sig, hvis ægthed ikke er til at stå for.
En originals frihedstrang
Syddjurs Egnsteater, Museum Ovartaci & Hakkehuset:
'Sindet er en sommerfugl'
’Sindet er en sommerfugl’ er fyldt med gode intentioner og kunstnerisk hjerteblod. Men desværre forløses det ikke troværdigt i den mangestrengede forestilling.
Intens opdagelsesrejse
Glad Teater:
'Reflektor'
Glad Teater leverer med 'Reflektor' ikke kun godt teater, men også meget at reflektere over.
Strålende øjne i Betlehem
Parkteatret:
'Marias barn - Guds søn'
Scenerne om Jesus fænger mest i Parkteatrets ambitiøse kristendomsforestilling ’Marias barn – Guds søn’
En klovn skal finde sig selv
Teater Vestvolden:
'Rend mig i traditionerne'
Klovnesminke og kæmpe kanonslag understøtter skildringen af den utilpassede David i Leif Panduros ’Rend mig i traditionerne’, som i Teater Vestvoldens version måske er mere indadskuende end romanen.
Forundringsperformance
Live Art Danmark:
'Hverdagen - Verdens kedeligste forestilling'
’Hverdagen’ er et ambitiøst performanceprojekt af Live Art Danmark. En scenisk spejling af performancekunstens historie, der både er avanceret og mærkelig – og kedelig.
Livsteater med sjælden renhed
Teater Rum:
'Sangen om Oda og Anton'
’Sangen om Oda og Anton’ med Teater Rum har noget barnligt enfoldigt over sig, hvis ægthed ikke er til at stå for.
En originals frihedstrang
Syddjurs Egnsteater, Museum Ovartaci & Hakkehuset:
'Sindet er en sommerfugl'
’Sindet er en sommerfugl’ er fyldt med gode intentioner og kunstnerisk hjerteblod. Men desværre forløses det ikke troværdigt i den mangestrengede forestilling.
Intens opdagelsesrejse
Glad Teater:
'Reflektor'
Glad Teater leverer med 'Reflektor' ikke kun godt teater, men også meget at reflektere over.