Projektstøtteudvalget for Scenekunst har sendt denne kommentar til Teateravisen vedrørende ansøgninger til Refusionsordningen for godkendelse af forestillinger:
Projektstøtteudvalget for Scenekunst har siden deres overtagelse af puljen ’Godkendelse af forestillingen til Refusionsordningen’ fået mange henvendelser fra ansøgere af puljen ift. placeringen af de gamle ansøgningsfrister, som lå dårligt ift. tilmelding til henholdsvist teaterseminaret i efteråret og Aprilfestivalen i foråret.
De nye ansøgningsfrister den 15. juni og den 15. september er et ønske fra mange i scenekunstbranchen og har været i høring hos Teatercentrum. Derudover har det været meldt ud i nyhedsbrevet fra Statens Kunstfond.
Ift. den problematik, vedr. indsendelse af videolink, er det udvalgets vurdering, at det er nødvendigt for deres samlede vurdering af forestillingens kvalitative og børneteaterfaglige standard. Statens Kunstfond fastsætter jf. §5 i bekendtgørelse om ’statsrefusion af kommuners udgifter ved køb af refusionsgodkendte forestillinger af børneteater og opsøgende scenekunst’ selv de nærmere regler for ansøgningernes form og indhold.
Udvalget modtager allerede videoer på en stor del af de ansøgte forestillinger, hvilket udvalget har fundet til stor gavn i deres vurdering af forestillingerne. Udvalget har intet krav til selve videooptagelsen af forestillingen, andet end at man skal kunne se hele den ansøgte forestilling.
Udvalget vil gerne beklage, at de ikke i god tid har varslet de ændrede ansøgningsfrister samt det nye krav om indsendelse af videolink og har derfor besluttet at dispensere for indsendelse af videolinks ved fristen den 15. juni 2021.
Efter ansøgningsfristen den 15. juni 2021 vil udvalget evaluere de nye ansøgningsfrister samt det nye krav om videooptagelse af forestillingen.
Med venlig hilsen
Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst