Carte Blanches grundlægger, Sara Topsøe-Jensen, har altid haft en markant tilgang til scenekunst. En holdning, som ikke er gået ubemærket hen i det etablerede danske børneteater.
Hendes debut i 2000 var inspireret af det store udland, hvor hun havde arbejdet med den colombianske teatertroldmand Enrique Vargas’ stoflige sanseeksperimenter.
Forestillingen ‘Var der engang’ blev dengang uden overdrivelse en introduktion til poetisk performance for den samlede branche og var medvirkende til, at mange grupper kastede sig ud i et frit fald fra den klassiske dramaturgikant. Et fald, der resulterede i en forløsende åbning af genren, og som forførte mange ind i det abstrakte forståelses univers. Og tak for det.
Lys og mørke
Carte Blanches nyeste forestilling er endnu et samarbejde mellem Topsøe og den karismatisk undseelige dukkefører Hanne Sørensen. Et partnerskab, som klæder hinanden, dog med en vis fare for lagkage-poesi. For hvor langt kan man gå, og hvilke visuelle objekter og elementer skal man nødvendigvis medtage for at sublimere den poetiske fabulering over lys og mørke?
Personligt er jeg ved at nå poesigrænsen. Ikke forstået på den måde, at jeg må have en forståelsesramme. Pyt være med den… men jeg har hang til dramatisk fyld – de mellemliggende lag, der skaber spænding og ridser dynamisk i dejen. Og det er ikke Carte Blanches stærke side. Her arbejdes grundlæggende med et poetisk univers i en symbolsk abstrakt rytmeramme.
Dog er det en afgjort visuel fornøjelse at læne sig tilbage og opleve skyggernes spil i et fascinerende og dristigt lys design ud over det sædvanlige, men det samlede udtryk skaber en forestilling med kun små barnagtig humoristiske udsving fra den poetisk nysgerrige landevej.
En barnlig absurditet
Topsøes virkelighed ligner nemlig ikke de flestes, men er omtrentlig barnets og ofte nærmest den klassisk absurde. Forestillingens startskud er et billede på det fortravlede menneskes hasten efter noget større – et ‘nu’, som kan honorere nogle eksistentielle krav.
Som en velourklædt blå tante fra en anden verden, halser hun gennem den ventende publikumsrække ude i foyeren. Med et skaber hun en prædramaturgisk præmis for sit publikum, som brat ændres inde i salen. Den fortravlede stemning går nemlig, inde i rummet, totalt i stå. Et livs absurde dilemma? Vi iler hen mod noget, vi ikke ved, hvad er og som blot placerer os i tilskuerens observerende situation foran en oplevelse? For inde i salen bliver vi kastet tilbage i en uvis tid og i et ikke defineret rum, hvor skyggerne er de øjeblikke, der var engang. Eller nu? Eller nu?
Det er her forestillingen tager sit udgangspunkt: Hvad er et nu, og hvordan kan vi forholde os til rum og tid? Bobler af tid her, der og i mig? Tid på en linje, skygger i rum? Liv der løber ud i sandet? Og hvor er logikken?
Alt i alt er forestillingen sammensat af smukke visuelle tableauer, hvor de to tanter filosoferer over og forsøger at definere nuet. En ikke nem opgave. De gør det sanseligt og modigt i legen med lys og mørke. Det er tydeligt, at Carte Blanche og Topsøe er stærkest i sit fysiske udtryk. Ordene er som sædvanlig sparsomme og dog forstyrrer de få ord det visuelle univers. Ikke mindst fordi de desværre er meget vanskelige at høre i det store rum.
Aldersgruppen er sat til 8 og op, men jeg vil mene, at en 6-årige med en voksen ved sin side kan se forestillingen trods de mørke sekvenser, som fremstår venligt og ikke uhyggeligt. For som Carte Blanche udtrykker det skal forestillingerne ikke nødvendigvis forstås på traditionel facon, men opleves, nærmest som et abstrakt maleri eller et stykke musik.
En ting er i hvert fald sikkert: Det lille NU er her hele tiden – det er bare os, der ikke altid får øje på det.
