Når man lige er kommet sig over chokket, går det endda. Men en gammel, afrakket krostue med skummel belysning og alt for mange børn stuvet sammen på smalle bænkerækker, der ikke er hævet, virker umiddelbart ikke som det bedste udgangspunkt for ordentligt børneteater. Det er meget beskedne forhold på Teatret Bag Kroen, kan man vist roligt sige.
Men heldigvis bliver det bedre, da tæppet først går fra. Ikke fordi det sceniske udstyr imponerer voldsomt – det er nydeligt malede kulisser og bagtæpper, der er sat på scenen, så godt det nu lader sig gøre, når man skal spille voksenteater med andre sætstykker på den samme scene om aftenen. Men det fungerer da, og det samme gør kostumerne, selv om man godt kunne ønske sig en anelse større opfindsomhed og stoflighed i Peter Plys’ gule sparkedragt af et kostume og af kaninen Ninka Ninus’ tilsvarende i knaldorange.
Så går det lidt bedre med Tigerdyrets festligt stramtsiddende striber, Æslets sjokkende sorte dragt og Grislingens lyserøde ditto, udformet som en stor bold, der tillader skuespilleren at hoppe rundt nærmest på knæ, og derved skabe det rigtige størrelsesforhold til den lille, lidt ængstelige grise-spirrevip.
Kapabel iscenesættelse
Set i et øjebliksbillede ligner det skolekomedie. Men det er faktisk en del bedre end som så. Der spilles hæderligt, der er fin fornemmelse for figurernes egenart, og selv om manuskriptet sine steder introducerer små mulige pointer, som det efterfølgende taber – for eksempel åbningen, hvor Tigerdyret bytter om på diverse ingredienser i Plys’ honningkagebagning, uden at det tilsyneladende har nogen som helst logiske konsekvenser – så er der også mange søde øjeblikke med god sans for den helt specielle logik og uskyldige selvoptagethed , der præger de velkendte dyr i skoven.
Meget oplagt, årstiden taget i betragtning, lægges der op til jul, med snelandskab og juleforberedelser, uden at disse dog virker specielt påtrængende. Mod slutningen finder man således pludselig ud af, at man mangler et juletræ, hvorpå et fuldt færdigt et af slagsen dukker frem. På metalfod og det hele, formentlig købt henne om hjørnet hos isenkræmmeren i Charlottenlund. Ikke meget Plys-eventyr over det.
Det er der til gengæld over Plys selv. Jan Eberhardt, der også står for den solide dramatisering, har mange pudsige og søde øjeblikke som den lidt tanketomme Plys, Kasper Wagner har god ild i tigerrumpetten, Rasmus Lundgreen hyggelig tristesse som Æslet og kanin-gemytlighed som Ninka Ninus, og endelig giver Karin Prehst Utoft insisterende stemme og fornøjeligt store øjne til den lille grisling.
De indlagte sange – nye plys-relaterede tekster til velkendte julemelodier – fungerer fint i sammenhængen og skaber flugt over Peter Holst-Becks ganske kapable iscenesættelse.
