Fru Mor kommer ind. Hun har næsen dybt begravet i et vejkort, munden fuld af en ustoppelig og optimistisk jysk ordstrøm, og hun har sin nølende Hr. Søn på slæb. Udflugten er i gang – men kan dette være det rette sted? Her er ingen legeplads, ingen at spille bold med, ingen træer, intet græs….kun en uhyrlig masse papkasser stablet i stakke. Og kortet er ikke en gang forkert!
Så hvad gør man?
Man slår sig ned, gør man, midt i pap-landskabet og forsøger at få det bedste ud af udflugten. Men medens den travle Mor er optaget med alt muligt andet, så får den stille og forsagte Søn øje på noget: En af papkasserne bevæger sig! Helt af sig selv!
Det er åbenbart noget med ustyrlige papkasser og børn. Sidst jeg var på Folketeatrets Børnescene, åbnede Teater Rosa ’En rigtig nisse’ med nogle løbske papkasser, som på egen hånd væltede omkuld og skabte jubel blandt publikum. Denne gang går det endnu voldsommere for sig: Den ihærdige kasse fiser efterhånden scenevant frem og tilbage på gulvet og forfølger den forskrækkede fru Mor.
Tak til teknikken – den fungerer flot! Og børnene er vilde af begejstring.
Hvad er der med alle disse papkasser?
Det kan roligt siges, at vores nysgerrighed er vakt. Når den ene kasse kan opføre sig og lyde som en bil, hvad kan så alle de andre? Det viser sig så at de, hver især indeholder lyde, man kun kan høre, når de åbnes: Fra én kommer der fuglesang, fra en anden musik, fra en tredje brøler en ko, der er lyde af vejarbejde og kolde vinde osv. osv.
Dét er historiens hovedproblem: Alle lyde er, hver for sig, pakket ned i en papkasse – og hvorfor? Fordi Storechefen skal have ro til at træffe alle de vanskelige beslutninger og må tænke, tænke. Men gudsketak har Storechefen en uartig datter, der med publikums hjælp får blomster og græs til at gro og finder en oase af natur midt i det gråbrune papperi.
Vaklende dramaturgi
Forestillingen har fine øjeblikke af både poesi og sjov. I rollerne som søn og mor har Flemming Bang og Anne Dalsgaard fine karakteristikker og god tilstedeværelse, og kontakten med publikum er hurtigt til stede.
Det kniber lidt mere med ’birollerne’ som Storechefen og hans datter. Men jeg bliver nødt til, at bemærke at Anne Dalsgaard, som er velsignet med en sjælden komisk timing og mimik – som giver forestillingen nogle af dens højdepunkter – godt kan anstrenge sig lidt mindre, så spillet ikke bliver hektisk eller demonstrativt. Det gør det nemlig, indimellem.
Ballet til wienermusik f.eks. behøver ikke blive et forpustet klovnenummer – det er sjovere med én, der virkelig gør sig umage med at mestre dansen. Og tager man noget op, som alle kan se er en tekop, behøver man ikke pege på den og forklare at det er en ’tekop’. Det bliver pegebogs-teater for de allermindste.
Men der, hvor forestillingen trænger til en opstrammer, er først og fremmest dramaturgien. De to medvirkende forsvinder ud af scenen med de mest løse og mærkværdige – og overforklarende – påskud, for derefter (forklædt) at vende tilbage.
Og hvad er stykkets tema? Der er ingen dramatik eller spænding omkring lydernes forsvinden ned i papkasser – er det bare noget, man skal godtage? Og hvem pokker er denne ’Storechef’, der dukker op i et mærkeligt kostume? Hans dramaturgiske funktion er længe fuldstændigt uklar.
Og når nu nogen pakker alle lyde væk, skal man så ikke prøve at gøre noget ved det, andet end at more sig med kasserne nogle øjeblikke, inden man tager hjem igen?
For mig at se går forestillingen op i løse indfald og manglende fokus, retning eller ’sammenhængskraft’ som det hedder nu for tiden.
Et godt potentiale
Teater Hund har på kort tid (fem-seks år) etableret sig som et af de absolut bedre børneteatre, og den sidste forestilling, ’Tab og Vind’, var lidt af en tolver. Anne Dalsgaard har skabt nogle mindeværdige figurer, Methe Bendix har vist opfindsomhed som instruktør såvel i alvor som i sjov, teatret har kunnet knytte gode medarbejdere til sig. Det spænder forventningerne, det stiller krav.
Jeg mener, at denne forestilling har et godt potentiale og vil foreslå en lille tur tilbage i laboratoriet ved første givne anledning. Opstramning og oprydning ville gøre godt.
