Han troede, at bare den første grænse blev overskredet, ville alt blive godt. Han troede så meget. I dag er han bange for grænser af enhver art. Han vil gerne krydse dem, men de vil ikke vide af ham. Kulturelle, menneskelige, fysiske grænser.
En mand står i en gymnastiksal og fortæller. Alene i det store rum, blot med en kuffert i hånden og et stykke sort- og gulstribet tape på gulvet – det klassiske symbol på en grænse. Fortæller om indvandreren og flygtningen som en usikker skabning, fuld af smerte og frygt – og håb om, at nogen måske vil forstå.
Vi hører om flugten. Sammen med 60 andre mennesker krydser han den første grænse, fra diktaturet ud i frihedens verden. Her møder han nye spilleregler, et nyt sprog, nye måder at skulle overleve på. Han lærer sproget, han knokler som en vanvittig – han vil så gerne. Men der er grumme nyheder i radioen om indvandrere, der overfalder og myrder andre – og er han en af dem? Hvor hører han egentlig hjemme? Og hvad med hans børn, der er født i det nye land, som vel nu er barnets egentlige land. Men vil dette land vide af barnet? Er barnet stadig en fremmed? Grænserne forsvinder ikke, selv om man tror og håber det.
Manden drømmer om at være usynlig, forstået på den måde, at han er som alle andre. En kvindes historie fortælles også. Mishandlet af sin mand, flygter hun, blot for at blive overfaldet og voldtaget. Mens manden fortæller, pakker han sin kuffert op. Indeni er en anden kuffert. Og så fremdeles. Bagagen bliver tungere og mere uhåndterlig, som historien skrider frem. Skal han blive eller tage hjem. Har han et sted, han kan kalde sit hjem?
Tankevækkende teater
Det er en klog forestilling, Bornholms Teater præsenterer. Baseret på Gazmend Kapllanis berømmede roman ”En lille grænsedagbog”, skarpt omsat til teater af Jens Svane Boutrup, der også har instrueret.
Og med Ernesto Piga Carbone har han fundet den helt rigtige skuespiller. Fordi der fortælles så varmt og engageret; fordi kroppen taler med hele tiden – begge dele med et uhyre præcist og intenst sprog, hvor kuffert-delen samtidig bliver enkelt og eksakt billede på den evige rejse efter et sted at høre til.
Det er tankevækkende teater til de ældste klasser. En stærk stemme viderebringer en barsk og bevægende historie om flygtninge og indvandreres kamp for at komme ind i samfundet. Fornuftigt nok er teksten tilpas vag, når det kommer til konkrete navne og lande. Dette er en almen historie. Og måske også en lille smule idealiseret. Men sådan er teatrets natur jo. At sætte ting på spidsen – på godt og ondt.
