Aarhus Teater vender tilbage med en ny familieforestilling – i denne sæson opsætter de ’Narnia’ efter bøgerne af C.S. Lewis og dramatiseret af Glyn Robbins.
Narnia-fortællingerne, som blev udgivet i 1950’erne, er betragtet som klassikere inden for børne- og ungdomslitteraturen, og de fik en folkelig genoplivning med Disneys filmatisering af bogen ’Løven, heksen og garderobeskabet’ (2005), som også er forlægget i Aarhus Teaters ’Narnia’.
Vi møder her børnene Lucy, Edmund, Susan og Peter, som igennem et klædeskab opdager fantasilandet Narnia, hvor de hurtigt bliver en del af en fabelhistorie med en rigtig eventyrslutning.
Allerede en uge før premieren på ’Narnia’ kunne Aarhus Teater melde forestillingen udsolgt. Det tyder på, at Narnia-fortællingerne stadig er populære, ligesom Aarhus Teaters familieforestillinger måske også har sat sig som en tradition hos de aarhusianske børnefamilier.
Hvordan skal vi opleve ’Narnia’?
Hvad forventer vi så af en eventyrforestilling som ’Narnia’? Vi forventer i hvert fald at få fantasien sat på prøve, ligesom vi også forventer en vis mængde af teatermagi.
På denne front er ’Narnia’ ikke imponerende. Det er, som om Frede Gulbrandsens iscenesættelse ikke rigtigt tager stilling til, hvordan historien skal fortælles. Skal vi selv være meddigtende, eller skal vi tilskue?
I manuskriptet, herunder i oversættelsen af Hanna Lützen, mangler der på samme måde en principiel stillingtagen til netop dét. Nogle gange fortæller manuskriptet kun lidt, og der bliver rum for fantasien, og andre gange er replikkerne overfortællende, hvilket indskrænker associationsmulighederne.
Designerne savner retning
Denne retningsløshed ser ud til at gå igen i de visuelle elementer som lysdesign, kostumedesign og scenografi. Og dog er der tydeligvis tale om professionelt og dygtigt håndværk på alle fronter.
Anders Kjems har rutineret sat lys til forestillingen, så det udfører alle dets opgaver som teaterlys. Men når lyset skal være med til at forstørre eller understrege en effekt i iscenesættelsen, kommer det desværre til at fremstå famlende og ufærdigt – som om lysdesigner og instruktør ikke har været enige om præmissen for lyset.
Kostumerne er smukke og gennemførte. Vi ser en magisk, mystisk og skræmmende heks i sort, og en lodden og dog charmerende faun med klove og skæg. Desuden er nogle leoparder og ulve udstyret med en slags stokke i hver hånd, som får dem til at virke passende dyriske og firbenede.
Men vi ser intet konceptuelt valg i kostumerne, og nogle elementer er inkonsekvente. Eksempelvis er stokkene til de firbenede dyr ikke blevet sat på løven Aslan, som derfor løber underligt rundt på to ben. Det urealistiske ved dét valg lever vi med – det er jo et eventyr – men det ser lidt klodset og tosset ud ved siden af de adrætte ulve på fire ben.
Både scenografi og kostumer er designet af Camilla Bjørnvad, og scenografien har samme udfordring; den er overordnet set minimalistisk, hvilket som nævnt hjælper fantasien på vej, men i løbet af forestillingen skabes der forskellige rum og scenebilleder, som er meget mættet af realisme.
Dog skal Aarhus Teaters skræddere, sminkører og scenebyggere have stor anerkendelse for gang på gang at udføre deres håndværk med præcision og fantasi. Det er meget sjældent, vi på de større produktioner på Store Scene ser sjusk fra værkstedet og skræddersalen.
Men den 4-5 meter høje køjeseng, vaklede den ikke lige rigeligt for de stakkels skuespillere, der skulle kravle op i den?
Moderne og filmisk
Lydbilledet er til gengæld både konsekvent og velfungerende. Her har man placeret musiker og komponist Klaus Risager i et hul i gulvet, og på en række instrumenter – blandt andet slagtøj – akkompagnerer han forestillingen med et mordene soundtrack.
Musikstilen passer overraskende godt til forestillingen, og lyddesignet af Lars Gaarde får musikken til at fylde hele salen uden at overdøve. ’Narnia’ bliver på den måde en særdeles filmisk teateroplevelse.
Hos de medvirkende ser vi også denne filmiske spillestil, som især igennem Anne Plauborg og Mikkel Becker Hilgarth virker udtryksfuldt og troværdigt hos publikum.
Der er således tale om en familieforestilling med en masse kvaliteter, men overordnet set fremstår forestillingen retningsløs og knapt så fortryllende, som den kunne have været. Teatermagien udeblev, men rejsen gik alligevel til Narnia.
