Livstræets krone breder sig ud under scenerummets grønne loft. Døgnrytme og årets gang tager form ved hjælp af lys, lyd, stoflighed og kroppe i bevægelse. Der er noget godt og rart at sanse på mange parametre. Alligevel er det som om Limfjordsteatrets 'Forvandling' ikke rigtigt fænger hos de små, måske nybegynderteatergængere og deres voksne ledsagere.
Der var i al fald spredt koncentration blandt de ni børn og deres voksne, som jeg oplevede forestillingen sammen med på Aprilfestivalen i Holbæk. De voksne er altid vanskeligere at afkode. Men selv mærkede jeg savnet af noget overraskende fortryllende i et rum, som visuelt kom til at 'hænge lidt i energien', fordi alt næsten vedvarende var så grønt i grønt.
Lene Bek Nielsen har designet et skovmiljø, som signalerer natur og harmoni med alle sine hæklede trækrone-blade foroven og bløde stofoverflader nedadtil på fx puder og træstubbe og bakkedrag. En scenografi, som også fungerer som en bemandet installation, man kan gå på opdagelse i.
Roen giver plads til fokus på de gyldne efterårsblade, som med årets gang daler ned. Den gør, at man tydeligt kan få øje på den hvide sne, der drysser ned, og de runde snebolde, som de to medvirkende, Stisa Søgaard (danser) og Asger Kjær (skuespiller) leger med.
Og det har en omsluttende og inkluderende effekt, at vi alle sammen befinder os indeni en slags kasse med tre grønne vægge dekoreret med skygger af skov. Publikum sidder på puder og polstrede træstubbe, mens Søgaard og Kjær bevæger sig rundt foran os.
Et velkendt naturunivers
Koncentration og ro er bestemt vigtigt i forestillinger for de allermindste. Genkendelighed ligeså. De små publikummer er endnu ikke blevet dirigeret til at skulle tænke forstandsmæssigt eller til at 'lade som om'. De sanser og reagerer umiddelbart på det, de ser og hører. De siger ”Hvad er det ?” når de ikke lige kender det, de ser. Og trækker sig tilbage til den voksne, hvis de hellere vil fokusere der, end på det i scenerummet, som de måske synes er mindre interessant, mærkeligt eller utrygt.
På roligheds-niveauet er Limfjordsteatret på en udmærket måde bevidst om, at de små ikke er til lange indviklede fortællinger. Forestillingen inviterer dem med ind i et naturunivers af noget, de har set og hørt før, eller som de kender til eksistensen af. Et stort træ med blade. Lyden af vind og kvidrende fugle. En lille mus og en nød. Sne, som lægger sig som et tæppe over jorden (i form af et tyndt hvidt stof), og som man kan trille til bolde at kaste med (bløde hvide kugler). Fugle bygger rede i træet.
Kjær viser børnene en sort – for nogle måske lidt skræmmende – edderkop, som snart får et spind at sidde i.
Sød, men lidt stillestående
De små akrobatiske koreografier, som Søgaard og Kjær udfører sammen, er gode elementer. Det skaber liv, at de løfter, triller og ruller hen over hinanden og slår kolbøtter. Man retter uvægerligt blikket mod Søgaard, når hun – med store bløde bevægelser og et venligt smil – spinder tråde rundt til et garnnøgle, som hun snart efter kaster til Kjær. De tjatter med vand i et lillebitte vandhul. Af grå bløde mursten bygger de mure og tårne, som selvfølgelig er sjovest, lige akkurat i det øjeblik de vælter – det ved ethvert barn.
Musikken er også stemningsfuld. Fx livlig, når en sommerfugl flyver forbi med blafrende vinger. Og klingende, når lyset skifter fra aftenlys til morgengry.
Alt er godt, rart og genkendeligt.
Alligevel savner jeg særpræg, variation og overraskelser indenfor det kendte i en forestilling, der nok viser forvandling, men i øjeblikket og erindringen ikke flytter så meget og ikke byder på den type mirakler og eventyrligheder, som gør en teaterforestilling uforglemmelig.
