Nogle gange kan man som teater gå grueligt galt i byen ved at vælge et meget populært forlæg, især hvis forestillingen bliver serveret i en form, som forsøger at efterligne originalen mest muligt.
Teatret Zeppelin og Comedy Art Theatre dykker i al fald langt ned under barren for hvad, der kan betegnes som seværdigt professionelt teater. Desværre.
Gunilla Bergströms Alfons Åberg-bøger fejler intet. De i alt 26 forskellige små børnebøger om den helt almindelige, men lidt lavbenede, dreng, Alfons, som bor alene i en lejlighed sammen med sin far, Bertil, er spækket med fornøjelige fortællinger om, hvordan Alfons på kløgtig og finurlig vis leger, laver små narrestreger og en stund enten får revet sin godmodige far med på løjerne eller også får sin kærlige fars ultimative benådning for den ravege, han har lavet.
Bøgernes popularitet kan faktuelt måles i det, at de alene udenfor moderlandet Sverige er tryk i over 3,4 millioner eksemplarer. De er oversat til 31 forskellige sprog – når man inkluderer det løjerlige kuriosum, at bogen 'Godnat Alfons Åberg' i 2012 udkom på latin!
Utroligt mange børn i Danmark har på et eller andet tidspunkt fået læst en Alfons Åberg-bog højt. De har lyttet til Thomas Windings karakteristisk tryghedsskabende lavmælte stemme med dens em af rummelighed og underfundighed, imens de har set en tegnefilm, hvor bøgernes figurer bliver levende. Eller de har siddet foran skærmen med Caspar Phillipsons klare og udadvendt glade røst som lydspor til en animationsfilm om den lille legesyge dreng med det runde hoved, de små hårstubbe og de store øjne.
Mange genkendelige lege
I Teatret Zeppelins og Comedy Art Theatres 'Far til vejrs med Alfon Åberg' lille 35 minutters forestilling sker der mange børnegenkendelige ting. Alfons Åberg leger brandmand. Han leger med sin usynlige ven Svipper og laver skyggespil med sin nye lommelygte. Han bekæmper rumvæsner. Han bygger selv en lille gul helikopter med både propel og flag i toppen. Han flyver til junglen, Nordpolen og Sahara. Og han klæder sig ud som spøgelse. Samlende for det hele er hans ønske om, at få sin far til at lege med. En far, han kalder 'voksenlig'; voksenalvorlig og voksenkedelig.
Det lykkes selvfølgelig. Til dels. Far hopper med på såvel helikopterturen som spøgelseslegen. Alfons – og såmænd også hans huskeindkøbsseddel-fokuserede far – er i fuld vigør.
Men forestilling får ikke fat i de gode egenskaber som bøgerne og tegnefilmene rummer, og som teater er opsætningen decideret dårlig.
Blottet for dramatisk intensitet
Skuespillet er grænsende til elendigt. Det er kedeligt, forudsigeligt og anspændt. Forlægget lægger op til boblende spontanitet og lun underfundighed. Det udtrykker de to medvirkende på ingen måde.
Nok har Line Skytte smil om læben og lys i øjnene, når hun trisser ud og ind af rummet som Alfons' far. Men kroppen derudover synes nærmest som gået ud. Bevægelserne er stive, gestikken skabelonlignende og replikkerne siges påtaget børnevenligt.
Mads Korsgaard er umiddelbart Skyttes diametrale modsætning. Livlig og med udadvendt energi. Men snarere end at tegne et troværdigt billede af Alfons støjer Korsgaard larmende, højrøstet og hektisk rundt og taler med en påtaget energisk stemme. Han er meget insisterende og agerer i et frembrusende gear, som er i disharmoni med den spontane og finurlige energi, som Alfons-figuren er gjort af.
Publikum negligeres
Opsætningen synes styret efter en devise, som siger, at teater bliver bedre af at pumpe sit litterære forlæg op. Som om det at råbe og overtydeliggøre ting er udtryk for en melding fra scenen, som vil sige 'Vi elsker Alfons Åberg, og vi ved, at det gør I også, så derfor får I ham her med al tydelighed og for fuld udblæsning'.
Nok en fadæse er, at Korsgaard slet ikke inkluderer sit børnepublikum. Når fx børnene på de første rækker flere gange i træk med ivrige stemmer kommer ham i forkøbet og siger, hvad de forskellige værktøjer hedder, som han trækker op af Bertils værktøjskasse, så reagerer Korsgaard som om han slet ikke har hørt børnene. Deres respons preller fuldstændigt af.
Når de senere, da Alfons og hans far forklædt som spøgelser gentagne gange råber: 'Vi blev slet ikke bange!', møder de en tilsvarende mur af tavshed fra scenen.
Scenografien punkterer illusionen
Akkurat spøgelsesscenen er symptomatisk for et af iscenesættelsens fejlgreb. Det er jo soleklart, at der hverken er overraskelse eller (positiv) skræmmeeffekt i det omtalte spøgelsesskræmmeri, for lige forinden har far og søn leget spøgelser med hinanden, og faren afslutter denne leg med at sige til Alfons, mens de begge retter blikket ud mod publikum: 'Skal vi ikke prøve at skræmme naboerne?'.
Håkan Klamas burde også som iscenesætter have bedt Korsgaard om at skrue lidt ned for energien i sit spil og gjort ham opmærksom på vigtigheden af at lytte til og respondere på børnepublikummets reaktioner og kommentarer.
Klamas står for mange ting. Udover at stå for såvel manuskriptet (som han ifølge teatrenes program har skrevet i samarbejde med Gunilla Bergström) og iscenesættelsen er han også forestillingens scenograf – og den er han sluppet rigtigt uheldigt fra.
Den er både uopfindsom, kedelig, sjusket og direkte forstyrrende for teateroplevelsen. Som lodret kulisse bagtil og rundt til begge sider er der er tredelt væg. Hver flade forestiller med farvelagte stregtegninger et fra bøgerne meget genkendeligt udsnit af et rum i den lejlighed, hvor Alfons bor.
Til begge sider er der rum med gardiner og bløde sofalignende møbler. I midten et toilet med håndvask, wc-rulle og wc-kumme. Mellem de tre flader er der hul. To mellemrum, som fører direkte ud i mørket til virkeligheden udenfor fiktionen.
Skuespillerne løber ud og ind fra de to sprækker, som om rummet bagved var en del af fiktionen. Det punkterer og ødelægger fuldstændigt oplevelsen af fiktion. Det er medvirkende til at blotte forestillingen for magi og det skaber helt uvægerligt associationer til dårligt scenograferet amatørteater.
Giv børn ordentlig teaterkvalitet!
Forestillingens er for børn fra 2 til 9 år. Det er meget muligt, at det er dækkende for bøgerne og tegnefilmene. Men for teateropsætningen virker spændet alt for stort. Teatrene burde skære et par år af i begge ender. I al fald i den øverste ende.
Uanset hvad har man her transformeret en børnefavoritfigur fra bog til scenen uden at der er kommet seværdigt teater ud af det. De får sjusk, overdrivelser, kedeliggjort genkendelighed og negligeringer.
