I generationer har Chaplin-figuren været elsket over det meste af verden. Den lille vagabond med det beskedne tøj og det vindende smil. Og så bowleren og stokken, naturligvis. Kopieret i endeløse baner af klovne og mimikere in spe. Resultatet har naturligt nok været svingende. Originalen er som regel den bedste.
Denne italienske artist hører til de værre. Historien gælder klovnen Boudu, der ankommer til Danmark på jagt efter lykke, et hjem og et arbejde. Hvilket ikke er så let, når man tydeligvis kan så lidt arbejdsmarkeds-brugbart, som tilfældet er her. Et stort smil er lissom ikke nok. Så det bliver til et liv på gaden i en papkasse, symboliseret ved den kuffert, Boudu slæber rundt på.
Man aner artistens egen historie bag det hele. Mødet med Arbejdsformidlingen i København og beskrivelsen af det danske system, der ikke synes at have forståelse for Boudu. Fortalt på et lidt gebrokkent dansk, men Boudu går skam også i dansk sprogskole, fortæller han. Som i virkeligheden er en hun, italienske Sara Moscardini.
Hvorfor hun spiller en mand, får vi aldrig noget svar på. Og mening i historien giver det heller ikke, når hun fortæller, at hun drømmer om kone, børn og et lille hus et sted i Danmark. Lesbisk? Nej, jeg tror det ikke.
Men inden vi kommer så langt, står han/hun altså der med kuffert, bowlerhat og Chaplin-stok. Spillestilen er voldsomt energisk, smilene meget store, mens hun beretter om, hvor meget hun glæder sig til at komme til Danmark. Selv et lille Dannebrogsflag bliver det til. Foruden stærke grimasser og en stribe mimiske sekvenser, der sikkert giver god mening for hende selv.
Hun har samme eruptive eksalterethed, som visse klovne dyrker i cirkus, hvilket unægtelig virker noget overvældende, når man som her sidder på få meters afstand.
Ufrivillig komisk
Forestillingen henvender sig angiveligt til alle over 12 år, men jeg har svært ved at forestille mig, hvem denne forestilling skulle kunne fange ind. De fleste teenagere vil, efter min bedste overbevisning, finde hende overanstrengt og pinlig eller måske bare ufrivilligt komisk.
Som voksen kan man desuden efter behag vælge at blive forarget over, at hun fremstiller sig selv som en slags flygtning. Som om hun skulle være tvunget til at blive i et Danmark, der ikke rigtig vil vide af hende og hendes beskedne kvalifikationer.
Undervejs i historien skal hun blandt andet ringe til et jobcenter, hvor en alenlang telefonsvarer – som danseren og koreografen Birgitte Lundtoft lægger stemme til – giver vejledning om et Danmark, der tilsyneladende stiller helt absurde krav til udenlandsk arbejdskraft.
Jeg gætter på, at det skal være morsomt, måske endda forestille en ætsende parodi på det fremmedfjendske Danmark, som imidlertid faldt stendød til jorden ved den forestilling, jeg så. Det samme gjaldt moralen – en drøm om et åbent og rummeligt land, der næppe mere findes noget sted. Det er der simpelthen ingen, der har råd til.
Til sidst finder Boudu sin egen løsning. Hun skal fortælle historier til danskerne og optræde på gaden. Det er nu ikke en ide, jeg personligt har den største fidus til.
Sara Moscardini kan bestemt noget. Teknisk er hun ganske dygtig og præcis i sine bevægelser, omend altså voldsomt overstyret efter min smag. Men derfra og så til at få en karriere på danske brædder. Jeg tvivler.
Skal hendes næste forestilling derfor have en titel, vil min anbefaling nok lyde: 'Boudu tager til Italien'.