Forretningsudvalget i TIO, Teatrenes InteresseOrganisation, svarer på indlæg fra Holbergteatret, ’Holberg og statscensuren’, hvori teaterleder Niels Vandrefalk beskylder organisationen for bl.a. via ’tavshed at legitimere censur og vilkårlighed i den offentlige forvaltning af en kunststøtteordning’:
I TIO forstår vi udmærket, at det er et stort problem for Holbergteatret, at en af teatrets forestillinger ikke er blevet refusionsgodkendt, og vi mener, at det, at Niels Vandrefalk rejser en debat om proceduren i.f.m. refusionsafvisningen, principielt er godt, fordi alle procedurer har godt af at der sættes fokus på dem af og til.
Men TIO går ikke ind i debatten om refusionsafvisningen af Holbergteatrets forestilling, fordi selve afvisningen af forestillingen ikke er en sag for TIO.
TIO vil og skal ikke gå ind i kunstneriske vurderinger af TIO's medlemmers, eller ikke-medlemmers, forestillinger uanset om det er SKU, refusionsudvalget eller f. eks en kommune, der har foretaget vurderingen af forestillingen eller teatret.
Masser af afvisninger af forestillinger vist for refusionsudvalget, afslag på ansøgninger sendt til SKU eller afslag på ansøgninger som Lille Storbyteater eller som egnsteater kunne drejes til at være et spørgsmål om censur. Andre kalder det smagsdommeri. Vi foretrækker at kalde det faglige vurderinger. Det er netop det, vi har fagudvalgene til. Og masser af teatre kan nikke genkendende til, at manglende godkendelser fra myndigheder koster dem penge, og til at være grundig uenige i vurderingen fra samme myndigheder. Alt sammen uden at det af den grund bliver en sag for TIO.
TIO interesserer sig for, om ustøttede teatre har en fair chance for at kunne vise deres forestillinger for refusionsudvalget og for om teatrene behandles godt i showcaseproceduren. Derfor har TIO udvalg, der tilser Refusionsudvalgets arbejde. Udvalget har også fulgt proceduren omkring visningen af Holbergteatrets forestilling på showcase og har ikke haft nogen indvendinger i den forbindelse.
Der er nogle principielle aspekter i det forløb, som Niels Vandrefalk beskriver, som TIO gerne vil forholde sig til, og som TIO tidligere (tidl. BTS) har været i dialog med refusionsudvalget om. Det er spørgsmålet om, hvordan teatre, der har fået afslag fra refusionsudvalget, får forelagt afslaget. Om det kun gives skriftligt eller om der også skal være mulighed for en mundtlig begrundelse og under hvilken form den mundtlige begrundelse skal gives. Det spørgsmål er stadig aktuelt og er også et vigtigt omdrejningspunkt i Niels Vandrefalks fremstilling af sagen.
TIO's medlemskreds er så mangfoldig, spændende fra små ustøttede enmandsteatre over alle slags og mange størrelser land, provins og hovedstadsteatre, gamle og nye og dækkende de fleste genrer, at Niels Vandrefalks forestilling om TIO som en organisation, der skulle arbejde for at holde nogen ude eller fra fadet, ikke kan være ret meget mere forkert. Hele ideen bag dannelsen af TIO handler om at have flest muligt med og at have plads til forskellighed.
Forretningsudvalget i TIO: Jørgen Carlslund, Gitta Malling og Jens Svane Boutrup
