Afbalanceret og sprudlende. Kulørt og grå. Stille og rolig og samtidig fyldt med krudt og temperament.
Kontrasterne er mange i 'Dronning af Disen' – en forestilling om hvilken man kan sige, at det er sikkerheden, det rolige og det fuldt ud kontrollerede, som danner bagtæppe for den sprødhed og humor, som – heldigvis – vokser ud af det sikre, enkle og stilfuldt gråtonede.
Anna Panduro har – på baggrund af en virkelig hændelse tilbage i 1901 – skrevet et fint lille stykke om en meget modig kvinde. Om den 63-årige skolelærerinde Annie Edson Taylor, der som det første menneske i verden tog turen indeni en tønde ned ad det store vandfald Niagara Falls på grænsen mellem USA og Canada.
Oprindeligt fik Annie ideen, fordi hun manglede penge. Historiens sympatiske pointe er, at Annie – som dronningen af disen – omprioriterer sit liv og indser, at for enden af regnbuen er det ikke guld, man skal gå efter (som ordsproget fra hendes far tilsagde det), men kærlighed.
Og kærlighed nærer fysiklærer Poul i udtalt og betryggende grad for Annie. De to møder hinanden ved vandfaldet – først som børn og siden som voksne.
Humor og drive
Panduro har kækt sørget for at mikse en række gode ingredienser i sin dramatiske bedrift. Teksten rummer en fin fremdrift i handlingen fra start til slut. Små vågne ophold og skift, som gør teksten spændstig. En pæn portion humor, som skaber lethed i fortællingens små scenerier. Gentagelser, som skaber glæde og ro. Meget udførligt udfoldende beskrivelser – fx af hvordan tønden skal laves og se ud. Samt forhold, som såvel voksne som børn kan fryde sig over, nikke genkendende til og få sympati for.
Fx eksempler på hvordan profitmagere vrider penge ud af alverdens aktiviteter omkring vandfaldet. Hvordan selvcentrerede agenter vender alt til egen fordel og scorer kassen.
Og ikke mindst hvordan Annie har det i sin familie. Hun er det midterste barn af mange søskende og ikke just sine forældres yndlingsbarn. Modsat hendes søskende, som ikke drømmer om at træde ved siden af, er Annie eventyrlysten og stædig. Hun elsker at udforske og gennemfører resolut og uden at kny det, hun sætter sig for.
Undervejs bøjer hun forgæves af i håb om at møde respekt og kærlighed fra sine forældre. Tiden går og som enke og 63-årig opstår ideen til den særegne bedrift.
Gemytlighed og temperament
Gitte Baastrups scenografi er stilren og gennemført sort-hvid. Bagvæggen er en stor grå flade med en hvid midterstribe i. En stribe som til slut og med en overraskende effekt viser sig at være et lærred, hvorpå der transformeres en film med vandfald og regnbue. Det koksgrå gulv er – klogelig fordi det giver fokus til fortællingen og skuespillet – kun møbleret med et hegn, en rund vippeplade og en række små trætønder.
I de sparsomme og koksgrå omgivelser udfolder Lisbeth Knopper og Jørgen Bing fortællingen med både stor gemytlighed og blus på temperamenterne.
Rollen som Annie passer perfekt til Knopper. Knopper kan lufte sin evne til med charme at agere prompte, være snap og drilsk det ene øjeblik, for et splitsekund efter at fare hidsigt sammen eller hænge trist med næbbet.
Og Bing giver hende fint og ganske vævert medspil, som både Annies møller-far, hendes storebror og som agenten Tussi og den hjertevarme Poul.
Vandbrus, musikalitet og enkle greb
Jakob Venndt tilføjer lyde af fossende vand i kolossale mængder, og han gør det i en fin og stemningsfuld blanding af tydelighed og diskretion. Vi er ikke i tvivl om, at der i Niagara-vandfaldet er stærke naturkræfter på spil.
Solveig Weinkouff får talenterne frem i begge de garvede skuespillere i en iscenesættelse, som udviser stor respekt for hjertet i teksten og som har et sikkert øje for musikalitetens og stemningernes betydning for publikums oplevelse.
Weinkouff er tydeligvis en habil personinstruktør. Hendes aftryk på forestillingen er tillige, at man med ganske enkle greb (en opstilling af spillerne med ryggen til, stilsikre pauseringer, markante miner og muntre gyngeture på vippestolen, som agerer robåd) kan skabe stemningsfulde scener, som på både intens og morsom vis eksponerer tekstens centrale pointer.
