Titlen 'Du er her' signalerer tilstedeværelse og kontakt. Undertitlen: 'en forestilling om at finde vej i verden og i sig selv' peger i retning af noget stort, vigtigt og universelt.
Heldigvis kommer en del af dette fine til udtryk i selve forestillingen. I små musikalske og visuelle stationsspil og i intense kommunikationsøjeblikke i en lille fortælling om at finde vej. Men i det samlede forløb sniger der sig en monotoni ind. En enshed i de små legende og levendegjorte spilepisoder, som gør, at man ikke overraskes så meget over det, som – forventeligt – sker lidt efter.
Forestillingens intention om at skildre og formidle 'find-vej og bliv større i mødet med verden'-temaet får ikke så stor gennemslagskraft og så mange dimensioner, som man kunne have håbet.
Og så har forestillingen desværre ikke fundet en velfungerende måde at afrunde sit fortælleforløb på. Dette opvejes dog til dels af, at teatret tilbyder børnepublikummet et lille efterforløb, når 'selve forestillingen' er slut: En leg i indslusningsområdet på bagsiden af scenografien med bogstaver, ord og rejsefortællinger, som børnene er helt med på.
Rolig og smilende velkomst
Nuvel hvordan tager forestillingen sig så ud? Hvad kendetegner det, som fungerer godt? Og hvad er det mere præcist, som trækker ned i oplevelsen?
Som publikum føler man sig velkommen i Teaterværkstedet Madam Bachs teaterunivers. Pernille Bach, som er forestillingens primære historiefortæller, henvender sig hele vejen igennem smilende og imødekommende til publikum.
Christian Schrøder glider med stor naturlighed ind i helheden som musiker (på både strengeinstrumenter, tromme og harmonika). Og når han ind imellem optræder som fortæller, sker det med venlighed og ro. Det føles varmt og trygt at være i rum med de to spillere. Og børnene må i særdeleshed føle sig inkluderet, i og med at fortællingen med ord, lys, lyd og billeder henvender sig til dem i øjenhøjde med en række udsagn om alle de forskellige måder hvorpå, man kan finde vej.
Forside og bagside
Som et både pædagogisk og kunstnerisk fif begynder forestillingen i et forrum til der, hvor scenen og publikumssiddepladserne er. Man træder ind i et rum, hvor der ligger små bunker af sten på gulvet, og hvor der på en hvid bagvæg snor sig en sort krusedulle-streg af en vej.
På gulvet mellem stenene står Pernille Bach og Christian Schrøder og tager imod os. Allerførst bliver vi bedt om at tage skoene af. Derefter lægger vi øjne og ører til det, vi sidenhen forstår er en slags ekstrakt af den forestilling, vi snart efter skal opleve på den anden side af den hvide væg.
Mens Schrøder spiller på en lille guitar, vender Bach nogle af de små sten. Ud fra det bogstav eller motiv, der er tegnet på stenen, fortæller hun en meget kort historie. En fortælling om, at det er rart selv at kunne finde vej til bageren efter morgenbrød. Om at skildpadden altid kan finde vej. Om at stjernerne viser vej, når man sejler. Om at man skal holde øje med alle vejskiltene, når man kører i bil.
Med replikken: ”Jeg går den her vej”, guider Bach og Schrøder publikum henholdsvis til højre og venstre om på den anden side. Om til publikumspladserne og til en scene, der tager sig lidt ud som en Storm P'sk indrettet legeplads. Rundt om på gulvet står der nodestativer med fastspændte arkitektlamper i toppen, og for foden af dem er der små indretninger, som bliver belyst, animeret og brugt som musikinstrumenter i de forskellige fortællinger.
Nu ser man tillige, at bagvæggen er identisk med den man lige kom fra: også den er en hvid flade med en sort snoet vej-streg. Det har en fin effekt, at børnene – efter at forestillingen er slut på ”forsiden” – vender tilbage til ”bagsiden” og her leger videre med fortællinger ud fra sten, de vender.
Morgenbrødsrute og gyngevisdom
Den første lille fortælling er en af de bedste. Ikke kun fordi den foregår i forgrunden – helt tæt på første række børnepublikummer. Men også – og mest – fordi, den på en meget enkel vis er konstrueret med en sprød opfindsomhed: Mens en lille dukke (pige) bevæger sig i en bølgende bevægelse fra den ene ende af papiret (hjemmefra) til den anden ende på en snoet rute på et langt stykke hvid papir, som ligger på gulvet, fortæller Bach, hvad pigen møder af genkendelige ting på sin vej; en gravko, fru Jensen der vinker m.m.
Ved papirets modsatte ende holder bageren til. På hjemvejen hører vi igen om de velkendte pejlemærker, men denne gang vipper Bach små paptegninger og tredimensionelle konstruktioner af tingene frem – inklusiv bagerbutikken og morgenbordet med ternet dug derhjemme. At stederne pludselig popper op – efter at vi har skabt vores egne billeder af dem – levendegør fortællingen.
Herefter følger fortællinger om at sejle efter kompas og stjerner. Om biers 8-talsdans. Om hvaler, skildpadder og katte. Den om bilkørsel og vejskilte er opfindsomt lavet ved, at en papirrulle overbroderet med alskens skilte trækkes op i luften, mens Bach i digterisk opremsningsform beretter om alt det, man som bilist skal være opmærksom på.
En fisketur med far illustreres ved at Bach hænger alle de ingredienser, som hører med til en sådan tur (båd, anker, spand, fisk, krabber etc.) op på en uro. En lang cykeltur ud i verden bliver på en drejeskive ved hjemkomsten forvandlet til, at nu bliver man cirkusartist.
Den sidste station er en lille syngende piges gyngetur, som omkranses og ledsages af en fortælling om, at det er svært at lære bogstaver, som ikke altid giver mening. Det er også en gyngevisdomsfyldt fortælling om, at tankerne flyver af sted og historierne myldrer frem, når man synger imens. En historie som ledsages af skyggespil med gyngetræets bladgren samt fugle, der flyver forbi på himlen.
Alt i alt en rigtig fin finale. En slutning på en helhed som rummer mange fine episoder, men som sagt også forekommer noget pludselig.
