Er han ven eller fjende, denne særprægede, mørke mand med de triste øjne og de fyldige læber? Er han en af vores eller en af deres? Er han helten eller skurken?
Ernesto Piga Carbone har et vidunderligt ansigt. Han er ikke sådan lige til at aflæse, og han er ikke sådan lige til at sætte i bås. Og han kan lige så godt spille ung som gammel – eller spille mand lige så vel som kvinde.
I monologen ’En dag i Helmand’ er han heller ikke sådan bare til at afvise, selv om man nok kunne have lyst til at gøre det. For han levendegør Carsten Jensens barske beretning fra det Afghanistan, som kommer stedse tættere på danskernes bevidsthed, efterhånden som vores soldater fortæller om den virkelige dagligdag dernede i ørkenlandet.
Carbone spiller det mest nødtørftige teater: En mand og en stemme – og et ægte tæppe. Selv er han iført den smukkeste frakke over sit sorte jakkesæt, med præcisvest af Johanne Helger Lund. Egentlig åbner han armene ud mod os fra starten i Jens Svane Boutrups neddroslede og veldisponerede iscenesættelse.
For ved vi egentlig, hvor mange mennesker, der bor i Afghanistan?
Øh, bøh. Folk ser ned. De færreste vil gribes i uvidenhed, men som tilskuerflok må vi da konstatere, at vi er nogenlunde lige uoplyste. Ups.
Hvor mange af os kender nogen, der er udstationeret i Afghanistan?
Adskillige hænder ryger op. Så nu bliver vi videbegærlige – og Carbone skal nok sørge for, at vi får mere at vide, end vi har lyst til…
Jensen mod Jensen
’En dag i Helmand’ lever og funkler gennem Carbones transformationsevne. Snart er han soldaten, der skal sigte og ramme. Snart er han journalisten, der er med på en infotainmenttur. Snart er han afghaneren, der kæmper mod taleban – og snart er han afghaneren, der selv har sluttet sig til oprøret. Som hævn.
Carbone har en forunderlig måde at nulstille sit ansigt og sin krop på, så der bliver ved med at være plads til nye skæbner i den. Han er så troværdig i sine følelsesladede blikke. Og han udpensler smukt og sorgfuldt Carsten Jensens fortællinger om mennesker med håb og drømme og værdighed.
Desværre er teksten er ikke så dramaturgisk vellykket, som den kunne være. Den er lovligt opremsende, og den har en bastant gentagelsesstruktur, som tynger spændingen. Det er tydeligt, at romanforfatteren Jensen og essayisten Jensen har holdt dramatikeren Jensen lovligt langt nede i ørkensandet. Også selv om testestoronskribenten Jensen da af og til har fået banket nogle mareridtsforestillinger i bund. Ikke mindst den om frygten for at få pikken skudt af…
Hånd mod død
’I dag er der nogen, der skal dø. For sådan er det i en krig. Der er altid nogen, der skal dø,’ siger Carbone højtideligt.
Og så kaster han sig ellers ud i striben af personportrætter med et overrumplende præcist kropssprog. Hænderne, hofterne, munden. Hele hans krop er i stilisering – og aldrig er man i tvivl om, hvem han nu også lige illuderer. Ikke mindst takket være koreografen Kasper Ravnhøj, der har formået at give hver karakterer et meget karakteriserende kropssprog, lige fra armgestus til helt enkel gang hen over scenen. Den smukkeste datter er faktisk bare en enkelt håndbevægelse…
Imellem de forskellige karakterer vender Carbone bare ryggen til publikum et sekunds tid – og når han så igen står med ansigtet ud mod publikum, har han forandret sig.
Tilfælde mod strategi
Men selvfølgelig forbliver forestillingen ikke bare en række skitser. Konfrontationen er uundgåelig, krigshandlingerne kommer tættere på – og drabet er uundgåeligt. Det er imidlertid ikke det dræbende skud i sig selv, der virker så stærkt i denne forestilling.
Det er krigens tilfældighed, der overmander teksten, og som også tager pippet fra tilskueren. Og det er i skildringen af denne tilfældighed, at alle officielle udmeldinger om forsvarsrutiner og næstekærligt hjælpearbejde smuldrer og forvandler sig til vrede over krigen. Måske allerbedst afsløret i stumper af forløjne telefonsamtaler, som danskerne fører med kæresterne derhjemme.
’Nej, nej. Jeg tager ikke herned igen,’ siger de. Som om det skulle være en beroligelse for andre end dem selv.
Desuden kan Carsten Jensen ikke modstå fristelsen til at lange ud efter den berømmelsessyge, danske skare af overbeskyttede journalister, der hellere end gerne vil på forsiden uden at få en skramme. Her bliver billedet aldeles overkarikeret. Men fortællingen er klar: At krig altid får ofre.
Så overdrivelser eller ej. Forestillingen gør sit publikum helt stille. Og takket være Carbone bliver monologen et uafrysteligt spejlbillede af en krig, som Danmark har været med i så frygtelig længe. Så længe, at teenagerne i dag knap nok kan huske, at Danmark engang slet ikke var i krig med nogen.
