Kasketten af for Uppercut Danseteater – og så en ekstra headspin!
For det nye helaftensprogram ’Atlas’ byder på krop og liv, sådan som det ser ud, når man vokser op. Fire stykker tidsrigtig dansekunst, der cirkler om tillid og venskab, lige fra man er baby, til man måske får sig en kæreste. Med teenagernes blik som nysgerrighedspunktet – og koreografi, der hele tiden fokuserer på overraskelserne i menneskers bevægelser.
’Atlas’ er ikke bare en nice forestilling. Det er også en ambitiøs sammenstilling af fire værker – en dansefilm og tre livekoreografier – der sammen rammer dansen netop nu: Fra hverdagsbevægelser til moderne dans og breakdance. Legende, humoristisk og fyldt med overleverenergi.
Og så bliver dansen leveret af Uppercuts stadigt fremstormende ensemble af unge, der har uddannet sig til dansere på den hårde vej: Ved bare at danse. Tydeligt opmuntret af Uppercuts ’community dance’ i Nordvest og kompagniets træning. Men også med at udblik til dansen, sådan som den foregår i det internationale streetmiljø og på YouTube…
Tæer og rulletrapper
Nordvest kan åbenbart også være nuttet. Danseprogrammet åbner i hvert fald med den mest uimodståelige babyfilmstjerne i kortfilmen ’Launch’, der må blive et must på dansefilmfestivaler.
Sne Seloy hedder pigen, der ikke kan gå endnu, men hvis bittesmå fødder og hænder nysgerrigt oplever verden. Det er Uppercuts leder Cher Geurtze, der har skabt filmens koncept sammen med danseren Louise Seloy, der altså har lagt egen krop og vidunderlig datter til filmen.
’Launch’ er blevet en dansefilmperle af de eksistentielle – med kroppen og menneskene set med barnets undren og i barnets højde, sådan i mandebuksebenshøjde. Moderen lægger hovedet på skrå, og straks kopierer barnet hende med store, glade øjne…
Fotografen Kenneth Sorento har ramt en helt ren fortælleform med et nøgent rum fyldt med lys – og så Hovedbanen som symbolsk sted for menneskets afsæt til nye oplevelser. Babyen sætter sine små fødder mod rulletrappernes metal – og sin lille finger hen mod togenes dørknap. Verden venter!
Kvinde og violin
Den efterfølgende kvindesolo ’World Wide ’af Alessandro Sousa Pereira skaber et imagninært fortællehop frem til babyen som teenager – eller som ung, søgende kvinde fuld af kræfter, men også af tvivl. Den kønne Stephanie Thomasen, der begyndte sin danseruddannelse hos DanseStudiet i Århus og som derfra kom til Alvin Aileys skole i New York, står mellem kufferter og begiver sig ud på sin livsrejse. Hun danser meget ekspressivt og dynamisk i denne voldsomme solo, smidigt og dramatisk, men Pereiras koreografi er for monoton i sin stemningsskildring; for bombastisk desperat i sine strittende arme og sparkende ben. Også selv om den smuktspillende violinist Bettina Tofte gør sit til at skabe en modsætning ved at stå helt rank i siden af scenen og betragte den dansende kvinde.
Så er der flere nuancer og mere udvikling i Bo Madvigs mandeduet ’Scrambling’, hvor charmøren Fatih Berber og elegantieren Mark Mouritzen leger med en stak bøger og en stabel breakdance-bevægelser i den sjoveste beskrivelse af en fyr, der vil fejre sin vens fødselsdag med bagerpose og hemmelig gave.
Det er sjovt, og det er underholdende – og det viser drengevenskab på en finurlig og fysisk facon, hvor både arme og ben hele tiden spjætter med i vilde rytmer. Koreografien er dynamisk krydret både med oplæsning af hjerneforskning og med Spiderman siddende som vogter under machokampen: Performance med superheltecharme!
Fødder og blomster
Afslutningen er en breakdance-forestillingen ’The Discovery’ af den koreanske koreograf Ducky. Her er Uppercut-drengene i deres es. De laver alle deres tricks med flabede grin og kejtede afslutninger – stolte og smilegenerte på samme tid.
Den hårde kerne bygger videre på erfaringerne fra Uppercuts andre forestillinger, ikke mindst ’Life’ fra 2009. Men Ducky har pakket diverse break-stunts ind i en skæg historie om den nørdede teenagedreng, der får øje på en pige – og pludselig bliver til et virvar af fødder…
Den asiatiske uskyldighed i fortællingen om mænd og kvinder koblet med nordvestrealismen skaber en charmerende dansefortælling om forelskelse og nederlag, idoler og afvisning – og sejr.
En blomst bag øret: Så spiller danseren en pige, effektivt og skægt. Og scenografen Kirsten Victoria Lind har sammen med Casper Christophersen og Træsyndikatet skabt en scenografi med tre vægge, der kan rulles og vippes og tippes, så fyrene bliver udsat for de vildeste rinks til deres kropsstunts.
Tilskuerne griner og måber misundeligt, når kroppe vandrer på hænder i uventede retninger, og når rygge kan bøje modsat. Her er virkelig dans for alle pengene. Og når drengene battler, så er det ikke til at vælge, hvem der er bedst: Bahadir Berber, Fatih Berber, Nordine-Dany Grimah, Nikolai Geurtze Høgskilde, Lukas Larsen eller Mark Mouritzen?
’Atlas’ spilles nogle gange som firedelt forestilling, andre gange kun i form af breakdancenummeret ’The Discovery’. Får man hele pakken, får man imidlertid også en tankevækkende livsfilosofisk danseomfavnelse. Den er svær at sige nej til. Med eller uden kasket.