Klimakrisen har bidraget til at fremme en af de vigtigste kvaliteter i dansk børne- og ungdomsteater. Det er evnen og viljen til at fange aktuelle problemstillinger og gøre dem almene og tilgængelige for børn i alle aldre. De senere års globale fokus på klimaet har tydeligvis inspireret teatrene og trods den dystre baggrund sat godt gang i fantasien.
Resultatet er forestillinger, der på vidt forskellig måde, men uden hævede pegefingre og dommedags-paroler baner vej for indsigt og i bedste fald håb frem for gold klima-angst.
’Damen der blev et træ’ er en af de forestillinger. Historien om Oda, der forventer fred og ro og fuld kontrol i sin nye have, men møder det stik modsatte, har sin egen ubønhørlige og hårdtpumpede charme.
Det tilgroede paradis, der mere ligner regnskov end birkelund, har ikke kun en enkelt slange. Haven er et levnede mylder af insekter, smådyr, fugle og vildtvoksende planter, der ikke ligner de spændende vækster, som hun har ønsket sig. Men det værste er Otto i nabohaven. Han er vild med maskinværktøj, og den slags larmer.
Forestillingen kommer ikke til at gå ned på udstyr. Den overdådige scenografi er så tung og tætpakket med natur, at det halve kunne være nok. Især når der også skal være plads til et en-mands orkester bag et nydeligt hvidt stakit.
Det er først og fremmest en stor tung og mørk trækrone, der sammen med de mange planter og vækster godt kan give lidt åndenød. Men der gemmer sig også små overraskelser og herlige lydeffekter i det omfattende grønne udstyr.
Fordomme og egoisme
Dorte Abrahamsens Oda er en myndig dame med stort D, som i knaldrød jakke og opsigtsvækkende briller oser af storby. Hun elsker selfies og oploader alt, hvad hun ser i sin have – pinligt uvidende om naturens mangfoldighed. Men Oda finder hurtigt ud af, at hun ikke magter al den ægte natur, som haven rummer. Hun bestemmer og vil have styr på have-roderiet og ikke dele sin ejendom med andre, dyrene, som hun ikke kan lide.
Det er selvfølgelig heller ikke sjovt at have et pindsvin i sin gummistøvle og en regnorm på størrelse med en snog i sin vandkande eller, at postkassen er optaget af en fugl.
Dyrene er ellers vældig søde og sjove, især marionet-dukkedyrene, som Dorte Abrahamsen styrer fermt og sikkert. Hun og Alex Opazo ved, hvad de laver, og er gode til det meste – også sangnumrene. Bortset fra, at reggae som genre ikke er helt forståelig i sammenhængen.
Spillestilen i ’Damen der blev et træ’ er heller ikke supermoderne. Til gengæld er den ægte og troværdig. Alex Opazo er fænomenal både til at spille musik og lave dyrelyde på sine eksotiske blæse- og slagstøjsinstrumenter. Det er mindre godt, når han momentvis optræder som skuespiller.
Dorte Abrahamsen har så meget knald på Oda, at det ind i mellem bliver for meget. Men hun har også fokus på Odas fordomme og egoisme i forhold til biodiversitet og klima.
Til sidst bliver dyrene trætte af hendes larm og forvandler hende til et træ. Det bryder Oda sig ikke om, men det lykkes hende at få overtalt Otto til også at blive et træ. Dyrenes grumme svar på menneskers overgreb på naturen er morsomt og en lille smule makabert.
Det er også lidt synd for Oda og Otto, der trods alt ikke udnytter klodens ressourcer for profit, men slutter besøget i haven med den gennemgående fine sang om, at Jorden kalder os.
