På bagvæggen i baggrunden popper fakta op. Fakta om anorexi, bulimi, ensomhed, angst, depression og misbrug. Hvis informationerne blev afspillet i en skoletime, var mange unge nok stået af. Fordelen ved Superreal.dk's 'tabu.dk' er, at forestillingen som det primære sætter krop på alle de vanskelige ting, og at de medvirkende performere så intenst blæser alle de svære tilstande og stemninger ud over scenekanten – vel at mærke i en enkel iscenesættelse.
I ’tabu.dk’ møder vi anorektikeren, bulimikeren, cutteren. Ensomme, depressive og angste unge, som er spærret ind i kanaler eller gange dannet i rummet via det tape som er trukket tværs hen over scenen. På de T-shirts, de undervejs trækker i, står de selvdestruktive ord malet med store bogstaver: Angst, taber, klam, trist og til besvær. Vi er ikke i tvivl og skal heller ikke være det.
Vi skal konfronteres med fakta og tilstande. Teksten er baseret på udtalelser fra virkelighedens unge. Og det kan mærkes. I detaljeringsgraden og i præcisionen. Superreal.dk kalder sig i øvrigt et vidensbaseret teater som laver crossover-teater om menneskelige følelser med den intention at åbne publikums øjne for de handlemuligheder, der findes.
Opkast og stemmer
Jeg tror, de lykkes et godt stykke vej. Der lurer en fare for at udtrykket bliver lidt tungt og firkantet. Men fortrinnene er flest. Forestillingen peger på løsninger undervejs, uden at det virker demonstrativt eller anmassende. Og der lægges til sidst op til et håb, når alle de ophængte selvdestruktive T-shirts klippes ned fra de isolationsmarkerede afspærringer.
Der er fx virkningsfulde stærke billeder at hente i scenen, hvor bulimikeren propper sig over bakken og kaster fed mad og kakao i sig for et øjeblik efter at stikke fingeren i halsen og brække hele molevitten op i en spand. Når anorektikeren glider anæmisk ind i sin indhegning og taler om de to stemmer hun har i sig, den som siger ja til mad, og den kontrollerede stærkere røst som råber til hende at det er forbudt og farligt, så får vi et godt indblik i anorektikerens helvede.
Tekstens krisespiddende ordvalg hjælper også vores oplevelse på vej. Den taler om at føle sig uden for sin egen krop. Om konstant uro. Om at det føles som om der kryber myrer under huden på en. Og som et ekko gentages en ommodelleret version af fadervor. En bøn, hvor der er indskrevet en bøn om ikke at blive forladt men i stedet blive opdaget.
Performerne optræder som enkeltpersoner med hver deres lidelse, men samtidig også som gruppe. Som unge med fællestræk. Som unge der sidder fast, men gerne vil hjælpes. Det understreges af teksten – både de talte replikker og videoskærmens. Det visualiseres ved hjælp af deres T-shirts, som undervejs er ens eller går på omgang. Og det vises fysisk via den danser, som undervejs hægter sig på spillernes skuldre og ben som symbol på den klods om benet deres tabubelagte liv er.
Hvor performerne brænder fint igennem med et nærvær, når de ofte ganske stille står og beretter, virker dansen derimod som om den godt kunne have gavn af et par koreografiske lektioner. Lektioner som kan løfte det lidt manierede i udrykket op til noget mere interessant.
