Måske er hundehvalpen Anton i dukkeforestillingen 'Antons sten' selv en lille smule ensom. Han trisser i hvert fald rundt på egen pote nede ved en lille sø, da han en dag pludselig spidser sine lange ører og lytter koncentreret: Jo, den er god nok. Lyden kommer fra en sten. Den ligger på søbredden og kalder. Ja, den græder faktisk lidt, og mumler den ikke, at den er ensom?
Mens de første efterårsblade danser drillende i vinden, bliver mødet ved søen starten på det skønneste venskab. For man går jo ikke forbi en ensom sten, der kalder. Anton tager den selvfølgelig med hjem. Vasker og kysser den og lægger den i seng med tæppe og godnatknus, nøjagtig så omhyggeligt og omsorgsfuldt, som han har lært af sin strikkende hundefar og guitarspillende hundemor, der hygger sig i sofaen bag ham og altid er parate med deres kærlige kyssesnuder, når han har brug for det.
Da søen fryser til, trækker Antons leg indenfor i stuen, hvor harmonien lægger sig blidt over voksenhverdagen i baggrunden og Antons altopslugende, omsorgsfulde fantasiunivers i forgrunden. Stenen får efterhånden selskab af flere artsfæller. Faktisk vokser Antons vennekreds så heftigt, at hundefar hen på foråret kommer til at sparke poten ind i en kæmpe stabel stenvenner på gulvet og må sætte sig i sofaen – på endnu en sten. Og hundemor må lidt slukøret fortrække fra stuen med sin guitar, fordi hendes fede riffs forstyrrer alle Antons små sårbare venner.
Om gæstfriheden alligevel har sine grænser, melder denne nonverbale historie ikke noget om, men man aner, at selv verdens mest generøse forældre også har brug for et hjørne til sig selv.
Legesygt scenedesign
Camille í Dalis scenedesign er lige legesygt og udforskende på det visuelle som auditive plan. I nænsomt tempo tryller hun plaskende søer og efterårshimle med gåsetræk frem, så man uden den mindste modstand falder ind i og bliver opslugt af hendes magiske univers. Nøjagtig som Anton og andre børn til alle tider har glemt alt omkring sig i den selvforglemmende leg, suges publikum ind i forløbet, hvor både primærmålgruppen, de 2-6 årige, og deres (bedste)forældre uden at opdage det digter videre på lyde og dukker, som helt bestemt skifter udtryk og taler og bevæger sig frit omkring, skønt de går på skift i hænderne på Camille í Dali og Christian Adelhorst Rossil.
Camille í Dali har tydeligvis selv ladet inspirationen fra Lotta Geffenblads forlæg fylde og knopskyde i sit eget kreative værksted i en tilsvarende jublende proces, for der er en varm og vild kreativitet på spil, omend måske lidt neddæmpet i forhold til forlægget, for teater er jo trods alt noget andet end højtlæsning i egne trygge omgivelser.
Klogt. Og det hele kulminerer, da scenen til sidst nærmest eksploderer i den herligste panoramastrand med klitter og tang og masser af småsten i den skvulpende vandkant, perfekte legekammerater for alle Antons sten, som han har medbragt i morens guitarkasse.
For der er den fine pointe i fortællingen, at den kloge hvalp selvfølgelig instinktivt forstår, at de ensomme sten ikke kun har brug for omsorg og putteritualer, men også for frihed og artsfæller. Ukompliceret og selvfølgeligt finder hans indre eventyr sin afslutning på stranden, så et nyt – nu med pinde! – kan begynde.
I Niels Grønnes organiske iscenesættelse både hylder og værner forestillingen om barnets indre fantasiunivers, heldigvis uden at gøre det til noget særligt. Tværtimod løber der en selvfølgelig underliggende accept af den lykkefølelse, adgangen til andre virkeligheder end hverdagsrealismen kan indebære.
For er det ikke netop den samme oplevelse af knopskydende kreativitet, der gør, at hundemor er så glad for musik? Kan man ikke sige, at elguitarens søgende toner er hendes venner, ligesom maskerne i hundefars strikketøj er gode at snakke med?
Så selv om man måske kunne ønske for Anton, at der dukkede en anden hvalp op i hans liv, som han kunne dele alle de skønne lege med, viser forestillingen, at det faktisk (endnu ikke) er et ønske for ham. Han har det dejligt. Han er fyldt op, han vokser og bliver klogere på sig selv og verden af at have fred til at lege.
Det er godt at huske sig selv på, at også børn har behov for at fortabe sig alene i indre syner. Og at man – hvis man holder den evne ved lige – har en uudtømmelig skatkiste, en vidunderlig legeplads fuld af herlige oplevelser, der tilpasser sig livets faser.
Tak til 'Antons sten' for påmindelsen i en hektisk tid, fuld af læringsmål og rammeaftaler og hysterisk fokus på fremdrift.
