Bedsteveninderne Mette og Julie udveksler drømme i højeste hormongear. Med grin, fnis og varm uro i kroppen. Pastelfarveklædt og med lange løse lyse lokker ser vi de to teenagepiger sammen og hver for sig øse af deres drømme i et ligefremt og ‘ung af i dag’- sprog.
Samtidig stavrer en hjemløs vagabond rundt på scenen i stor mørk ulden frakke. Flasken hænger løst ved hans ene hånd. Gangarten er skrå og slingrende. Han raver søgende rundt. Men den korte mumlen, der kommer ud af hans mund er anderledes ladet. En slags ‘tågesnak’ af sikker og dybdefilosofisk observans.
Og det er netop denne kombination af de to universer – teenagepigernes direkte og ubekymrede ‘vi kan og vil alt’-liv og alkoholikerens fåmælte antydningstale, som gør Teatret NEO’s ungdomsforestilling ‘Det tavse skrig’ interessant. Det giver forestillingen et spænd, at ‘bumsen’ er tilstede som en mumlende sandsiger. Og at han eksisterer i baggrunden som ‘en klang’ eller en repræsentant for det tilstedevær og den seriøse opmærksomhed og lytten, som Mette og Julie mangler i deres liv, tillader de to piger at lukke op for den direktehed og den ustoppelige livslyst, de nærer, uden at det kommer til at virke overdrevet.
Forældrene svigter
Pigerne lukker op for et spring ud i livet, som får fatale følger for dem på grund af overgrebslystne mænd, som negligerer pigernes integritet og begår voldtægt, og den himmelråbende mangel på forståelse og lyttende ører fra deres ‘nære’ bagland: Mettes altid fraværende mor. Julies far, der er blindt hesteambitiøs på Julies vegne. Og pigernes klasselærer, som hverken har evne til indlevelse eller ejer pædagogisk sans for at takle situationen.
Fotomodelaspiranten Mette chatter sig i kløerne på en voldtægtsforbryder-fotograf, og den hesteglade Julie får problemer med sin ridelærer. Begge dele starter helt uskyldigt. Drevet af pigernes lyst og trang til at placere sig selv et sted som lidt mere voksne end de i virkeligheden er.
Almindeligheden – det at de unge på publikumsrækkerne kan genkende drømmene og måderne at reagere på, er befordrende for forestillingens drive.
På bølgen af pigernes begejstring, og med et rungende ekko af forældrenes fraværende opmærksomhed kuldsejler Mettes og Julies liv og styrer mod katastrofen i en accelererende bevægelse til den gentagne lyd af det indholdsessentielle musikfragment ‘You don’t hear me cry’.
Solidt håndværk
Jesper B. Karlsens tekst skildrer forløbet med håndværksmæssig soliditet. Nina Marie Birk og Lilje Windbirk levendegør troværdigt de to unge piger.
Erik Viinberg demonstrerer, som før set, at han lynsnapt og ubesværet kan springe fra den ene rolle til den næste; mellem rollen som bums, far, ridelærer, fotograf, kæreste og klasselærer.
Gitte Aagaard har iscenesat med sans for tekstens melodi og problematikker i Susanne Juuls sparsomme scenografi af åbne rum og små mørke afsides områder.
Og til sammen skaber det en forestilling, som ikke løfter sig op som en kunstnerisk set særlig unik perle, men som meget ligefrem får fat i en virkelighed, som kunne være og undertiden er, den barske realitet for unge, der går et skridt længere, end godt er i søgen efter identitet, og i forsøg på at få en flig af den kærlighed, forståelse og anerkendelse, de ikke får hjemmefra.
