Mennesker mødes og sød musik opstår. Således hedder det i Jens August Schades roman fra 1944. Men hvad for musik? Hvordan opstår den? Af den blå luft? Skal det være så kompliceret? Kan man ikke bare ‘lave en sang’?
Nej, siger BaggårdTeatret og Bornholms Teater, der samarbejder om denne forestilling. Så enkelt er det ikke. Der findes alskens regler, og de er slet ikke sådan lige at kapere. Der findes noder!, lyde og toner, rytme og takt, intervaller og harmonier, og hvad ved jeg.
Ind i denne jungle af begreber og tegn vil de to teatre tage de 6-11-årige, illustrere elementerne, synliggøre processen – og forhåbentlig bidrage til forståelsen af, hvad der skal til for at skabe og skrive en sang. Musikvidenskab i børnehøjde. I sandhed et ambitiøst foretagende!
Underholdende pædagogik
De to aktører og deres medhjælpere ved klaveret og computeren lægger flot ud med at nævne de mange elementer et for et, og viser dem med både billeder og koreografi. De optager og sampler lyde fra publikum til stor forbløffelse og begejstring. En ribbevæg danner baggrunden og gør det ud for nodeark og linjer, og små balloner stikkes ind mellem ribberne. God idé, praktisk, enkel og tydelig. Klaveret følger op, og nogle toner opstår. De kan måske lægge grunden til en sang?
Et langt stykke hen ad vejen formår forestillingen at levendegøre musikkens mystiske tilblivelse. Men så opstår mere forvirring end sød musik. Aktørerne har nemlig hver deres syn på, hvordan man bedst går til værket. Drengen vil holde sig strengt til reglerne, pigen vil helst springe op og falde ned på dem og ‘bare lave en sang’. Samtidigt skal de begge deltage i synliggørelsen af de mange og komplicerede regler.
Det resulterer i en del hoppen ud og ind af rollefiguren – vi ved ikke rigtig, hvem vi skal følge, og den ganske underholdende pædagogik tabes på gulvet. Og forvirringen bliver ikke mindre af, at det er disse to, der skal mødes til (og skabe) den søde musik. Der er flere end den dygtige pianist, der står af, når der fra mødet på ribbevæggens top forlanges ,sød musik, tak!, Jo, men hvad? Hvad havde I tænkt jer?
I strid med sig selv
Forestillingen ved altså ikke helt, hvor den skal hen. Selve ‘Noder’-projektet forsvinder i lange afsnit, og når det ind i mellem vender tilbage, er det kun for en kort bemærkning og som en afbrydelse af, hvad de efterhånden har gang i, nemlig forsøgene på det romantiske møde, der skal gøre, at musikken opstår. Og som desværre bliver pjattet og fortaber sig i klistrede sangtekster på et banalt sukker-romantik-niveau, der næppe kan interessere de 6-11-årige.
Sentimentalitet er sjældent godt, heller ikke når den er (forsøgsvis) bevidst eller ironisk. Det er svært at udforske både kærlighedens og musikkens mysterier – samtidigt.
Aktørerne er dygtige nok, både fysisk og verbalt, klaveret bliver en stemme ligeså vigtig og talende som ordene, computeren kan de besynderligste ting – her er mange ting der lykkes. Men dramaturgien springer, retning og mål tabes af syne. Jeg griber mig selv i at tænke på en scene fra filmen ‘Nærkontakt af 3. grad’ hvor rumskibet skal til at lande, og man kommunikerer ved hjælp af toner i en bestemt rækkefølge. Det var rigtignok John Williams, der satte de toner sammen, og det er uretfærdigt at sammenligne, men DET var tydeligt!
