På et klaver i baggrunden tæller en metronom sekunder. Rundt om på scenegulvet hænger og står musikinstrumenter klar til at blive brugt. Det samme gør tre små farvelagte huslignende bygninger, med en lukket låge fortil.
Marie Priem, som har en kulørt farverig spraglet skjortekjole på, byder publikum velkommen med et spørgsmål: ”Hvad tror I egentlig, at tiden er lavet af?” og kommer selv hurtigt med nogle bud, da spørgsmålet ikke er så ligetil at besvare. ”Tordenvejr?”, ”Skumfiduser?”, ”Fuglereder?”, ”Luft?”, ”Skyer?”, ”Solskin?”.
”Livet” foreslår en voksen blandt publikum så. Forslaget bliver taget godt imod af Priem, som snart efter åbner en stor bog og begynder at fortælle om den dag, de to skrædderkaniner Sik og Sak fra Papirskoven for en gang skyld ikke syede, men tog på tur hjemmefra sammen med Bingobjørnen, fordi der var noget galt med tiden.
Grunden til at det akkurat er Bingobjørnen, de slår følge med er, at den ved noget om tiden. Og vigtigst: Når bjørnen tager en magisk krone på, kan den rejse i tiden. Sådan! Sandelig noget af en evne.
Tidsrejser bag åbnede låger
Herefter følger tre fine bud på hvordan det står til med henholdsvis fortid, fremtid og evigheden. Bud, som er mundtlige tidsfortællinger akkompagneret af små brudstykker af klassisk musik. En enkelt sang er der også plads til.
Det er nu ikke de tre dyr, der tager afsted, vi ser meget til. Priem trækker dem indledningsvist op af den store fortællebog, hun formidler historien fra. De er alle tre flade papfigurer, og Priem klemmer dem alle tre ned i en lille revne i en lille bjerglandskabslignende kulisse.
Det er i stedet for musikkens forskelligartede klange og de musikalske kompositioner, vi lytter til på tidsrejsen, som også stofliggøres, bl.a. i tre små bistade-store huslignende indretninger med låger for.
Smagsprøver på voksenkendt klassisk musik
Karen Duelund Guastavino, Louise Schrøder og Marie Priem har tydeligvis forstand på musik og sang. Schrøder og Guastavino behersker flere musikinstrumenter. Udover henholdsvis klaver og barytonsaxofon, som er deres respektive primære instrumenter, spiller Guastavino med største naturlighed på autoharpe, piccolofløjte, klokkespil, kastagnetter, chimes og andre percussioninstrumenter. Schrøder spiller sammen med eller supplerer Guastavino. Og sammen synger de alle tre Priems sang ”En gammel sang om kærlighed”.
Kompositionerne er uddrag og strofer af klassiske værker, som er evergreens for de fleste voksne. Uddrag af værker af fx Vivaldi, Strauss, Satie, Beethoven, Bach og Debussy. Men mange børn i målgruppen har næppe ret tit om nogensinde stiftet bekendtskab med musikken.
I sig selv giver musikken kun små smagsprøver på de klassiske værker. Derfor er fortælle-kittet afgørende. Og her er historien heldigvis bygget op over fantasifulde og småfilosofiske betragtninger angående tiden.
Glemslens tåger, istid og genfunden protokol
De tre tider, vi rejser til, findes bag låger. Priem åbner dem på skift. Første besøg går til fortiden. Guastavino slår nogle triller på piccolofløjte. Det lyder som noget fra fortiden, fastslår Priem og åbner lågen i boet til venstre op. Indenfor udfyldes kassen, der er malet grøn, af et papirklip af to hvide træer med forgrenede kroner.
Med beskrivelser af en frodig skov, der har mistet sin protokol, sætter en jagt på protokollen ind. Uden protokollen vil fortiden nemlig gå tabt. Med kompositioner udsat for fx autoharpe, percussion og klaver, og med en tur i glemslens tåger; – en istid, der byder på isvafler; – og en mose, der er ugler i; finder dyrene frem til protokollen.
Den er blot blevet væk, fordi, nogen skulle bruge den kageopskrift, der også stod i den. Fortiden er reddet. Tågen letter, og turen kan gå videre til fremtiden.
Stjernehimmel, måneskin og krystalpalads
Fremtiden, som i forvejen er svær af få styr på, bliver præsenteret til klaverstrofer og med en lysende måne på en stjernehimmel. Der er gået kuk i fremtiden, fordi ingen kan finde den røde tråd. Den ene ende er fundet, men den anden er væk.
Man er nødt til at være udhvilet for at finde fremtiden, forstås. Det kræver søvn (”Når man er fortravlet og stresset kan man ikke finde den røde tråd”) og derefter en tur til et krystalpalads, hvor der bor hundredvis af svaler samt akkompagnementer for klaver, klokkespil m.m., før ”fremtiden har fundet melodien.”
Færgemand og skæbnestrik
Sidste tur går til evigheden, et sted man skal sørge for at komme ud af igen, og hvor man ikke må tage på tur med færgemanden. Det går nær galt for de tre dyr, da de stiger ombord i færgemandens båd. Men en sang om kærlighed redder dem, da den gør færgemanden blød i knæene af forelskelse. I evigheden bor også Mammamutti. Det er hende, som strikker hele verdens skæbne. De tre dyr er så heldige at falde ned i en tidslomme i hendes store bløde strikketøj. En tidslomme, som sender dem tilbage til nutiden.
Metronomen bliver sat i gang igen. Priem bedyrer, at de tre dyr nu kan slappe lidt af, og at det er godt at have nok af tid – også selvom det kan være svært at finde ud af hvad den er lavet af.
Musikalske ører og næse for tidens forunderlighed
Og her er det, at jeg som publikum kunne mærke, at det faktisk havde givet rigtig god mening at høre alle de umiddelbart skøre bud på, hvad tid kunne være lavet af. Sammen med forestillingens klange og de indre billeder de og historien gav, vokser der nemlig en skøn fornemmelse af tidernes former, farver og gode egenskab af ikke at være til at definere med sikkerhed.
Jeg er vis på, at de børn, som spidser ører og er åbne for fortællekoncerten, mærker noget lignende.
