Digitale virkemidler har for længst holdt deres indtog i dansk børneteater, men i 'Manden de kaldte Rolex' er der intet hipt eller fancy. Derimod skaber den livlige spillestil, musikken og genbrugstøjet et autentisk nærvær i forestillingen, der sætter fokus på løgn og sandhed i et land og en familie under den (is)kolde krig.
Et schweizisk Rolex-ur koster en formue. Men det ved en fattig, østeuropæisk kunstmaler – og en 12-årige nutidsdansker – ikke meget om. Heldigvis er uret af guld, og det glimter af noget, som alle forstår, nemlig magt og rigdom. Uret får kunstmaleren i 1980’erne som forudbetaling for et kæmpe maleri af sit lands diktator. Billedet skal overbevise om despotens landsfaderlige fortræffeligheder. Men hverken ur eller billed kommer til at bringer lykke.
Søren Ovesens slimede diktator vil fremstå med lys i øjnene. Men hans joviale facon og hårde blik opleves som en åbenlys trussel. Man kan male kærlighed, så det bliver kunst, men ikke tortur og undertrykkelse. Desperationen stiger, i takt med at Simon Holm som den elegante, rastløse kunstmaler tømmer flasker. I frustration går han på druk og møder en ung, smuk pige.
Hun spilles med en sødme og et temperament af Maria Sonne, som gør elskovsnatten mellem de to troværdig og fuld af glæde. Resultatet bliver et nøgenmaleri – og senere et barn – i stedet for et portræt af diktatoren. Han forbliver et symbolsk hul midt i billedet, og det kommer maleren kunstnerisk og menneskeligt til at bøde for resten af sit liv.
Livsbekræftende fabel
Forestillingens univers er en hovedstad i Østeuropa før omvæltningerne for 20 år siden. Hvilken er der uenighed om i pigens store familie. Er det Budapest eller Sofia? Knebren går, og det er vældigt underholdende. Bukarest er mest sandsynlig med tanke på opgøret med Ceausescu, og selv om referencen nok er spildt på skolebørn, er det let at se ligheden med tidens aktuelle regimer og deres fald.
Ordet roma bliver aldrig nævnt. Men kvindernes lange, kulørte skørter, deres stramme hovedtørklæder og Søren Ovesens festlige patriark, Papa, signaler klart, hvilken kultur de tilhører. Det samme gør dansen og musikken, hvis inciterende blanding af eksotiske og klassiske instrumenter er en forrygende fornøjelse. I tilgift blæses den enorme tuba højt og flot af ensemblets mindste kvinde, Karen Rasmussen, der også er en skæg kliché af en bedstemor.
Batidas bramfrie musikalske udfoldelser og frodige komik gennemsyrer forestillingens barske historie om tab og frygt og angiveri. Den bliver en livsbekræftende fabel om at overleve med sin menneskelighed i behold, selv om det er ikke nemt. Papa er nervepirrende tæt på at overskride grænsen, da han vil skyde sin datter som har krænket familiens ære og er gravid.
Kunstmaleren skal ikke nyde noget af familie og forpligtelser, men roma-pigen får Rolex-uret, der ligesom historiens gang aldrig kan gå i stå. En sandhed, der viser sig at have modifikationer, da pigen giver uret til deres søn, Vladimir. Han bliver efterretningschef og afslører nådesløst, at alle lyver. Selv tilskuerne lyver, påstår Per Thomsens Vladimir og stirrer grumt ud på rækkerne, der svarer igen med højlydte protester!
Vladimir er ligeglad. Han sender kunstmaleren i fængsel og tilintetgør Rolex-uret og diktatoren, og så er vejen banet for folkets oprør og forestillingens budskab. Historiens gang kan ikke stoppes, men den kan vendes.
Hos Batida foregår det heldigvis med smil på læben og fejende festlig musik.
