Luna er en pige med skønne stritører, briller og flotte lange fletninger. Men Luna er strid og møgforkælet og har en ny mobiltelefon og meget mere legetøj, end hun har brug for. Det synes Luna nu ikke selv. Tværtimod trænger telefonen efter hendes mening allerede til at blive skiftet ud. Hun meddeler også frejdigt, at hun er vant til altid at få sin vilje og forventer tydeligvis, at det samme gør sig gældende hos Fru Pigalopp, hvor Luna skal være en uge i sommerferien.
Det gør hende godt muggen. Luna vil være hjemme med sin telefon og er ikke tryg ved Fru Pigalopp, der har blomster på hovedet og går i gummistøvler indendørs. Lilleputbyen, hvor de bor, finder den foretagsomme medborger mærkelig. Rygtet siger, at hun måske er en heks, og at hendes Tusinddørshus er endnu mere mærkeligt. Huset har ganske vist kun 13 døre, når man tæller efter, men det er – uha – malet i alle regnbuens farver.
Det kan man som tilskuer glæde sig over lige fra begyndelse. Randers Teaters mulighed for at skabe en ret stor scenografi kommer forestillingen og spillet til gode. Solide vægge i stærke farver giver de medvirkende fine rammer og et troværdigt giver indtryk af Fru Pigalopps store hus.
Det er netop grunden til, at hun har spurgt Lunas forældre, om pigen må holde ferie hos hende, mens de arbejder. Hun er bekymret for, at huset kommer til at kede sig og tror, at Luna kan være med til at skabe liv i de mange rum.
Bramfri sødme
Fru Pigalopp har godt nok en lejer, Hr. Larsen, der bor på loftet og som kan spille på mange forskellige instrumenter. Han vil gerne komme ned og spille, men han siger aldrig noget. Så Fru Pigalopp er vældig glad for Lunas besøg.
Det er man også som tilskuer, for uden dukken ville forestillingen være meget mere kedelig. De fanger fisk og redder en skadet krageunge, der kommer tilbage til sin familie, og det hele foregår ved hjælp af Fru Pigalopps stærkt alternative underholdende metoder, som kan bringe mennesker sammen.
Den fuldstændig vidunderlige dukke, der har rollen som Luna, fremstår så lyslevende i sit udtryk, at man bare venter på, at hun åbner munden og taler. Det sker selvfølgelig ikke, men Lisbeth Knopper er glimrende som bugtalende substitut og endnu bedre som dukkefører. Med forholdsvis små bevægelser, der ser ud som om de opstår hos dukken ved egne kraft, forstærker dukkekroppens og hovedets holdninger ansigtets og stemmens udtryk.
Indsatsen med at bringe Luna troværdigt til live forhindrer dog ikke Lisbeth Knopper i at udfylde rollen som Fru Pigalopp med bramfri sødme og sikker musikalitet. Den side af forestillingen er også i trygge hænder hos Jacob Venndt både som komponist og som en alsidig dygtig musiker. Han falder også fint ind i sammenhængen i den tavse rolle som lejeren Hr. Larsen, for historien om Tusinddørshuset og dets beboere rummer ingen større dramatiske udfordringer.
Selvfølgelig ender det med, at den viljestærke, selvbevidste Luna i fornuftig skjorte og cowboybukser opdager, at den fantasifuldt klædte og varmhjertede Fru Pigalopp er en langt bedre og mere opfindsom ven end en telefon.
Det er også godt at have en dygtig musiker som Jacob Venndt i huset, selv om han er tavs. Så kan man slutte en sød feel-good-forestilling med en munter sang.
