Forestillingen, der bærer teenageren og klima-aktivisten Greta Thunbergs navn, er ikke et forsøg på at skabe et portræt og en kronologisk genfortælling af den svenske skolepige og hendes vej til verdensberømmelse – heldigvis.
'Mit navn er Greta' nøjes med få relevante nedslag i Gretas, liv fra hun første gang skolestrejkede foran Riksdagen i Stockholm og til nu, hvor hun er forbillede for millioner af jævnaldrende over hele verden. En af dem er Clara på 15 år.
Hun er bekymret og forarget over en voksenverden, der klemmer luften ud af jordkloden, som hun tavst demonstrerer i indledningen. Omgivet af forrygende flotte billeder af de naturkatastrofer, som klimaændringerne har og vil være årsag til og fulgt på vej af bragende undergangsmusik.
Derfra går det over stok og sten, for Clara forbliver ikke tavs – tværtimod. Hun er vred, faktisk fnysende arrig og rasende på sine uforstående forældre og resten af den privilegerede især hvide herskende klasse.
I Claras – og Gretas – optik er det dem, der står bag ødelæggelserne, og som nu afviser at tager ansvaret på sig og gøre noget for at stoppe den globale opvarmning. De personificeres af flokken af 'klamme mænd' i forestillingens bedste scene, hvor Clara harcelerer over magtelitens møder i Davos.
Med citater fra Greta råber hun sine anklager ud, mens portrætter af modne mænd i rækker under hinanden kører af sted på begge sider. Her falder Karla Løkkes ekspressive solospil, iscenesættelse, tekst og den tredelte scenografi i hak.
Superenergisk spillestil
Andre steder tjener den bastante brug af digitale virkemidler ikke noget indlysende formål andet end at skabe flotte effekter på de tårnhøje elegante tæpper, der er forestillingens bærende visuelle element.
Karlas talende ansigt rammer publikum fra begge side i kæmpestørrelse, mens den levende skuespillers teenagepige er gemt væk på sit værelse i en kube langt væk på den store scene uden kontakt med sit unge publikum.
Det har hun heller ikke i en alt for lang sekvens, hvor animerede skiftende historiske billeder af Jeanne d’Arc udgør en slags dialog i soloforestillingen.
Sammenligningen mellem Greta og hendes tapre medsøster og martyr er velkendt. Men det er ikke indlysende, hvorfor den franske heltinde skal optræde i flere udgaver, og de båndede replikker bliver ikke leveret på et niveau, der matcher det øvrige.
Det meste af tiden befinder Clara sig heldigvis langt fremme i frit spil med den effektive, ligefremme tekst.
Den er ikke særlig dramatisk. Men den giver et nøgternt, faktabaseret og mundret afsæt for Karla Løkkes og iscenesættelsens insisteren på at være et portræt af en klimaaktivist i øjenhøjde med sit publikum. Ikke en melodramatisk pseudoudgave af Greta Thunberg.
Den debuterende elev fra Den Danske Scenekunstskole har flot styr på jargon og attituder i en superenergisk højtråbende spillestil, der gør Clara troværdig. Hun overbeviser, fordi hun er en diametral modsætning til virkelighedens introverte Grete.
'Mit navn er Greta' er aktivistteater for unge og ikke det eneste af sin slags om klimaet. Men her er der også en tilhørende workshop, hvor deltagerne kan øve sig i at holde deres egen klima-kamptale.
Det kan umuligt blive på samme underholdende og hårdtslående niveau, som den Karla Løkke leverer. Men de kan få fin inspiration i forestillingen på Aveny-T.
