Hvornår er man i sin gode ret, og hvornår rager man bare til sig af slik, sand, blod eller tid på bekostning af andres behov? Det er et stort etisk og filosofisk spørgsmål, som Limfjordsteatret med den største selvfølgelighed præsenterer for børn.
Udgangspunktet er den klassiske klovneleg med skiftevis at narre ting fra hinanden, men forestillingen vil meget mere end at underholde.
Klovnerierne appellerer til publikums retfærdighedssans, og selv om grundkonflikten mellem de to personer i forbliver den samme, foregår der hele tiden noget nyt. Rå maskulin styrke bliver slået tilbage med kvindelig snilde, når Sune snupper en ordentlig bunke sand fra Maja, som hun så erobrer tilbage.
Selv det mindste, usynlige sandkorn tæller med, når ejerskabet skal gøres op med størst muligt udbytte. Men hver gang en af dem føler sig sikkert på sit rov, mister de det igen.
Sådan fortsætter spillet i munter stil med få ord og flere lyde og med mange forskellige variationer over temaet 'Grisk'. God hjulpet på vej af scenografiens fiffige installationer, der systematisk og overskueligt tages i brug til hver sit formål. En gemmer på en lille, lalleglad hund, der ført af Maja farer rundt og slikker folk og selvfølgelig tisser i sandet til stor fornøjelse for tilskuerne.
Til gengæld står det ikke helt klart, hvor grådigheden kommer ind i billedet.
Det gør det heller ikke, når Sune tager en tur rundt med et stort hvidt gespenst, der ligner et fuglelig, og som er vildt uhyggelig. Men den forsvinder heldigvis hurtigt tilbage i sin installation uden at have forvoldt skade.
Rislende skønt og saligt
Så nemt går det ikke, når det hander om at rage blod til sig. Det er foruroligende, men også komisk, når et flot kredsløbsstativ med glødende rødt blod på skift tapper skuespillerne for liv. Heldigvis når de frem til en fordeling af blodet, der holder begge i live. For ingen af dem kan undværes i det koncentrerede minidrama om magt, som 'Grisk' også afslører.
Den, der sidder på magten, viser det ved at have – og tiltage sig – mere end andre. Eller udtrykt med forestillingens sanselige virkemidler – den, der har flest skumbamser, ejer også retten til at spise og nyde dem øre for øre, bid for bid uden at bidrage til fællesskabet. Eller har de? Tilsyneladende Ikke, hvis man lytter til stemningen blandt publikum, der opmærksomt følger kampen om at få mest.
Så hårdt trækkes tingene dog ikke op hele tiden. Forestillingen veksler flot mellem det sjove og det skarpe, og det skønneste og saligste er tidsinstallationens rislende fine sand. Sort og metalskinnende strømmer tiden ned som en lysende stråle, der føres videre og bliver til en ring på gulvet. Dragende og oplagt til at blive overtaget og tegnet i af ivrige barnefingre. En interaktivitet, som tilskuerne direkte opfordres til og lynhurtigt efterkommer.
Der er ingen tvivl om, at børnene på gulvet morer sig herligt med tidsstrømmen på gulvet. Det er også glædeligt, at ingen af dem udviser samme markante tegn på griskhed som ellers demonstreres i 'Grisk'. Til gengæld kan man tvivle på, at selv moderne multimedievante børn opfatter meget af det spil om tiden, der fortsætter omkring dem. Den tid, der ikke blot løber, men også kan spildes og stjæles og slås ihjel og skabe tidslommer, man kan gemme sig i.