Af

19. januar 2022

Mindeord om Michael Ramløse: Tak for alt det, du har lært mig

Henrik Steen Larsen skriver mindeord om Michael Ramløse:

 

Kære Michael.

Tak for alt det,  du har lært mig, og det er ikke så lidt!

Tak for at jeg måtte arbejde med dine stærke ord, manuskripter og sange.

Tak for de mange rejser vi har været på sammen, i Rusland, Australien, USA, Sydkorea, Sverige, Tromsø i Norge, og det danske rige rundt.

Tak for din store omsorg og empati, aldrig kunne jeg være alene med en sorg, en tristhed, en glæde, en overvejelse,  uden du blandede dig med dit spørgsmål: hvordan har du det……

TAK FOR DU ALTID SPURGTE OG LYTTEDE!

Tak for alle de smøger jeg har røget af dine og du af mine, hvide Kings eller Queens. Alt i mens vi ordnede verdenssituationen. Meget kan nås på en hvid Kings, vigtige spørgsmål har vi vendt og konkluderet på mellem møder eller prøver. I alle årene stod det kulturpolitiske højt for os begge, og vi blev dem der tog os af den del af teatrets arbejde sammen, det var stærkt og godt.

Tak for din tillid og tro på mig når jeg tvivlede.

For en del år tilbage gav Jan Torp mig en betroet opgave på Horsens-festivalen. Han bad mig sørge for, at du var til stede i salen, når Horsens Børneteaterpris skulle uddeles, for du skulle have den og jeg skulle holde kæft, men sørge for du var i salen…. Han kendte jo din trang til en smøg og forladen salen efter behov.

Noget nær den vanskeligste opgave uden at afsløre noget for dig.

Ganske rigtigt, i slutningen af noget underholdning, du ikke brød dig synderligt om, siger du: Henrik nu skal vi sgu ryge oven på det der…. En kort smøg svarer jeg, vi må da være ordentlige og se hvem der skal have prisen. Til det svarer du…. Det kan vi jo få at vide bagefter….

Vi ryger, og så får du klar besked af mig om, at nu går vi ind – med det ultimative argument, at vi skal være solidariske. Det virker, og vi går ind i salen står sammen op af en udgang, for vi skulle jo hurtigt kunne komme ud til næste smøg….

Under oplæsningen af begrundelsen til årets prismodtager vender du dig til sidst om og siger: Din sjuft….du vidste det – og smiler dit varme smil, går roligt og tankefuld på scenen og modtager din velfortjente pris, og jeg ånder lettet op.

Denne lille anekdote fortæller så meget om dig som menneske.

Jeg har så mange stærke, gode og vigtige oplevelser med dig min ven, og du har været ved min side, når jeg her i Thailand har gået ture ned af mindernes vej på stranden, hold da kæft hvor jeg savner dig, og jeg  synes det er så træls, at du skred nu, hvor du skulle have spillet på dit klaver i årtier endnu, drukket en øl og røget smøger med mig, så vi sammen kunne grine og nyde alt det gode, vi har sammen.

Til sidst min store tak for du valgte at komme til Fair Play efter Teatercentrum, det var en kæmpe gave, og vi er mange, der har nydt at pakke den ud sammen med dig.

Mere end 40 år kendte vi hinanden, arbejdede  sammen om festivaler, kulturpolitisk og på scenen, det vil altid stå som stærke årtier med dig.

 

Henrik Steen Larsen er skuespiller og instruktør

Flere debatindlæg

16.9.2024: Eva-Marie Møller undrer sig over, at Københavns Kommune nedlægger puljer i Åben Skole-ordningen, der ellers sikrer ressourcesvage skolebørns mulighed for at få adgang til gratis kulturtilbud i form af bl.a. teater.

Seneste debatindlæg

Seneste debatindlæg

16.9.2024: Eva-Marie Møller undrer sig over, at Københavns Kommune nedlægger puljer i Åben Skole-ordningen, der ellers sikrer ressourcesvage skolebørns mulighed for at få adgang til gratis kulturtilbud i form af bl.a. teater.