Det vrimler med fine og fortidige ting og sager i værelset, der tydeligvis har fungeret som en slags hjemmekontor for morfar. Han er her ikke mere. Men siddende ved hans skrivebord vælder minderne frem hos hans barnebarn og giver igen alting liv og mening.
Sødt og kært beretter hun om barndommens mange gode stunder med den højt elskede morfar, der, når det behøvedes, stod til rådighed med tid og indforstået kærligt overskud.
Det tror vi på, for sådan en bedsteforælder er der heldigvis stadig mange børn, der har, og voksne, der har haft. Nogle vil måske endda huske et lignende interiør, hvor en brun træpersienne danner baggrund og et slidt gulvtæppe underlag for det store matgrønne skrivebord med tilsvarende reoler. Det er ikke omgivelser, det ligefrem oser af liv og glade dage, men barnebarnet lader i hvert fald ikke voksne i tvivl om, at der har været trygt og rart i morfars og mormors velordnede hus.
Barnebarnet bor i højhus, og det er – forstår man – noget andet og dårligere dog uden nærmere at fortælle hvorfor og hvordan. I det hele taget holder historien sig strikt til sit emne, og nævner eksempelvis intet om barnebarnets mor. Det virker lidt sært, men gør beskrivelserne af barnebarnets minder overskuelige for børn i aldersgruppen.
Beretningen om morfar og mig er også et nostalgisk tilbageblik på en tid med småbutikker og nærmiljøer, der ikke er så langt væk i åremål. Men de er ukendte for tilskuerne og vil nok være spændende at få fortalt om af sin egen morfar.
Men oplevet på tredje hånd virker det fjernt ikke mindst for en 3-4-årig, fordi forestillingen ikke tilstrækkeligt forløser sit sceniske potentiale.
For spag og for pæn
Som fortæller er Sif Jessen Hymøller alt for spag og for pæn. Der er ikke meget spil og spræl i hendes fremstilling, der helt savner den dramatiske energi, der skal gøre tingene til andet og mere end – ja ting. Og selv om det er fint at bruge klassisk musik, som børn hører for lidt, så er klaverstykker ikke det mest farverige i små børneører.
Det er næppe intentionen, men manglen på livlighed og medrivende fortælleglæde fører til, at barnebarnets beretning har svært ved at fungere som levende teater. Så hjælper det ikke, at stemplerne på skrivebordet bliver castet som personer i historien, bortset fra morfar, han er nemlig en hæftemaskine. Der er ellers basis for underholdende udfoldelse, for forestillingens morfar er ikke nogen standardudgave.
Han viser sig at være russisk flygtning og er – ifølge sit eget udsagn – løbet og løbet og løbet hele vejen til Danmark. Det gjorde han, fordi hans landsby blev bombet.
Morfar fik arbejde på et posthus og mødte mormor, og derfor blev han i Danmark. Men på et tidspunkt vil han gerne tilbage for at se, hvad der blev af hans russiske landsby, og barnebarnet følger med. De finder en flot genopbygget by, hvor morfars besøg bliver fejret med en fest, og der slutter minderne om morfar.
Med 'Skrivebordet' – med undertitlen 'morfar og jeg' vil Teater Håndholdt sætte fokus på den særlige magi, der kan findes i mødet mellem børn og deres bedsteforældre.
Det er godt tænkt. For selv om samhørigheden imellem netop de to generationer er genkendelig for de fleste, så er det ikke noget voldsomt velbelyst tema. Derfor er det ekstra ærgerligt, at magien aldrig indfinder sig.
