’Min mor er en ulv, min far…’ Sådan lyder titlen på Teater Giraff Graffs teenageforestilling.
Titlen skal tages helt bogstaveligt. På scenen står der et bord, hvor det vrimler med små plastikdyr af den slags, som børn kan lege med i timevis i græsset eller sandet eller badekarret. Og fra tilskuerstolene kan man så som tilskuer overveje, hvilket dyr man selv, mens performeren deler dyr ud til tilskuerne. Selv fik jeg overdraget en leopard…
Forestillingen er sat op som et slags biologiforedrag – eller en såkaldt ’demonstration i syv dele’. Dyrene på bordet bliver da også demonstreret på diverse film på et opstillet filmlærred, og performeren Camilla Graff Junior påtager sig så rollen som biologi- og psykologilærer i denne ret så avancerede forelæsning om menneskers følelsesmæssige relationer.
Fremmedordenes fest
Camilla Graff Junior (født 1974) er en yderst intellektuel og international performer i dansk scenekunst. Hun har både en Master i performance studies fra Københavns Universitet og fra Sorbonne Universitetet i Paris. Hun er uddannet som instruktør i New York. Hun har arbejdet med både koreografi og video, og hun har været med i rockbandet Maiden Monster. Siden 2007 har hun boet og arbejdet med sit eget performanceteater i Berlin.
Hendes boglige tilgang til teatret resulterer tydeligvis i alenlange monologer, hvor hun reflekterer over sit eget liv – og hvor hun hele tiden indsætter ’metakommentarer’ til de handlinger, hun foretager på scenen.
Alt foregår helt stille og roligt med solid jysk talemåde. Men samtidig er hendes sprog vildt kompliceret og fyldt med fremmedord – og formodentlig med til at lukke nogle af teenagerne ude.
Helingsprocesser
Forestillingens mål er åbenbart at afprøve en metode, der kan analysere barndommens traumer. Målet er at komme videre – ’helingsprocesser’ kalder performeren det. Og dertil er det åbenbart nødvendigt at lære ’vores indre og ydre dyr’ at kende.
Hendes forskningsempiri er hentet fra hendes egen familie. Hun beretter kækt om sin frejdige bedstemor, der ikke var bange for noget – heller ikke for katten Frida, når den var vred. Og så får vi jordnære råd om, hvordan vi skal håndtere andre væsners temperamenter.
Klasseværelsets monotoni
Teaterformen i ’Min mor er en ulv, min far…’ er interaktiv, fordi performeren hele tiden spørger sine tilskuere om meninger eller erfaringer. Men samtidig virker formen ret slasket, fordi den ret beset bare kopierer klasseværelsets monotoni med en lærer, der snakker og viser video.
Dramaturgisk set kniber det i hvert fald for forestillingen at fastholde sin spænding i de mere end fem kvarter, som forestillingen ender med at vare. Desuden varierer forestillingens selvbiografiske beretninger yderst voldsomt: fra hyggelige hverdagsbetragtninger til overgrebsagtige fortællinger om selvmord. Her var der pludselig påfaldende tavst fra performerens analytikerstemme. I stedet lød der blot en enkelt, barsk konklusionslinje om, at ’en flugtlinje kan altid omdannes til en dødslinje’. Så her var vi unægtelig meget langt fra kæledyrenes univers.
Nuttede dyrebørn
Egentlig virker forestillingen ikke som en teenageforestilling. Den har godt nok en identitetssøgen, som teenagerne vil nyde at spejle sig i. Men den er så præget af sin psykologiske efterrationalisering, at det måske kan knibe for en almindelig 9. klasse at hænge på hele vejen. Begreber som for eksempel, at visse dyr ’dannes gennem den andens blik’ virker formodentlig som overflyvningspsykologi for de 14-årige.
Eller vil forestillingen tværtimod hitte hos alle hestepigerne? Vil den gå rent ind hos de teenagere, der deler nuttede dyrebørn på Facebook? Det er svært at fornemme. Men en entydig teenageforestilling er den altså ikke.
Da tilskuerne hen mod slutningen inviteres til at vælge et af plastikdyrene på bordet, hvorefter de med dyret i hånden kan indgå i en terapi om deres partner, virker det altså temmelig voksent og doku-uforudsigeligt.
Retro-sikker
Når det er sagt, så udstråler Camilla Graff Junior en imponerende autoritet under pandehåret. Hun har en forrygende selvtillid i sin retro-sikre selviscenesættelse, hvor alt fra 1970’erne tydeligvis er hipt.
Hendes egne skuespillerevner fremstår dog temmelig begrænsede; hendes stemme og hendes mimik kører i hvert fald i lærerindetomgang.
Men som en af hendes replikker lyder undervejs: ’Min bedstemor ville have sagt, at jeg havde glemt at lytte til min indre kat’.
