Merete Mærkedahl har det i sig. Noget barnligt og uskyldsrent. Lethed i figuren og et åbent-sind-væsen, der lyser af empati og en umiddelbar sanselig tilgang til det, som foregår omkring hende.
Allerede på Skuespillerskolen (ved Aarhus Teater) viste Mærkedal interesse for at spille teater for børn. Hun var med i teatrets 'Historien om Kejserens Nye Klæder'-co-produktion med Corona La Balance, og siden i ansættelsen på Aalborg Teater har hun udfoldet denne side af sit talent. Fx for nogle år tilbage som pigen Doroth i 'Troldmanden fra Oz'.
Rollen som Gerda i 'Snedronningen' er derfor oplagt, og Mærkedahl fylder den fint ud. Iført lyserød kjole med stor rød sløjfe foran, udslået hår, sorte strømpebukser og lillepigesko er hun den gennemgående figur. Pigen som sætter alt ind på at finde og befri sin elskede legekammerat Kaj, som er blevet ramt af troldspejlet og ført i fangenskab hos den onde Snedronning. Pigen, som styret af sit væsen vikler sig ind i møder med mange særprægede væsner og universer på vej til isriget, men som aldrig alligevel giver op i forhold til sit mål.
Kasper Dalsgaard gør også – med et lyst, spinkelt-sart og drenget look en god figur som Kaj.
Når Aalborg Teaters opsætning så alligevel ikke lykkes skyldes det flere ting i den sært strittende blandede-boljser-coctail af en fortolkning, der her er tale om.
Norske Vidar Magnussens og Julian Berntzens musical får i deres modernisering H.C. Andersens budskabsessens til at fordampe. Musicalsangene stritter genremæssigt i forvirrende mange retninger.
Spillet er iscenesat med en tydelighed og en undertiden overbarsk direktehed, som, i stedet for at åbne op for essensen i H.C. Andersens eventyr, kalder på, at man skal blive stemt af munterhed, fascineret af den stoflige emballage og påvirket afstandstagende fra den ondskab, som Gerdas godhed tilslut gør det af med.
Kragekomik og forbløffelsesbegejstring
Grundhistorien bliver fulgt, men eventyrets enkelthistorier er meget anderledes vinklet end originalens (ikke meget fokus på bedstemor, roser, farlig forstand og evighed her) og historierne standses og overmales i eet væk af sketchagtige morsomheder. Små spilpassager, som i situationerne kalder smilet frem med deres opløftede stemning og i spillet understregede underholdningskarakter. Fx kragen som ledsager Gerda. Jakob Højlev Jørgensen spiller fuld af energi en i denne version talebegejstret fugl. En krage, som iført stort næb, sort fjerdragt og ordbøger, til stadighed udfordres og glædes ved at tale først dansk, så svensk, siden engelsk og fransk, og tilslut finsk.
I samme boldgade sværmer Mads Rømer Brolin-Tani rundt som kæmpestor humlebi mellem flot kostumerede selvsvings selvoptagede strutskørtede blomster. Mod slutningen spiller han rensdyret med tryk på de muntre tangenter. Og undervejs optræder han i royale gemakker til en renæssanceklædt festivitas, hvor 'amazing' er buzz-word i alles mund.
Uden for den royale port klovner to vagter (Allan Helge Jensen og Steffen Eriksen). Det samme har Hanne Windfeld gjort forinden som blomsterkonen. I øvrigt med en ganske fin timing og resolutte temperamentsskift mellem overstrømmende glæde og hensunken tristhedsfyldt ensomhed.
Isflagetortur
Ind mellem alle de glædessprudlende optrin flettes så ildevarslende Nordlyskulisser og Snedronningens grumme ondskab i en version som maler død og fortræd med meget store og tydelige bogstaver. Iført hermelinpels, en krone med lange våbenspidse takker og kølig blåsorte streger omkring øjnene glider Line Baastrup ind på scenen.
Baastrups Snedronning taler og synger om, hvordan hun ikke tolererer og med sin kulde og frost vil omgøre liv og lys. Stærkest på flest virker nu nok den korporlige smerte og død, hun praktiserer. Med lyn i øjnene og hypnotiske arme henretter hun løs på de små grå djævlelignende væsner, der vimser omkring i hendes rige med lange haler og gummimaskegrimme dødningehovedfjæs. Isflagerne hos Snedronningen er anbragt i et kar, der afgiver en elektriskstødgnistrende lyd, når ofrene tvinges til at plante deres hænder i karret og øjeblikkeligt reagerer kropsligt som om de bliver udsat for totur.
Alle som rammes af en troldsplint ændrer i øvrigt gestik. De transformeres fra at være 'normale' til at blive både fysisk og mentalt multihandicappede. Som åbningsbillede bliver en hel by af mennesker ramt af troldspejlsplinter.
Muligvis er det Magnussens version af originaleventyrets første del, som handler om spejlet og stumperne. Men som scenisk udtryk virker valget forvirrende. At ondskaben trækkes frem med en afviger-gestik virker ubegrundet. Og som den tungest vejende kritik kommer de skarpt optrukne fronter mellem liv og død mest til at fungere som indpakning og fernis frem for at åbne for originaleventyrets dybder.
I såvel enkeltscener som fortællehelhed skøjter forestillingen hen over det essentielle. Undertiden med meget 'voksensproglige' sætninger hvor ord som freelancer og vokabularium indgår. Det strittende og skøjtende understøttes af de mange forskellige musikalske genrer som benyttes. Og af et scenografisk udtryk, der bevæger sig uegalt mellem finesser til det amatøristiske (Snedronnigens kane).
Aalborg Teaters 'Snedronningen' arbejder underholdnings- , moderniserings-, og imponeringsfokuseret udenom og i overfladen i et utal af retninger i stedet for at gå ind i og i dybden af eventyret.
Uskyldsmoralen bliver nok – med al tydelighed – demonstreret. Men vi kommer aldrig til for alvor at tro på en tæt relation mellem Gerda og Kaj, og forestillingen har ingen tegn på at have indbygget noget modningsforløb fra barn til voksen, sådan som det findes i originalforlægget.
