En anelse højtideligt tager det sig ud. Fire koncertmusikere i sort – den ene tilmed i kjole og hvidt. De synger da også opera, højt og voldsomt som den slags jo let kan blive i et ikke alt for stort rum. Indtil den ene bliver distraheret af en eventyrbog om Klods Hans.
Og dermed er forestillingens præmis angivet – et forsøg på at forene koncertopera og eventyrfortælling. De to medvirkende læser, synger opera og spiller lidt eventyrteater, mens de andre to i truppen nøjes med at akkompagnere på klarinet og vibrafon i baggrunden.
Der er ingen dekorationer, ingen lyssætning og stort set ingen rekvisitter, så det er – med al respekt – ret kedeligt at se på, hvis man skal kunne kalde det teater.
Når man tænker på, hvor mange forskellige udgaver af 'Klods Hans' vi har kunnet opleve i alle mulige versioner, med og uden musik, er dette her ubetinget en af de mest fattige, rent visuelt.
Men troligt arbejder de to sangere sig igennem eventyret om Klods Hans og hans brødre, om besøget hos prinsessen med kragen og pludderet i træskoen, nogle gange lovligt klamrende sig til bogen, der står på et nodestativ, så man som tilskuer begynder at overveje, om de mon ikke kan teksten udenad.
Udmærkede sangere, men…
Og så spiller de lidt teater, mere behjertet end egentlig vellykket – faktisk ligner de ualmindelig meget to voksne, der forsøger at spille teater for børn sådan som de tror, at børn nok godt kan lide det.
Rekvisitter er der som sagt nærmest ingenting af. Når de fortæller om Klods Hans, der tager træskoen og bruger til kogetøj, tager den ene sanger sin sko af – en helt almindelig sort koncertsangersko – og viser frem. Og pludderet er hans ene sok.
Men hvis den slags skal fungere overbevisende, så det ikke bare minder om scenisk afmagt, må der langt stærkere dramaturgi og iscenesættelse til end tilfældet er her.
Undervejs er der indlagt bidder og små musikstykker fra danske sange, folkeviser og børnesange og såmænd også fra Carl Nielsens opera 'Maskarade'. Jeg er sikker på, at de selv synes, at det er vældig vittigt.
Og så kan man spørge sig selv, om det tilfører noget til eventyret, at de synger? Og svaret er desværre, at det gør det ikke, selv om de to sangere såmænd er ganske udmærkede.
Men hvor er ideen eller det samlende teatermæssige greb blevet af? Hvorfor vil disse mennesker lave denne forestilling for børn? Hvad er det, de mener at kunne bidrage med, ud over skønsang og lidt famlende teaterspil? Det svarer opsætningen aldrig på.
SaltoMortale har tidligere lavet flere anmelderroste musikforestillinger for børn, så de kan godt. Dette her er bare for tyndt – som en skitse til noget eller som et brød, der teatermæssigt slet ikke er bagt igennem.
Jeg fristes til at citere fra eventyret, hvad Prinsessen siger om Klods Hans’ to brødre: 'Duer ikke! Væk!'
