Et EU-kulturprojekt over flere år er udgangspunkt for forestillingen ”Min Odyssé”.
Titlen er indlysende, for et gammelt hollandsk træskib med sejl er samlingssted for den mildt sagt brogede skare af europæiske deltagere. De laver fire teaterprojekter, og skuespiller og danser Tilde Knudsen er med i to af dem.
Det har, forstår man, ikke været uproblematisk. Hvilket også ville være noget af et mirakel, når det drejer sig om et projekt i EU-regi.
Tilde Knudsen er en skarp iagttager. Uden på nogen måde at være usolidarisk formår hun at give et levende indtryk af et kaos, der udfolder sig på mange planer – og ikke mindst i hendes eget indre. Det gør oplevelsen troværdig som mental kølhaling, men i længden også sværere tilgængelig end godt er.
Som performer fascinerer Tilde Knudsen med sin sjældne kombination af en stærk og smidig dansekrop og en lige så stærk og klangfuld stemme. Hendes adrætte sceniske energi giver den meget personlige historie i 'Min Odyssé' en sanselighed og gennemslagskraft, der fylder godt op i salen i bygningen Magneten på Teaterøen.
Rummet er tomt bort set fra en flok stole til publikum, der er anbragt i rundkreds under loftets ucharmerende lysstofrør – en kalkuleret kontrast til bælgmørket udenfor.
Indædt engagement
I bekvemt hverdagstøj og sutter med dutter skaber Tilde Knudsen en række farverige figurer, der rask væk inddrager publikum som sine medspillere. Hun er forrygende til at ramme og skifte accent i de muntre beskrivelser af sine mange europæiske rejsefæller.
Det er kærlige og komiske spots. Men de er bestemt ikke uden brod, når det handler om mangel på ansvarlighed og seriøsitet over for det fælles EU-projekt, hvor normer og metoder kommer i klinch. I de bedste øjeblikke er det en stil, der minder om Dario Fos.
Det er også fint at lade den klassiske historie om Odysseus og hans evigt ventende kone, Penelope, være rød tråd i kernefortællingen om sejlturene i nutidens menneskeligt kuldsejlede Europa. Det bliver konkret og virkelighedsnært, når Tilde Knudsen lader arme og ben og åndedræt fortælle, mens ordene vælter ud.
Men hun lader sig friste til for mange og lange sidespring, hvor mellemregningerne kommer til at fylde for meget. Man savner en skarpt skåret dramaturgisk orientering i forhold til det enorme materiale, som, man fornemmer, ligger bag forestillingen.
Teater skabt af nødvendighed er altid at fortrække frem for det overfladisk formfuldendte, og Tilde Knudsen sætter med indædt engagement fokus på både tvivl og tro på teatrets og egne mål og muligheder. Men i 'Min Odyssé' har den fabulerende form fået så lang snor, at den forudsætningsløse tilskuer i for høj grad lades i stikken.
Forestillingen er underholdende, intim og så indforstået, at den ikke i den udgave, som jeg så, umiddelbart kan anbefales til unge.
Men der er stærke elementer af improvisation i de enkelte forløb, som angiveligt ændres efter typen af publikum. Det er derfor et åbent spørgsmål, om Tilde Knudsen som den drevne og dygtige performer, hun er, kan målrette indholdet så meget, at den unge generation vil lade sig rive med og blive klogere.
