Tag en taburet, træd ind i rummet og sæt dig langs kanten, hvor du vil. Hvisk det videre til din sidemand, som skuespilleren lige har hvisket dig i øret. Syng med på den omdelte fællessang. Tag imod og hold de for ejermanden dyrebare ting som skuespillerne rækker dig – en dagbog, et billede, en hestehale, et bundt DVD'er, en specialsyede unikke gallakjole, en racercykel, der altid vil minde dig om din far etc.
Fold en papirflyver. Tag din taburet og følg med spillerne et andet sted hen i rummet. Stil dig op og lav i flok aerobiclignende gymnastik. Følg bagefter skuespilleren i de rute, som hun tager hen over gulvet. Stil dig sammen med de andre midt i rummet. Deltag, vær med, lyt, oplev.
Med 'BRANDEN' inviterer Hvid Støj Sceneproduktion sit publikum ind til en ungdomsforestilling som på meddeltagende vis vil bringe unge fra 13 år og op i så direkte interaktion med forestillingens handling og karakterer som muligt.
'Inklusionsteater' kalder teatret det. Og fremgangsmåden er at nedbryde den grænse som vanligvis er mellem scene og sal, for indenfor det fælles rum at bringe et i fiktionen inkluderet publikum sammen med de to optrædende skuespillere.
Eksistenstematik
Handlingen udspiller sig på en efterskole og det som står i centrum er pigen Laura, som har forskanset sig på sit værelse, fordi hun ikke kan se en mening med noget i livet. Intet betyder noget. ALT forekommer hende meningsløst. Denne eksistentielle krise betror hun i stykkets begyndelse til den anderledes jordbundne dreng William, der tydeligvis er tiltrukket af hende.
I et forløb, hvor vi tildeles rollerne som medefterskoleelever, spiller og guider Katrine Beck Ibsen og Daniel Bevensee os igennem et nykomponeret soundscape-ledsaget forløb, der går ud på at få Laura til at komme ud af sit værelse.
Tanken er, at hvis alle elever på efterskolen afleverer det, der betyder allermest for dem og anbringer det udenfor Lauras dør, så vil hun komme ud.
En række rekvisitter, som er placeret i scenens midte og som gør det ud for de forskellige elevers allermest betydningsfulde ting, bliver fordelt mellem publikum, efter at Ibsen og Bevensee har gennemspillet en lille sekvens, der på problematiserende og diskuterende vis anskueliggør de følelser som er knyttet til tingen.
Skønt skuespil
Ibsen og Bevensee springer fysik gelinde, med et stort og vågent nærvær og med en god og forskelligartet energi ind og ud af rollen som de forskellige efterskoleelever. Vi er ikke et øjeblik i tvivl om, at de to skuespillere kan deres gebet. Her er ingen vaklen. Skønt.
Undervejs træder de også ud af ungdomsrollerne og kommenterer metarefleksivt deres egen rolle som skuespillere med en replik a la: 'Vi er jo også bare to skuespillere som lader som om overfor et publikum, der seriøst gerne vil lyves for'.
Og de taler i samme ombæring om at tilbyde publikum 'et almendannende budskab', som reelt bare er et 'nul og nix, – et lykkefiks'.
Det kræver sin mand – her kvinde – at iscenesætte en forestilling så anderledes, som der her er tale om. Charlotte Ladefoged, som også sammen med stykkets scenograf Stine Worm Sørensen står for idé og koncept, har en fin fornemmelse for at skabe forandringer i rummet. Dejligt.
Men den del af forestillingen, som går med at introducere og dele de mange forskellige ejendele rundt, varer alt for længe.
Teksten overtydeliggør
Årsagen kan føres tilbage til den tekst, som Simone Isabel Nørgaard har skrevet i tæt samarbejde med Charlotte Ladefoged. Teksten rummer fine dybsindigheder og små finurlige replikker, men desværre har den også noget lovligt omstændeligt over sig og en overtydeliggørelse af sin meningsspørgende tematik. De sidste to ting inviterer ikke til, at vi inkluderer os i 'teaterlegen'.
'BRANDEN' husker man bagefter med kroppen. For den fysisk anderledes måde hvorpå man er publikum. Formen er udtryk for en spændende udfordring af teatret som medie.
Det trækker sammen med de rigtigt gode skuespilpræstationer op i en helhed, selvom vi går død i omdelingen af objekter, og fordi tekstens meningsdiskuterende del er for bastant
