Selvom en næsten ti meter lang sovende gris midt i gågaden var det mest opsigtsvækkende tegn på, at Horsens Teaterfestival var i fuld gang, var også en række gadeteaterforestillinger og livlig aktivitet omkring byens midtbyskoler, bibliotek og div. teateregnede spillesteder med til vise den jyske kulturby, at nu var det tid til professionel scenekunst for børn og unge over en hel weekend.
Hvad den ovennævnte gris angår, var der tale om teaterinstallationen ’PIG’ fra britiske Whalley Range All Stars, hvor ti personer ad gangen kan kigge ind i dyret, hvor tre skuespillere er i aktion i ti minutters forestillinger.
Både ved grisen og til festivalens øvrige omkring 30 forestillinger var der fyldt med tilskuere i form af lokale børn og deres voksne, unge på egen hånd, teaterfolk – og omkring et par hundrede formidlere, der så repertoiret an inden eventuelle indkøb.
Stort set samtlige 8.000 gratis billetter blev revet væk – og de mange håbefulde billetløse ved de enkelte forestillinger fylder også godt i den samlede statistik, for kan der proppes flere ind, bliver det gjort…
Film og publikumsinddragelse
Festivalen er et kurateret arrangement, hvor programmet er udvalgt i samarbejde med et dramaturgiat med tæt tilknytning til området. Og også dramaturgiatets medlemmer havde travlt med at se det teater, som de selv havde udvalgt som det bedste! For de fire nøglepersoner havde jo hver især langt fra set alle festivalens forestillinger.
Men niveauet var generelt ganske højt og med flere helt fremragende forestillinger – om end der også var givet plads til kvalitative udsving…
Skal man kort fremdrage tendenser blandt festivalens forestillinger, er der to ting, der springer i øjnene: Adskillige teatre gjorde stor brug af video/animationer på skærme og baggrundslærred. Og så var der i tidens ånd flere interaktive eller publikumsinddragende forestillinger, inklusive at samtlige tilskuere skulle agere medspillere eller bevæge sig rundt i scenografier og via reaktioner og spørgsmål bringe forestillingen videre.
Der er både tale om storstilet nytænkning og lidt 70’eragtigt medspilsteater, men også en generel udfordring for Deres udsendtes måske noget gammeltestamentlige syn på teater, hvor publikumsinddragelse eller involvering gerne må handle om at levere professionel kunst, der er vedkommende, dvs, rørende, underholdende, eftertænksomt, interessant osv. – og man lader publikum udfylde rollen som netop tilskuere, mens skuespillerne passer deres metier…
Anmeldelse af det faglige seminar
Men netop de publikumsinddragende elementer var også fokus for festivalens faglige seminar for formidlere og teaterfolk m.fl.
Teateravisen.dk havde derfor valgt at sende dramaturg, ph.d.-studerende og anmelder Kirsten Dahl til Fagligt Forum, hvor overskriften var: 'Skal publikum have hovedrollen i fremtidens teater?' – med programtilføjelsen: 'En inspirationsdag om publikumsinddragelse og performance'.
Kirsten Dahl glædede sig følgelig til en dag, hvor tidens mange interaktive og publikumsinddragende teaterforestillinger og tankerne bag dem blev endevendt og debatteret med henblik på at skue fremad og diskutere, hvorhen fremtidens scenekunst, i betydningen teater fyldt med kvalitet og innovation, peger.
I det følgende kan man læse hendes anmeldelse af arrangementet:
Krop på teorien – skønt!
Nok blev der oplevet og talt om deltagelse og scenekunst, men min vurdering af dagen er, at der blev fyldt for meget på. At programmets fem dele – forestillingen ’Mit Rum’ med Asterions Hus, introduktionen (’Videnssamfundets muligheder’ ved rektor for Scenekunstens Udviklingscenter Martin Elung), workshoppens to dele (’Sceniske udtryksmidler’ og ’Fremtidens scenekunst’ ved sceneinstruktør og underviser Vibeke Wrede, og et oplæg (’Hvad er en oplevelse’ ved udviklingschef på Scenekunstens Udviklingscenter Anders Holst) som lå mellem de to workshopdele, strittede i for mange retninger, ligesom jeg savnede, at der blev samlet op til slut, og at der var blevet disponeret med tiden, så vi faktisk var nået igennem alle de tre planlagte trin i workshoppen’.
Noget af det vellykkede ved dagen var, at Tilde Knudsen spang på scenen og med små uddrag fra ’Mit Rum’ anskueliggjorde de tre former for scenekunst, som Vibeke Wrede gennemgik som det første under workshoppen. De tre former var Det lukkede værk 1 kendetegnet ved et teatralt udtryk med indlevelse og identifikation. Det lukkede værk 2, en værktype, hvor der mellem scene og sal findes et lag, fri for indlært mening. Et mellemrums-lag, hvor vi kan iagttage og hvor vi situerer os. Og som det tredje en værktype kaldet Begivenhed, = en værktype, hvor performeren på scenen vælger en indgang og en udgang på scenen, men derimellem lader der være et felt eller et rum for muliggørelse for, at publikum kan være medskabende i en dialogisk relationel proces – forløb som kun kan fungere, hvis publikum deltager. At Tilde Knudsen kropsliggjorde 'teorien' var tydeligvis befordrende for forståelsen af de tre præsenterede værktyper. Værktyperne gav også anledning til diskussioner, som inviterede til mere tid og åbenhed, end der var plads til. Og endelig kan man sige, at værktypen Begivenhed har publikumsinddragelser som et af sine kendetegn, men at der ikke blev brugt tid på at karakterisere og diskutere de forskellige typer inddragelser som på det seneste har været at opleve i ganske mange af miljøets forestillinger. En sådan præcisering og publikumsinddragelsesdiskussion kunne have været interessant i lyset af overskriften for dagen.
Fælles læring – brugbart
Ind mellem forestilling og første workshop-del var Martin Elungs oplæg. Jeg har min tvivl om, hvorvidt oplægget var et meningsbefordrende kit mellem de to dele, da det var et meget komprimeret rids, som i sin gennemgang af det dramatiske paradigme og det performative paradigme brugte mest tid på at sætte ord på det dramatiske paradigme og på at tale meget overordnet om videnssamfundet, som et samfund præget af globalisering og defineret ved, at mennesket ikke længere er én ting, men mange ting i det refleksive projekt, det er at forstå sig selv i et nutidssamfund, hvor ingen længere har patent på viden, men viden står mod viden.
Oplægget kastede dog, qua det at tale om grobund for fælles læring, en line ind i den del af Vibeke Wredes workshop, hvor hun bad alle deltagerne om: ’Noter et moment i forestillingen, som fascinerer dig’. Akkurat det at åbne en forestilling op ved at vælge et helt konkret moment og tale ud fra det, fandt flere debatforumdeltagere var med til at udvide deres forståelse af den forestilling, de havde set og oplevet.
Næste spørgsmål var: ’Har det du har oplevet, sagt og hørt i dag givet dig anledning til nye overvejelser om scenekunst?’ Måske på grund af det fremskredne tidspunkt på dagen, men også fordi der opstod en diskussion omkring ordet ’overvejelser’ (flere mente at ordet på uhensigtsmæssig måde tvang dem væk fra at tale ud fra kroppen/intuitivt over til at tale ud fra hovedet/forstandsmæssigt), gled svarene på det spørgsmål ret meget ud i sandet. Og endelig nåede vi desværre ikke til det sidste – og store – spørgsmål: ’Hvordan ser du fremtidens scenekunstlandskab?’
’Hvad er en oplevelse’
Teoretisk input kan være tankeigangsættende og åbne døre i diskussioner. Anders Holsts oplæg, ’Hvad er en oplevelse?’, som var skudt ind mellem Wredes to workshopdele, kredsede omkring hvad deltagelse er, hvad det betyder og hvilke funktioner det kan tænkes at have.
De ting Holst kom ind på om kropslig forankret meningsdannelse, design af oplevelser, forventninger, oplevelse og meningsdannelse kan godt overføres til deltagelse i betydning interaktion eller meddeltagelse under en forestilling. Men der blev ikke lagt op til et sådant fokus. Det ekspliciterede fokus var snarere deltagelse i betydningen de sproglige processer eller de anerkendende samtaler som efter en forestilling vil kunne bringe os på sporet af teateroplevelsen. At vi ved at fortælle om forestillingen kan nå frem til bedre at forstå den.
Hvor man ud fra dagens overskrifter mest umiddelbart tænker at fokus ligger på deltagelse i betydningen publikums inddragelse under selve forestillingens forløb, fokuserede dagen mere på at åbne op for andre og nye måder at se og tale om det teater, man har set og oplevet.
Hvad skal et program rumme?
Er et konsistent og stringent program at foretrække? Skal de enkelte brikker i et Fagligt Forum partout hænge sammen og danne en helhed, som evalueres af deltagerne samme dag? Og skal man nødvendigvis inddrage samtaler og synspunkter som angår andre aktuelle forestillinger og tendenser i tiden? Kan det ikke være lige så berigende for dagens deltagere, at der bliver kastet mange forskellige bolde i luften? At man får teoretisk input af flere forskellig slags? Og lige får lov at lade det bundfælde sig inden man skal forholde sig til ’udbyttet’?
Jeg har bestræbt mig på at argumentere for det første synspunkt. Ud fra den forestilling, at man måske vil kunne nå dybere (mere nuanceret) og længere (bredere) omkring i den aktuelle teatervirkelighed og få flere deltagere i tale, hvis man holdt et mere enkelt fokus, som blev fastholdt og ført til ende i en åben dialog med deltagerne og med en opsamlende afslutning sidst i programmet’.
Pris til Asterions Hus
Så vidt Kirsten Dahls grundige vurdering af det faglige seminar, som er en fast del af teaterfestivalen.
Ligeså er den årlige uddeling af Horsens Børneteaterpris, som Horsens Kommune står bag.
Og her mødte man minsandten igen Tilde Knudsen fra Asterions Hus, som viste sig at være årets i øvrigt særdeles velfortjente prismodtager.
Prisen går til en person eller et teater, der har gjort en stor indsats for at fremme dansk børneteater, og det driftige teater med tilholdssted ved et rensningsanlæg i den nordligste del af Amager, har så sandelig gjort sig bemærket siden starten i 2003, hvor Asterions Hus blev stiftet af Tilde Knudsen, Peter Kirk og Martin Ammundsen.
Men lad motivationen – der lørdag aften blev fremført af kulturudvalgsformand Andreas Boesen – tale for sig selv:
’Årets prismodtagere kender stort set ingen grænser. De er en slags pionerer, der vedholdende slider og slæber for konstant at vinde nyt land – også geografisk.
De er godt nok ikke blandt de ældste i teatermiljøet, men de har alligevel – trods deres relativt unge alder – nået så meget, at man skulle tro, de har været med helt fra begyndelsen.
Med stor uselviskhed og generøsitet har årets prismodtagere igen og igen insisteret på at nå meget længere ud end deres eget kunstneriske virke. Nok producerer de scenekunst af høj kvalitet, eksperimenterer med teaterformer og har en omfattende turnevirksomhed.
Men prisen her er begrundet i deres engagement, gejst og skaberkraft, som kommer hele teaterbranchen til gavn.
Årets pris gives til et teater, der tror på dialogen og mødet imellem mennesker. Med åbne arme inviterer de andre ind – til udveksling, udvikling og frokost. Og med åbent sind rejser de ud.
Teatret har gennem tiden kastet sig over en mangfoldighed af projekter med imponerende ildhu fra en stadig lidt perifer lokalitet. Nok holder de til helt ude på den yderste spids af København, mellem et renseanlæg og et nedlagt skibsværft, men ikke desto mindre rager de efterhånden så meget op i det danske teaterlandskab, at de er svære at overse.
De er teaterpolitisk engagerede, har fået etableret en international teaterfestival af format, involveret sig i kampen for menneskerettigheder i Egypten og er netop nu ved at opstarte et nyt EU-projekt.
Her er ikke alene tale om et sprudlende og levende teaterhus, men om initiativtagerne til en hel teaterØ med fælles faciliteter og store visioner.
Som de selv siger: ’Der er højt til himlen og selv landskabet er dramatisk’.
Årets pris er en hyldest til en ukuelig energi og skaberkraft’.
Og vejret kort…
Og derefter kunne Tilde Knudsen indtage scenen og få overrakt blomster, skulptur af Kaj Rugholm og en dejlig check på 25.000 kroner.
Helt alene var hun, for de øvrige deltagere i Horsens fra Asterions Hus var taget hjem til teatret for – helt i teatrets ånd og stil – lige at tage sig af et halvt hundrede udenlandske gæster i forbindelse med opstarten af det EU-støttede 'Meeting the Odyssey-'projekt.
Derefter blev der festet og snakket teater – inden søndagen ramte alle med endnu en dag fuld af scenekunst for børn og unge.
Og da teateravisen.dk nu har brugt de foregående års festivalreportager til at snakke om det skiftende vejrlig, der har afløst de ellers så solrige festivaler, må det lige med, at vejrguderne var med dette års festival. Det holdt tørt og alle udendørs forestillinger kunne afvikles i rimelig efterårstemperatur. Lige bortset fra en enkelt af Dansk Rakkerpaks 'Taxi Driver', der måtte aflyses, men det var fordi forestillingens helt centrale og finurlige knallerttaxi gik i udu.
Men ellers kørte festivalen som vanligt på velorganisering og gode oplevelser.
