”For Satan i Helvede!” Solvej ryger helt op i det røde felt, da hun i tusmørket inde i et sommerhus hamrer sin ene fod ind i et bordben.
Da Eske, manden hun følges med, finder en stikkontakt og får tændt lys, fortsætter hun flintrende vredt: ”Hold kæft noget gammelt lort!”
Sommerhuset, som ligger på den yderste revle, er i elendig stand og der er kun ét værelse. Udenfor rusker vinden.
To socialpædagoger og en ballademager
Mens Solvej er voldsomt utilfreds med snart sagt alt, forholder Eske sig helt anderledes behersket. Han siger noget i retning af ”Her kan vi spille Ludo, tage et slag kort og lave snobrød over bål.”
Solvej og Eske er to socialpædagoger, som skal være sammen med Micki, en ung institutionsanbragt fyr. Mens de to pædagoger mundhugges, nægter Micki at forlade den bil, de sammen er ankommet i. Lidt senere render han rundt og smadrer alle de havenisser, som står udenfor sommerhuset. Solvej tager dette helt roligt, mens Eske snakker løs om, hvad Micki mon kan finde på at gøre og hvordan de skal forholde sig til ham.
”Du ved ikke en skid om virkeligheden!” himler Solvej op. Mens hendes læreplads har været ”livets skole”, har Eske en pædagogfaglig uddannelse.
”Livet kan også noget” svarer Eske afdæmpet Solvej, og foreslår derpå, at lave mad sammen med Micki; ”Jeg har læst en bog om, at madlavning kan bruges som åbning for kontakt.”
Så går døren op og Micki kommer ind. Han forskanser sig fluks bag en drømmeseng, som han slår op som en mur omkring sig. Med hørebøffer på og siddende med en notesblok, hvorpå han noterer ideer til en rap-sang, afspilles telefonbeskeder, som han har sendt til sin far, men som faren tilsyneladende aldrig svarer på.
I beskederne beder Micki sin far om at komme at hente ham hjem til sig. ”Jeg er klar”, ”Jeg har pakket”, ”Jeg har forandret mig…”, siger Micki, der er drengen, systemet nær har opgivet og som føler, at ingen tager ham alvorligt, og at ingen vil lytte til ham. Han har det også med at blive meget aggressiv og udadreagerende. Hans temperamentet stikker af – igen og igen.
Rap, kampsport og håndgemæng
Stinne Henriksen, Malte Joe Frid-Nielsen og Michael Fynne spiller alle temperamentsfuldt og meget hverdagslignende henholdsvis Solvej, Eske og Micki. På den lille spilleflade, som Pia Marcussen har givet skuespillerne at bevæge sig på, lader de os – med verbale betoninger og med deres kropssprog, som undervejs bliver lidt for demonstrativt – forstå, at det ikke kun er Micki, der har problemer.
Der raser – med et overført billede fra forestillingen – en orkan inden i Solvej. Og Eske har også som ung haft problemer med sin far, som var flov over ham. Men det viser sig også, at Solvej kan rappe og, at det bliver noget, hun kan dele med Micky. Og Eske har udviklet en kampsportsøvelse, som Micki tager positivt imod at lære.
Passagen, hvor Eske helt fysisk introducerer Micki for sin kampsportsøvelse, er en af forestillingens bedste, fordi udtrykket her bevæger sig væk sig fra det mere jordnære og byder ind med et udtryk, som har flere lag. Godt fundet på af Marcussen. Og flot akrobatisk gestaltet af Malte Joe Frid-Nielsen og Michael Fynne.
Som finale på forestillingen tager begivenhederne en ny drejning i en åben slutning, hvor Micki finder frem til et sejt rap-nummer, og hvor både en skarp kartoffelskræller, en kniv og et hårdt kvælertag bliver taget i anvendelse.
Sympati for udsatte
Det utroligt aktive Opgang2 Turnéteater har altid haft et hjerte, som banker inderligt for udsatte børn og unge. For alle dem, som det etablerede system bakser med, misforstår og bander over.
Dem, som ingen andre vil lege med. Dem, som har oplevet svigt og fortræd fra deres nærmeste voksne. Dem, som kommer på kant med samfundets regler og love. Dem, som råber op uden at blive hørt og forstået. Dem, som føler sig oversete. Dem, hvis ydre liv er råt og ustyrligt. Dem, hvis indre liv er en tikkende bombe af afmagt og ensomhed. Sådan en er Micki i ”Sommerhuset”.
Almengyldige spor
Men forestillingen handler ikke kun om Micki. Pia Marcussen har skrevet et stykke, der i lige så høj grad taler om Solvej og Eske og om liv, væremåder og konflikthåndteringer generelt set. Om hvor meget Solvej, Eske og Micki på sin vis ligner hinanden. Om det, at de – deres ydre og umiddelbare forskelligheder til trods – har noget at tilbyde hinanden. Om at grænsen, mellem om noget lykkes eller går helt galt, er hårfin. Og i et større og mere alment perspektiv om, at vi alle bærer rundt på noget, det er bare tilfældigt, hvor vi havner og hvordan det går os.
Marcussen viser med tydelighed, i nutidig hverdagsjargon, at de to pædagoger på ingen måde er fejlfri og uden problemer. Hun peger på, at Micky i flere henseender er den voksne. Det ses, når Micki siger til Eske ”Slap nu af mand!” og ”Du har ADHD. Du skal lære at styre det.”
Når han ud i det rum, som Solvej og Eske fylder med ”støj”, han på ingen måder kan få det bedre af, råber: ”Kan man aldrig få fred herinde!”. Marcussen gør fx med replikker som ”Du ligner ikke lige typen der,.. ” opmærksom på de fordomme, vi møder hinanden med. Hun lader os med en god fornemmelse for den rå og barske virkelighed i den åbne slutning forstå, at der i tilfældet med Micki – og hermed andre med ”en tung bagage” – er omstændigheder, som er vanskelige for både ham selv og de to pædagoger at tackle. Og hun anvender, som set før, billeder på noget fysisk konkret til også at sige noget i overført forstand. Her er det orkaner og en tiltagende storm, som ikke kun raser udenfor, men også inde i personerne.
Stormvejr i et vaklende skelet
Ingeline Lautrup Holsteen Jessen og Anders Kjems har designet en skeletlignende konstruktion af et sommerhus som ramme om de både velgørende møder og faretruende kampe mellem de tre tilstedeværende. En hul ramme med stolper, dinglende ophængte vinduesrammer, nedslidt brunt interiør, udstoppede små gnavere og en enkelt drømmeseng uden beklædning.
Anders Kjems har sat et lys, som klart markerer, hvornår vi er i en ydre versus en indre virkelighed. Lyset skifter typisk til blå og lilla nuancer, når vi bevæger os ind i Mickis indre univers. Derind, hvor han giver udtryk for hvor meget han savner sin far, og derinde, hvor hans rap bliver til.
Og med lyde af vindstød, som tiltager i styrke, skaber Marcus Hjelmborg stemninger af, at noget faretruende er på vej.
’Sommerhuset’ har godt i sinde. Budskaberne er sympatiske og de har hold i virkeligheden. Som teateroplevelse hører forestillingen ikke til i toppen af det, Opgang2 Turnéteater har skabt. Dertil savner forestillingen større spændvidde i skuespilpræstationerne, flere overraskelser i iscenesættelsen og en mere visuel spændende scenografi.
