Der er egentlig ikke meget at grine af i ’Animal Farm’. George Orweells klassiske satire om general Napoleon og de andre dyr i Sovjetriget er historien om revolutionen, der æder sine egne børn. Når gårdens dyr overtager styret, overtager de også langsomt, men sikkert de mest modbydelige menneskelige normer.
Magt korrumperer og fører til misbrug og undertrykkelse i stedet for lighed og broderskab, hvad enten du er menneske eller dyr. Men trods det barske indhold gør en idérig iscenesættelse forestillingen vældig underholdende. Der er et oplagt potentiale i at mikse dyrs kropslige styrke med akrobaters ditto, som forløses fint, og de enorme, skønne grisehoveder giver et herligt tilskud af morbid, visuel komik.
Sort humor blandes med komiske dyrelyde og brølende metal-musik med hårdtslående koreografi. De mange sceneskift i dyrebåsen opleves ind i mellem næsten som en del af bevægelsesmønstret. Mens en spektakulær video, der spidder menneskers tåbelige adfærd, digter festligt med på historien.
Men kuppet er en klogt tænkt publikumsservice i form af en hyggekrog med lænestol og lampe, hvorfra de medvirkende på skift kommenterer og opdaterer handlingsforløbet. Der bliver ellers ikke stukket noget under stolen i Cikaros' opdatering af Orwells gode, gamle historie. Med få, velvalgte politiker-citater som: ’Vi gjorde det’ bliver scenen sat til en håndfast kritik af dagens Danmark, så enhver teenager kan følge med.
Direkte uhyggeligt
Da menneskene er jaget bort fra gården, følger flere dyr efter. De vil ikke være med til at udhule idealerne. Over-grisen Napoleon indtager derimod skruppelløst sin sokkel og vokser senere til dobbelt højde med endnu højere, drønflot skyggeeffekt. Vennen, hesten Boxer, bliver til gengæld brutalt ofret på magtens kyniske alter. Alle sørger, og ingen gør noget, da han køres af sted til slagteriet.
Det er nemt at fortabe sig i de medvirkendes fysiske udfoldelser, der bygger på en formidabel blanding af smidighed og styrke. For hold da op, hvor er de dygtige og super-timede. Det er især muskelbundet Michiel Tange van Leeuwen, der suger al opmærksomhed til sig. Når han snor hænderne ind i tykke bånd og giver sig i kast med den mest halsbrækkende luftakrobatik er man tæt på at glemme alt om dyr og menneskers magt og afmagt.
Men det er også i en sekvens med van Leeuwen, at forestillingen går helt i hak. ’Arbejd’ skriger den nye magthaver. Hvorefter det bomstærke medlem af det nye samfunds nye slavehær lydigt sætter i gang og slider i cirkustovene, til han segner. Det er visuelt udtrykstærkt cirkusteater, når det er allerbedst og mest meningsfyldt, fordi form og indhold hænger sammen.
Det opleves også stærkt, når magtens domæne bliver vogtet af knurrende muskelhunde med pighalsbånd, overbevisende fascistoidt og direkte uhyggeligt. Den slags kan man godt ønske sig noget mere af i andre af forestillingens forløb, hvor der bliver for meget cirkus-nummer for nummerets egen skyld over de flyvende og snurrende kroppe.
