I mere end 40 år har børn elsket historien om cykelmyggen Egon. Fordi den er fabulerende og sødt fortalt, og fordi den tager et irriterende insekt og forvandler det til en skøn lille størrelse.
I Steen Koerners glimrende iscenesættelse er cykelmyggen blevet om muligt endnu mere knuselskelig. Den franske artist Serge Huercio, der har optrådt over det meste af verden med sine balancekunster på cykel, er nemlig en umanerligt charmerende cykelmyg.
Men inden han bliver født, skal vi lige have repeteret, hvordan myg overhovedet bliver til. Fra larve til puppe til færdig myg. Illustrativt præsenteret på scenen i en stribe små tableauer. Her lærer vi, at de fleste bliver dansemyg, men altså ikke ham her. Egon synes nemlig født med en cykel klemt fast mellem sine slanke sorte ben. Og så hjuler han ellers rundt på scenen, veloplagt og virtuost.
Lykkeligvis giver Steen Koerners iscenesættelse ham plads og tid til det, inden vi går videre i historien, hvor det viser sig, at Egon ikke blot er god på en cykel, han er også nysgerrig på verden omkring ham.
Så han møder edderkoppen, der gerne vil spinde ham ind og senere fortære ham; han betages af dansemyggen Dagmar, møder bierne – skægt sat i koreografi med mange af breakdancens karakteristiske bevægelser. Inden da har vi også set, hvordan myg flyver – med en luftartist som Anders Astrup Jensen, der kan sno og vride sig i lange silkestrimler under snoreloftet, bliver det herlig teater- og cirkusmagi.
Gysende frydefulde kostumer
Det er i denne begavede blanding af teater, cirkus, breakdance, fortælling og musik, at forestillingens store styrke ligger. Fordi hver enkelt kunstart bruges præcist karakteriserende og aldrig bliver for dominerende.
En af svaghederne ved Steen Koerners tidligere forestillinger har været, at det hele var hentet inden for hans egen udtryksform, breakdancen. Men ikke her. Den anden svaghed hos Steen Koerner er hans manglende evne til at fortælle en konsekvent og logisk udviklet historie.
Den får han foræret her, tilmed med forfatteren Flemming Quist Møller som varm og levende fortæller på scenen, fint suppleret med rappe sange af Clemens. Nogle gange så rappe, at filur-ordene snubler over hinanden, hvorved vi ærgerligt nok taber pointerne.
Og så er der altså scenografien. Astrid Lynge Ottosen har komponeret kostumer, der er en gysende fryd at se på. Mangearmede edderkopper, svirrende fluer, en bastant og bedrevidende kålorm, rundbuede biller med store skjolde, gnistrende ildfluer, spiloppede cirkuslopper, der ligner skønne mutanter fra et mislykket transplantationsforsøg, stikkende gule og sorte bier med bidronningen i en glimtende opulent haute couture-kjole.
Endelig må vi ikke glemme myggenes skønne snabler, monteret som drilske næseforlængere på Egon og Dagmar. Det er svært at se sig mæt i al denne scenografiske overdådighed.
Selve dekorationerne er elegant holdt i et sort univers, hvor glitrende mellemtæpper antyder bikubens indre, trappearrangementer bruges til klistret edderkoppespind, store bladhæng signalerer, at vi er langt ude i skoven, mens stribede teltvægge fortæller os, at nu befinder vi os i cirkus.
Hele tiden med knald på musikken, der lige så veloplagt låner fra nyt og klassisk, blander Tjajkovskij med hiphop, eller iørefaldende pop med maleriske lydeffekter. Energien flyder simpelthen fra scenen ned i salen i dette underholdende og vellykkede stykke fusionsteater for hele familien.