Zangenbergs Teater i Pilestræde er ikke stort, men det er fornuftigt og hyggeligt. Intimt vil mange sige, generøst siger jeg, med plads til flere, end man skulle tro. Både til at se teater og til at spise den medbragte mad.
Foran et flot glitrende tæppe i mange farver står en lettere forvirret Henrik Zangenberg i kjole og hvidt og med fez på hovedet. Hans assistent er ikke kommet, og showet skal i gang. For der sidder vi bænket og forventningsfulde og skal forbløffes af Abdullah Hansens magi og illusioner og tryllekunster.
På siderne er der store billeder af fremmedartede bygninger med kupler og tårn, svævende damer, Aladdins lampe, en skatkiste, og meget andet der fører et villigt publikum ind i en eksotisk og mystisk verden.
Mens vi venter, og mens Magikeren febrilsk fylder tiden ud med falske smil og undskyldende gester, får vi også et par af hans sikre numre: Stearinlyset der kommer og går og kan klappe sammen og blive helt væk, for ikke at tale om Den svævende stav. Fermt gjort og vi klapper gerne.
Generationskløft
Endelig kommer Nanna, Abdullahs assistent – og datter, viser det sig – og før vi ved af det, er vi midt i en generationskonflikt. Far og datter har ulige opfattelser af trylleshowet og deres roller i det. Far holder fast i det gamle og velprøvede, mens hun har nye ideer og helst vil ud af klichérollen som hep-hep-dame i ubekvemme røde sko.
Men et stykke ad vejen får vi dog dele af Abdullahs show – med hende som modvillig assistent. Det andalusiske reb, Den vandrende bold, Den svævende dame, – alt til publikums ivrige applaus.
Indtil Forsvindingskabinettet kommer frem. For så forsvinder hun for alvor!
Scenebilledet skifter til grimme bevægelige søjler i rynket lærred (ganske flot og lidt uhyggeligt) og vi følger Fars jagt på sin datter – en jagt som ikke er helt musikalsk, lidt for lang og med mange gentagelser – men har det formål, at hun til sidst kan stille sine betingelser overfor Papa: Nogle nye tricks og først og fremmest: Partner i stedet for Assistent.
Og ingen røde sko!
Nanna er ikke sådan at bide skeer med, så hun får det, som hun vil have det. Showet bliver fornyet og rollerne delvis ombyttet – tryl-tryl og harmoni.
Hvem er voksen?
Henrik Zangenberg er god til at spille forvirret – til at bruge den sikre 'dum voksen'-kliché, som altid vækker jubel hos børnene. Men jeg tror, at han ville lykkes lige så godt, hvis han begrænsede sine grimasser og sit overspil en smule og hellere lagde et større alvor for dagen, når han (tror han) har tabt sin datter i forsvindingskabinettet. Det må da være forfærdeligt at have tryllet sin egen datter væk!?
Henriette Katrine Lund er et nyt bekendtskab. Hun har en naturlig realisme i replik og scenisk nærvær, så man griber sig i at tænke, at hun nok er den mest voksne af de to. Hun karakteriserer sin Nanna blandt andet ved specielle dansetrin, hvilket får mig til at tænke, at lige på det felt kunne hun godt være mere udfordret- jeg tror hun er mere dansant end som så. Som det nu er, kammer det over i det stereotype.
Jeg så forestillingen med både børnehavebørn og flere bedsteforældre-børn-kombinationer. Alle syntes at have en fin lille time hos Zangenberg, med kompagniskab og forsoning mellem Far og Datter.
Og trylleshow er jo altid fascinerende.
