Glaspusteren er kunstner. Fra hans værksted fyldt med ild og røg kommer der de skønneste glas og vaser. Men han er fattig – hans fade og karafler sælger ikke – og konen og børnene har knapt nok til mad og tøj.
Frem stiger en anden kunstner: Flakse Mildvær væver tæpper, spår i hånden, behersker astrologi og mestrer trolddoms-kunster.
Scenen er sat for et rigtigt eventyr, og skurkene skal nok komme!
Jeg så forestillingen første gang i april 2008 og kan roligt sige, at den kun er blevet bedre i mellemtiden.
Maria Gripe er en legende næsten på linje med Astrid Lindgren når det gælder litteratur for børn og unge i Sverige, – ja, i verden. Hendes dramatiske eventyr fra 1966 – ’Glaspusterens børn’ – er en rigtig klassiker, som inviterer til dramatisering. Og dramatiseret er den blevet, såvel for teater som for film.
Historien er flertydig og magisk, med mange psykologiske lag. Og den er spændende! Både for voksne og for børn og unge (fra syv år!). Men den er uhyre kompleks, den kræver en sikker dramaturgisk hånd.
Zeppelin har sat alle sejl til. Kenneth Kreutzmann er en erfaren og opfindsom instruktør, Rikke Juellund er en af vore fremste scenografer – og ingen ringere end Jesper Kongshaug står for lysdesign. Her er alle midler taget i brug: Videoprojektioner, skyggeteater, dukker, gode kostumer, spændende musik- og lyddesign, foruden udmærket skuespillerindsats.
At et lille storbyteater med (sikkert) begrænsede ressourcer våger sig ud i en sådan tour de force, afkræver min respekt. For ikke at sige beundring. Beundring for modet, for viljen, og for en helhjertet indsats. Tak skal I have!
Et lynhurtigt handlingsreferat
Glaspusterens kone (Regitze Estrup) er bekymret for økonomien og fremtiden. Glaspusteren selv (Samy Andersen) er mest optaget af at skabe kunst, men hans beskedenhed gør, at han ikke kan hamle op i konkurrencen om kunderne på markedet, så salget går ikke så godt. Børnene (Mia Brandt og Torben Vadstrøm) er glade og muntre og forundres over herremanden i den fine karet, som giver dem ægte guldpenge for anemoner, de har plukket på marken.
Så sker det afgørende: Karetens kusk køber hele beholdningen af vores glaspuster, som dermed får råd til at overøse konen med gaver, bl.a. en ring med en skinnende rød rubin. Men kusken røver børnene med sig og hjemfører dem til Herskeren og Herskerinden.
Og så skal der trolddom til før de kan komme tilbage til sine forældre, – endelig befriet fra det indholdsløse luksusliv i slottet og fra den forfærdelige Nana – børnepasseren fra helvede – som spilles på alle tangenterne af Ib Frendø.
Tre historier at følge
Her er tre hovedhistorier. Der er kriminalhistorien om de uskyldige børn, der bliver kidnappet og ført over Glemmeminde-åen, hvor de mister al forbindelse med deres tidligere liv, identitet, forældre, frihed og glæde. Der er den klassiske historie om moren, der efter den ulykkelige bemærkning i starten: ’Børnene er kun til besvær’, slides næsten i stykker af savnet og den dårlige samvittighed. Ringen, hun har fået ,bliver et symbol på hendes kvaler, men den bliver også hendes redning til sidst.
Og der er den psykologiske historie om Herskerinden, som efter en opvækst i fattigdom, men trods alt med frihed og i pagt med naturen, nu – i det golde og gyldne slot – bliver frataget alle sine drømme og håb ved, at alt hvad hun ønsker øjeblikkelig bliver opfyldt af Herskeren med den perverse trang til at høre hende sige Tak. Det magter han nemlig ikke selv at sige.
Herskerindens historie er måske den mest interessante, i hvert fald den mest subtile. Men det er svært at finde identifikationsmuligheder.
For det første: Hun bliver første gang introduceret for os i en scene, der foregår langt tilbage på scenen i noget, der ligner en fængselscelle, og hvor både hun og Herskeren fremstilles i dukke-udgaver. Når dukkeføringen er upræcis og replikkerne uklare bliver hendes problem (det der skal løses i løbet af stykket) ikke klart nok præsenteret for os fra begyndelsen af. For det andet: Hendes sorg over al den materielle velstand og tabet af selve glæden ved at ønske, håbe og længes drukner i forestillingens fokusering på hendes forfængelighed og ligegyldighed over for børnene. Dermed tabes en væsentlig del af stykket på gulvet, på trods af udmærket indsats fra Regitze Estrup.
Alle tre historier ender godt. Børnene bliver befriet, Moren får sine børn tilbage, Herskerinden får omsider IKKE et ønske opfyldt og kan leve lykkelig med sin længsel.
Men forestillingen pendler altså lidt ufokuseret mellem historierne. Dermed får den problemer med at give noget andet og mere til publikum ud over at fortælle historien/historierne på en spændende og billedrig måde.
Og så er der trolddommen!
En tredje grund til, at Herskerindens historie føles underspillet, er, at alt det spændende hekseri sættes ind først og fremmest for at løse de to andre historier. Mie Brandt spiller også den trolddomskyndige Flakse Mildvær med sin følgesvend, ravnen Hin Kloge, i dunkel-mystisk lys mod en baggrund af blafrende tæpper. Det giver fortællingen magi, eventyr og et sus af gamle sagaer.
Og Flakse ordner op i en drabelig kamp med Nana-uhyret – hendes egen søster! Der er jo både godt og ondt i alt og alle, men det gode sejrer og Nana forsvinder op mellem bænkeraderne med et afsindigt brøl.
Gæt om der var jubel! Et herligt øjeblik – det klæder en forestilling som denne at vise muskler og hår på brystet ind imellem det poetiske og billedrige.
Apropos jubel: Forestillingen magtede uden problemer at omskabe 170 hujende 7-11-årige til en lydhør og applauderende forsamling. Og det siger jo meget om det sceniske liv, som Zeppelin og de gode hjælpere har skabt med ’Glaspusterens børn’.