Det begynder med heftige hoppeøvelser. Hen mod slutningen indtræffer en katastrofe forårsaget af klima-krige, der sender alle i gulvet.
Heldigvis er det kun teater, så de medvirkende rejser sig igen, og forestillingen 'Mod alle odds' lukker med trodsig optimisme. Den er der brug for, hvis et flertal af nutidens børn skal få en tålelig fremtid. Det er dem, forestillingen handler om og dem, der står på Betty Nansen Teatrets store nøgne scene.
I Danmark kan man blive lige, hvad man vil. Der er frit valg på alle hylder, når der skal vælges fremtid. Skolegang og de fleste uddannelse er gratis, og oven i hatten har vi verdens højeste SU. Sådan er den officielle fortælling. Statistikkerne fortæller en helt anden ubarmhjertig historie, og den sætter forestillingen 'Mod alle odds' ansigter på.
De tilhører 22 børn i alderen 10 til 14 år, der lyser af gå-på-mod, når de koncentrerede og ukrukkede på skift trækker stregerne op til deres egen fremtid. Den er for langt de fleste børns vedkommende nedslående fastlåst og forudsigelig. Samtidig med at fremtidens arbejdsmarked aldrig har været så uoverskueligt og forandret sig så hastigt som nu.
Og hvor det handler om håb og drømme, er det de færreste, der tør og kan og får lov til at følge deres egne ambitioner.
Verbale voksenbank
Den gamle sandhed om, at man skal vælge sine forældre med omhu, gælder stadig. Det er ikke tilfældigt, at kun knap 40 procent af børn fra de nederste sociale lag har en uddannelse, når de fylder 26 år. Det er heller ikke kun et spørgsmål om penge. Den sikreste vej til et privilegeret liv i betydningen langt og indholdsrigt er veluddannede, socialt ressourcestærke forældre, og det ved børnene alt for godt.
'Da jeg var barn, syntes jeg ellers, at det gik meget godt', konstaterer en pige om sit voksenliv. Det blev som hun – og forældrene og samfundet – forventede, men ikke som hun håbede på og drømte om.
Sådan går det også for mange af de andre børn. Deres svar på en masse spørgsmål, der præsenteres på store hvide skilte, er ligesom de dynger af fakta-oplysninger, som forestillingen pløjer sig igennem, en vigtig del af konceptet.
Det er anskuelsesundervisning, så det basker. Men timing og tempo og skiftende positioner på scenen holder teatermaskinen kørende og publikum på tæerne. De medvirkende børn er stensikre i afleveringen af deres ultrakorte tekster, der går på skift mellem dem i et flow, det kræver en kæmpe indsats at nå.
Ordene fyres af med fynd og klem. Nogle gange med åbenlys fornøjelse, når der er chance for at give voksenverdenen – og især deres forældre – verbale bank.
Det sker blandt andet, når børnene bedømmer omfanget af samværet med deres forældre og yderpunkterne udgøres af det forudsigelige 'for lidt' og det mere overraskende 'for meget'. Den slags råt for usødet får grinet frem hos det voksne publikum, som selvfølgelig er sikre på, at pilen ikke peger på dem.
Problematisk anonymisering
De medvirkende præsenteres som et bredt udsnit af Danmarks befolkning, men de er påfaldende ens både af ydre og af sprog. Ingen taler dialekt, ingen er overvægtige. Det er mærkeligt, for netop vægt er et af de genkendelige parametre, som børnene fremhæver som årsag til mindreværd og mistrivsel. Deres socialklasse afgør, hvor de stiller sig på scenen i de forskellige statistikker.
En dreng skiller sig ud med en heldragt inklusive handsker i en lysende koboltblå farve, ellers er det helt anonyme bukser og T-shirt eller skjorter hele vejen rundt til både drenge og piger. Undervejs suppleres der med en hvid brudekjole, en kampuniform og et par kostumer, der antyder forskellige erhverv.
Men den ydre anonymisering af børnenes sociale baggrund opleves problematisk. Det kan være en pointe, der understreger, at alle er lige meget værd, og at fællesskab gør stærk. Men det slører også det faktum, at klæder skaber folk og påvirker deres indbyrdes adfærd og position.
På samme måde er slutningens fælles kampråb diskutabelt. De medvirkende er fulde af skøn energisk optimisme, når de slår fast, at det er op til dem selv at sørge for, at statistikkerne ikke bliver til virkelighed. Men det er et stort ansvar at lægge på børns skuldre, der i forvejen plages af individuelle præstationskrav. Også selv om det samtidig er en knivskarp anklage mod en selvoptaget voksenverden og et samfund, der lader uligheden stige.
Afsæt for gode debatter
'Mod alle odds' er – trods de medvirkendes unge alder og ikke-professionelle status – en produktion, der både er refusionsgodkendt og godkendt til formidlingsordningen, fordi Fix&Foxy modtager driftsstøtte fra Statens Kunstfond.
'Mod alle odds' er ikke en stor kunstnerisk teateroplevelse. Det er heller ikke et dokudrama. Men forestillingen er et stramt komponeret og flot gennemført eksempel på, hvad teatret også kan. Nemlig være en livlig og tankevækkende øjenåbner overfor det virkelighedens uligheds-drama, der foregår udenfor.
Den oplevelse kan danne afsæt for mange gode debatter med de medvirkendes jævnaldrende og deres forældre, lærere og pædagoger.
