Det er dejligt at have en bedsteven, og endnu bedre når man kan være sammen hver dag. Det kan Storemyr og Lillemyr, der bor i et lille solgult hus, som de selv har bygget.
Det ligger ude i en skov og er med til at skabe den trygge og imødekommende stemning, der også visuelt gør forestillingen til en munter og medrivende oplevelse for de små. Den begynder med en indledende dialog med tilskuerne, der fanger deres opmærksomhed og nysgerrighed på, hvad der skal ske.
Dukkerne Storemyr og Lillemyr er ikke til at stå for. Deres skønne udtryksfulde hoveder med basunkinder, stritører og store øjne sidder solidt fast på Signe Kærup Dahls håndled. Det lader hænderne fri til at give dukkerne ekstra krop og bevægelighed og ikke mindst ben og fødder. Lillemyr har røde krøller og lyserød strikkjole og Storemyr en flot blågrøn stribet sweater. Skulle man alligevel være i tvivl om, hvem der er hvem, så har Lillemyr lyserød neglelak på tæerne og Storemyr mørkeblå.
Det ses, når dukkeførerens ferme fingre spræller og danser og hopper højt i vejret eller raffineret lægger benene over kors. Toppen er en badescene, hvor dukkerne har smidt tøjet, og man ikke er i tvivl om, at det er deres nøgne kroppe og ikke hænder, der hopper i zinkbaljen.
Det sker lidt uden for nummer, for ellers foregår alt i vennernes liv efter en snor. Alle ugens dage er skemalagt med bestemte aktiviteter som at vaske tøj, lugte til blomster, fiske og naturligvis se fjernsyn hele søndagen.
En eminent dukkefører
På den måde bliver forestillingen fuld af lyslevende handling og humor, der samtidig skaber genkendelighed, og som ledsages af en blidt klingende baggrundsmusik. Signe Kærup Dahl er en eminent dukkefører og medspiller, der veksler mellem rollerne som fortæller og Storemyr og Lillemyr.
Han har en mørk stemme og hun en lys og let. Det afslører ikke blot deres køn, men også deres sind. Storemyr er tryghedsnarkomanen, der forventer, at de strikt følger det fastlagte mønster. Mens det tydeligvis er pigen Lillemyr, der er den driftige, modige og nysgerrige af de to.
Derfor er det selvfølgelig også hende, der uden betænkning og med stor begejstring bestiger et højt bjerg, der pludselig står midt i skoven foran deres hus. Til gengæld bryder Storemyr sig bestemt ikke om det enorme fremmedlegeme, der truer med at bryde hans rutiner. Det bliver helt galt, da han har lavet middagsmad, og Lillemyr ikke dukker op, når han kalder.
Storemyr kan ikke finde hende. Til sidst savner han Lillemyr så meget, at han må vove sig ud af sin komfortzone og med bævende møje og besvær bestige bjerget. Heldigvis sidder hun på toppen, så de lykkeligt og kærligt kan forenes igen. Lillemyr er fornøjet, og Storemyr lettet og virker lidt benovet over, at han faktisk turde at tage turen op. Men man kan meget, når længslen efter ens bedsteven bliver stor nok. Især – måske – når man er vant til at være og gøre alting sammen.
Næste dag er bjerget forsvundet lige så uforklarligt, som det kom. Den ellers så muntre Lillemyr græder over tabet, men Storemyr trøster hende med, at de jo har hinanden og huset og haven og skoven, og så kan intet ondt ske. Skulle de igen komme ud for noget uventet ”Og man ved aldrig, hvad der kan ske”, så er han blevet lidt mere parat til at prøve noget nyt.
Det vil vi gerne være med til at opleve, for Storemyr og Lillemyr er godt selskab, som det er morsomt og meningsfuldt at være sammen med.
