”Lad være med at holde hinanden vågne alt for længe”, formaner en mor-stemme i et venligt tonefald.
På en lille scene med hvidt dansevinyl og en lodret væg bagtil har to dansere i pyjamas netop spillet op til gemmeleg med hinanden. De trækker deres dyner med ind på scenen og begynder at lege dyr af forskellige slags ved at gemme sig under dynerne og nærme sig hinanden. En imiteret lama, et får og en fugl forvandler sig snart til monstre af forskellige slags.
I begyndelsen foregår legen på dansevinylet – horisontalt. Men snart begynder de to dansere at bemægtige sig bagvæggen. De klatrer, kaster sig og snurrer rundt på den. Det horisontale skifter til vertikalt. Lodrette bevægelser i massevis.
Computeranimationer
En videoanimeret visualitet er – sammen med en meget digital-klingende lydside og en lyssætning, som skifter mellem mange stærke farver lys – igangsætter for de to danseres fysiske gøren.
Et billede af en skærm toner frem på bagvæggen og så fistrer billedsiden ellers derudad med store lilla sæbeboblelignende cirkler, med stiger som dukker frem på både gulv og bagvæg, med grene og blade som skyder frem og daler ned, og med et rum med spilplader af forskellig slags – skak, kalaha og andre brætspil.
Interaktion og drøm
De to dansere interagerer konstant med billedsiden. Sunniva Løvland Byvard og Esther Wrobel er smidige og adrætte. Her er der intet som halter.
De forstår også at finde barnet frem i deres gestik, stemme og mimik. De bliver trængt sammen af og puster til de lilla bobler, som svarer igen, yngler, forsvinder væk og vender tilbage. De træder op på stigerne og danser hen ad dem – horisontalt og vertikalt.
Med lange liner og wirer spændt om livet kaster de sig rundt i rummet i akrobatiske lege, kolbøtter og dansetrin, der virker meget kinæstetisk på en. Man føler nærmest fysisk, at man er med på deres rejse. For en rejse er det.
Tanken synes helt klart at være, at give et billede på, hvordan en drøm kan se ud. Hvordan de to dansere, i rollen som to børn, hen over en nat kan være med i og opleve det i virkelighedens verden umulige.
Rent teknisk bliver der ikke sparet på effekter. Det vrimler med nye billeder og elektroniske lyde. Tendentielt virker det i mange passager som om, man skal demonstrere, hvor meget man teknisk set kan, når nu det er muligt. Form for formens syld, med andre ord.
Hertil virker flere sekvenser for lange. De mister intensitet ved at bliver strakt så meget ud i tid.
Samvær
Retfærdigvis er der på det spinkle narrative fortælleunivers, som handler om at slippe drømmene fri og lade sig rive med, puttet noget relationelt ind mellem de to legende børn.
På et tidspunkt forsvinder den ene væk. Den anden leder og begge bliver glade, da de senere bliver genforenet. Forholdet mellem de to kommer også til udtryk i den fælles dans, de har – i den måde hvorpå de kaster sig rundt sammen, skilles og genforenes.
Og det vises i en lang sekvens, hvor de to dansere er lukket ind i et rum med mange spilplader og fantasi-begejstrings-replikker så som ”Jeg tror vi er dybt inde i spillet”, ”Jeg tror vi kan gøre hvad vi vil” og ”Men hvad venter vi så på” bliver sagt.
Men det gør ikke, at helhedsindtrykket alligevel ikke bliver lidt for meget demonstration af effekter frem for en mere intens og varieret fortælling – det være sig verbal, men nu det er en danseforestilling, navnlig kropslig.
