’Sangen om Oda og Anton’ er en særlig forestilling. Sådan en forestilling, der kryber ind i ens tanker og ens sanser, hvor den folder sig ud og fylder mere og mere. Sådan en forestilling, som man kan blive ved med at tænke på længe efter. Fordi man er kommet til at kende personerne så godt, at de med tiden kommer til at føles som kusiner eller onkler, som man talte med ved en familiefest for længe siden.
Teater Rums forestilling om pige og en dreng, der bliver kærester og holder sammen et helt langt liv, er egentlig ikke en børneforestilling. Den spilles for unge fra 15 år og for voksne. Men når den alligevel opfattes som en decideret ungdomsforestilling, så skyldes det dens poesi. Den har noget enfoldigt enkelt og næsten barnligt uskyldigt over sig. En renhed, der er sårbar på en måde, som ellers kun børn viser sårbarhed. En skønhed, som kommer indefra hos disse to figurer.
Skønheden genspejles egentlig ikke på scenen. For her består Claus Helbos stille minimalismeunivers såmænd kun af nogle trækasser, der viser sig at være omhyggeligt byggede træstole i forskellig størrelse, som de to skuespillere kan sætte sig på undervejs. Også en barnetræstol, der dog får lov til at stå tom…
Stilfærdige replikker
Lars Dammarks manuskript til forestillingen lader til at være skrevet på lutter følelser. Næsten patetisk, næsten sentimentalt. Og så alligevel ikke. Plottet er en slags socialrealistisk kærlighedshistorie fra et landsbysamfund i Jylland under den gryende feminisme i 1950’erne og frem: Om den unge Anton, der som mejerist ude på landet møder den unge Oda, der arbejder hos købmanden, men som helst vil være børnelæge. Om den sindige mand og den rastløse kvinde, der elsker hinanden. Også selv om de har svært ved at forstå hinanden. Udtrykt gennem stilfærdige replikker, hvor de både spiller sig selv og andre, der stiller spørgsmål til dem, men også gennem knap så overbevisende metakommentarer, hvor de fortæller om, hvad de gør. Ordvalget er bevidst holdt i datidens sprog og begreber; også selv om mange unge i dag næppe ved, at et tornyster er en rygsæk.
Men pyt. Enkelheden er overbevisende. Ikke mindst i korte replikskifter som dette her:
- Skal vi danse!
- Det kan vi godt!
Mere behøves ikke.
Der hæftes ende
Instruktøren Rasmus Ask har indfanget historiens essens i et nøgent spil mellem de to skuespillere. Vi lærer karaktererne at kende og kommer til at holde af dem, længe inden de møder hinanden. Derfor ønsker vi sådan, at de vil kunne finde ud af kærligheden sammen. Og derfor sidder vi med tilbageholdt åndedræt og følger dem hele vejen frem til sidste scene i Anders Kjems enkle kærlighedslys på den nøgne scene.
Samtidig mærker vi effekten af Johannes Smeds fine musik, der følger de to temperamenter gennem både folkemusik til bal og lyden af ængstelige trommer. Samlet og klogt overvåget af Gitte Villadsens dramaturgi. For der hæftes ende på forestillingen lige så nænsomt, som den begynder.
Høj og rødhåret
Men det er skuespillerne Ene Øster Bendtsen og Lars Dammark i rollerne som dette umage par, der gør forestillingen så uimodståeligt skøn – og som skaber en ægthed, der ikke er til at stå for.
Ene Øster Bendtsens spil som Oda har en fremdrift og en styrke i sig, som kunne hun alene kvinde forandre hele den jyske landsby med sine idéer. Man tror gerne, at hun elsker at løbe og kan spæne egnen tynd i sine små, brune snørestøvler. Og man accepterer fra første sekund forestillingens præmis om, at hun både er høj og rødhåret, også selv om Ene Øster Bendtsen ikke er nogle af delene. Det er det, som godt teater kan – og en god skuespiller kan.
Lars Dammarks fortolkning af Anton har en ordknaphed og en ranglet generthed bag sine seler, som viser den stille mands vedholdenhed i et samfund, der forandrer sig meget hurtigere, end han gør. Han er en mand, der holder ord. Han bevæger sig beskedent rundt, nærmest som om han spiller så fysisk, at han udtrykker sig direkte ud fra knoglerne. Og han kan række hånden ud mod et barn og forære det en håndplukket, lille sten, så man kan føle sig helt lykkelig på barnets vegne.
Og så er det jo altså, at man nærmest føler, at man også har set barnet – både deres eget barn og deres plejebørn – på scenen. Også selv om børnene egentlig bare spiller med i tilskuerens fantasi.
Et fænomen
Egentlig er ’Sangen om Oda og Anton’ et fænomen. Også i lyset af, at forestillingen blev kåret som Årets Børne-/Ungdomsforestilling ved Årets Reumert i 2024. For det er en forestilling, der træffer de voksne så stærkt, at de sidder berørte over at kunne følge et helt langt liv i en teaterforestilling, der holder den samme, rene grundtone hele vejen igennem. Men også en forestilling, der måske hægter nogle af de unge af, simpelthen fordi den indeholder for mange overvejelser om det voksne ægteskab og om forældres bekymringer om børnene.
Selvfølgelig gør mange unge gør sig selv en masse tanker om, hvordan det vil være at få en kæreste, blive gift, få børn og så videre. Men de unges synsvinkel vil grundlæggende være med et uendeligt fremtidsperspektiv. Denne forestilling fortælles med den voksnes erfaring og overblik – og med den ældres bagudskuen. Og med det gamle menneskes forsøg på at forstå meningen med det hele, lige inden døden kommer.
Her hægtes de unge nok af. Til gengæld vil de unge sikkert også kunne se den høje, rødhårede Oda for sig. Ikke mindst i det øjeblik, hvor ham den høje, nye fyr på egnen gerne vil danse med hende.
