Først er du flygtet fra det land, du er født og opvokset i, fordi det nu bliver styret på en menneskefjendsk måde, og nogen – måske din far – er eftersøgt af styret. Så er du kommet til et land, hvis kultur og sprog du ikke kender til. Du er måske blevet adskilt fra din nærmeste familie – din far, din bror, søster eller andre.
I det nye land er din fremtid usikker. Du ved ikke, om – eller hvor længe – du må blive der. Du ved ikke, om du indenfor en nær fremtid bliver sendt retur. Tilbage til dit fødeland. For der at skulle indgå i styrets militær og dræbe det folk, du selv engang var en del af.
For de fleste danskere er det ufatteligt svært, ja vel nærmest umuligt, at sætte sig ind i hvordan sådanne forløb og en sådan uvished omkring fremtiden må være. Vi er mere end snotforkælede hvad det angår. Men scenariet er de barske realiteter for flere af de unge, som står på scenen i ’Permanent Midlertidig’. Og deres livshistorier rummer mange andre ubehagelige realiteter.
Dem får vi fortalt face to face i C:ntacts forestilling. En teaterforestilling kan den næppe kaldes. Snarere, som en af de medvirkende også pointerer, er det fortællinger, vi får. Fortællinger fra det virkelige liv, fortalt af dem, som selv har oplevet det og står midt i det.
Drop tanken om kostumer, scenografi, lys og lyd. Forestil dig et lavt podium med fire stole, der står på række i baggrunden. På dem sidder fire unge mennesker. Ana, Wissam, Sami og Elina. Efter at forestillingsleder Mary Tesfay kort har introduceret C:ntact, træder de fire unge frem og fortæller deres historier. Enkeltvis eller to og to.
Flugt og usikkerhed
Det er med andre ord et i teatermæssig forstand nærmest nøgent rum, vi befinder os i. Alene det skaber en skrøbelighed. En skrøbelighed, som fyldes ud med mere skrøbelighed fra det øjeblik den første unge rejser sig og åbner munden. At det er Elina, en 18 år ung pige fra Ukraine, som er første fortæller, øger følsomheden. Man ser krigszoner og fortræd for sig. Uhyrligheder som går for sig lige nu. Elina fortæller om bomber, eksplosioner og kampvogne. Men også om glæden ved at være sluppet væk fra krigen.
Elina beretter fattet men også tydeligvis mærket af begivenheder. Som finale fortæller hun, at hun kun kan tænke en uge frem. For som hun siger: ”Alt kan ske”.
Så går turen sydpå. Til Syrien. Wissam og Sami, på henholdsvis 20 og 18 år, fortæller, hvordan de oplevede krigen som små drenge. Wissam anede intet om krig, da han som seks-årig hørte militærhelikoptere flyve hen over himlen. For ham var det dengang bare spændende.
Senere, under Det Arabiske Forår blev alt anderledes alvorligt. Drengenes systemkritiske far var eftersøgt. Deres storesøster var flygtet før dem. Og sammen med deres mor skulle de forlade Syrien ”over night”. De fik det først at vide to dage før. Så der var ikke tid til at tage afsked med vennerne.
Sammen kom de til Danmark i familiesammenføring. De kom til et land, hvor de fandt ud af, at her hilser man ikke på hinanden, hvis ikke man i forvejen kender hinanden. De kom til et land, hvor det politiske klima har ændret sig. Da de kom for år tilbage følte sig tålt, modsat nu, hvor de ikke føler sig velkommen af den danske stat.
Fremtiden for dem er usikker. Om to år udløber deres midlertidige opholdstilladelse. Valget kommer måske til at stå mellem at blive udvist til hjemlandet, det land, hvor deres far er eftersøgt og hvor de bliver indkaldt som soldater. Eller også henvisning til et opholdscenter, ”det samme som at dræbe folk indefra. For et opholdscenter kommer man aldrig fra.”
Hjemme i musikken
Ana, som er flygtet fra Iran sammen med sin mor, er sidste fortæller. Hun fortæller at hendes far nægtede hendes mor skilsmisse. At hun holder af Iran som land, men kan ikke lide dets styreform og patriarkalske traditioner og indstillinger. Af den grund har hun ikke hørt fra sin iranske familie i over fem år. Heller ikke fra hendes far.
Men Ana er glad for den person hun er blevet. Hun fortæller, at hun føler sig hjemme, når hun spiller musik, og når hun er sammen med sin mor. Hun beskriver hvordan hun har et overlevelsesgen, der gør, at hun kan tackle livets barske odds så positivt: ”Jeg er god til at ignorere det, som er ude af mine hænder” Samtidig er hendes største frygt fremtiden.
Indblik og nærvær
Scenekunst er mange ting og grænserne for hvad, der regnes for ”indenfor” og udenfor” betegnelsen, flytter sig og er noget, der tit diskuteres i teaterkredse. Det ved C:ntact, og det er givetvis derfor, de indledningsvist fortæller publikum, at det, de nu skal opleve, ikke er teater i vanlig forstand, men fortællinger – personlige fortællinger.
'Permanent Midlertidig' inviterer ikke på en scenekunstnerisk oplevelse. Nok har historierne – virker det til – være omkring en udenforstående voksen på C:ntact, som har hjulpet til med at ordne og komponere fortællingerne, så de bliver fokuserede og strammet op. Men de medvirkende er ikke professionelle på feltet.
Det man får er et nærværsskabende indblik i, hvor forskellige liv og vilkår vi lever under i det samme land, på den samme klode. Hvor meget både fremtidsfrygt og livsmod samme menneske kan rumme. Og det er bestemt værdifuldt og noget i mange henseender undereksponeret.
