Nåh derfor! Er man ikke rigtigt klar over, hvorfor sande cirkusklovne er så saliggørende, så mærker og ved man det med garanti efter at have oplevet ”Klovnen der bare ikke var særlig sjov”.
Teater Refleksion og De Røde Heste har sammen begået en lille teaterperle. En scenekunstnerisk godbid, hvor man på maksimal skøn vis mærker, at en cirkusklovns sande ærinde ikke er at få flest publikummer til at grine mest muligt. Det, der gør en klovn vigtig, er klovnens evne til at sætte gang i menneskers vigtige tanker og til at motivere os til at gøre noget godt for andre.
På finurlig og rørende vis viser forestillingens klovn Dummy, at en klovn, som forvalter klovnens sande væsen, kan være den gnist, som gør, at vi får sagt og gjort alt det gode, vi ellers ikke har tænkt på eller taget os sammen til.
Magiske Mandøe
Claus Mandøe spiller klovnen Dummy med en kosteligt dejlig superelastisk forvandlingskvik ansigtsmimik, vidunderligt udtryksfulde øjne og en ovenud klangfyldt stemme.
Mandøe formår gelinde at bevæge sig ud og ind af mange roller og gøremål. Han forvandler sig til Dummy, når han sætter en rund rød næse ovenpå sin egen. Så snart næsen er på er Mandøe Dummy. Han bevæger os med kuglerunde øjne, der vemodigt fortvivlet ikke aner sine levende råd, når cirkusdirektøren fyrer Dummy, fordi han ikke er sjov nok.
Med en halvmast hat trukket let ned over krøllerne slipper Mandøe en klovn løs, som peger i en anderledes retning end den underholdningsorienterede entertainer-klovn, der ellers oftest er i fokus. Dummy viser en helt anden vej i den bog af Kim Fupz Aakeson, som Mandøe har dramatiseret med tæft for essens. Mandøe har håndplukket centrale passager og gjort bogens replikker til forestillingens egne.
Der er mange verbale passager at muntre sig over og endnu flere til eftertanken. Vi er i de væsentlige detaljers paradis. Som når Mandøe sprødt fortæller, at Dummy i virkeligheden er ”Uffe Kristensen fra Vibevænget i Børkop. Dummy lyder bare sjovere”. Når den håndførte løve, Leo flegmatisk kommenterer: ”Det kører for os”, på tidspunkter, hvor succesen så absolut ikke er i hus. Og lidt senere har følgende kommentar til Dummys triste ansigtsudtryk: ”Du er ligesom fyret..”
I den humanistisk fyldige ende hører og oplever vi i små sidehistorier, som i virkeligheden er ‘tekstens hovedveje’, om mobning, ensomhed, savn, følelser af utilstrækkelighed og klarsyn af lyster til og beslutninger om at bryde mønstre og skabe medmenneskelig kontakt.
Lyslevende løve, karismatisk direktør og sfærisk skyggespil
Udover Dummy fører Mandøe den pensionerede cirkusløve Leo og den temperamentsfulde cirkusdirektør-dukke. Løven Leo bliver fuldstændig levendegjort i Mandøes dukkeførte bevægelsespartitur, der er droslet ned i tempo så vi lysende klart ser et glemsomt, aldrende, cirkustæmmet og meget velmenende rovdyr for os. Den lille ”Humn”-efterlyd, Mandøe lader Leo slutte sine replikker af med, slår en skøn streg under Leo-løve-troværdigheden.
Cirkusdirektøren, som er et ansigt placeret øverst oppe på en rumsterstang, gør Mandøe til noget af en krakilsk børste, når han bevæger hans fipskæg og buskede øjenbryn, så de blafrer løs.
Mandøe sørger også for at føre de filigranfine små skyggespilsfigurer af ikke kun Dummy, som udfører klovnenumre, men også de andre cirkusmedvirkende – en lille linedanser, store elefanter og tøndebåndsakrobater. Og han har som Dummy et fint samspil med Max Bering, som kyndigt og nærværende lægger dejlig selvkomponeret musik til på blandt andet klarinetter og miniharmonika.
Tid og ro i et fortællingsmatchende cirkus i cirkus-rum
Amanda Axelsen Sigaard har, udover at skabe en meget livagtig og blød Leo-løve, sat et cirkus-i-cirkus-agtigt rum sammen. Dummy og one-man-bandet Max Bering sidder i et cirkus, hvor der også findes et mindre cirkus – det telt, hvor indenfor skyggespillene finder sted. Rumløsningen matcher meget fint fortællingen, som har bygget en fortælling om klovnens sande opgave ind i en fortælling om cirkus, som et sted, vor klovne skal more, des mere des bedre.
Sammen med Christoffer Brekne har Sigaard skabt de små videoanimationer i skyggespilsteltet, som virkningsfuldt komplementerer dukkespillet og skuespillet i det større format. Og som tovholder for hele den rørende og humanistisk kalorierige klovnefortælling har Bjarne Sandborg instruktørkompetent sørget for at skabe tid og ro uden at skygge for sprødheden og de mange humoristiske lag. Pauser og momenter, hvor vi som publikum reelt får tid til at mærke, det gode, som er på spil.
‘Klovnen der bare ikke var særlig sjov’ er på den vis blevet en både morsom, rørende og tankevækkende forestilling. En forestilling, hvor man kan glæde sig til for det indre øje at møde blandt andet en meget elskelig, men også ret så uheldig snedker-bedstefar, et akvarium med farvestrålende akvariefisk, en værktøjsvillig Volvo, en pige med pænt store tænder, simpel matematik og det diametralt modsatte og multimeget bedre, – og som kronen på værket: et klovnenummer så stille, at det gør underværker.
