Hvordan fortælle en grim, grum og grusom historie – som oven i købet er ca. 2500 år gammel og foregår i et land langt væk – for de små helt ned til tre-årsalderen?
Se dét er, hvad Asterions Hus har sat sig for denne gang. Det driftige Hus, der holder til langt ude på det yderste forblæste næs af den københavnske ødemark, er ingenlunde ukendt med den græske mytologi: Trojanerkrigen og Minotaurus og Theseus har allerede været under kyndig behandling.
Turnerende danske børneteatre har – ikke altid med det største held, men dog! – gjort den scenografiske enkelhed til en velsignet dyd af nødvendighed. Less is more! Men sjældent har jeg set det så nedskrabet som her – en slidt gammel lænestol midt i klasserummet, dagslys gennem vinduerne, og en æske med en bog og et par små miniaturedukker.
Det viser sig så, at dét er mere end rigeligt, når de to garvede skuespillere, Basse Dam og Martin Ammundsen, skal fortælle og levendegøre den temmelig komplicerede historie.
Hos kong Akrisios får datteren Danaë besøg af ingen ringere end Zeus i form af en regn af guld. Resultatet bliver det smukke barn Perseus. Men Akrisios får skumle orakelspådomme at høre, så mor og barn bliver sat ud på havet i en kasse, og kommer i land hos kong Polydeukes på Serifos. Polydeukes vil hellere have moren end barnet, og Perseus (nu som ung mand) bliver sendt af sted for at hugge hovedet af gorgonen Medusa. Ha-ha, tænker Polydeukes, sådan bliver jeg kvit ham!
Det den rænkefulde Polydeukes ikke tager højde for, er at guder og nymfer og de tre eventyrlige graier med kun ét øje og én tand til deling, nærmest står i kø for at hjælpe den heltemodige Perseus. Og dermed går det som det skal: Medusas hoved skilles fra kroppen og ender i en sæk med stirrende dræberblik og slangehår og det hele. Og på vejen hjem reddes Andromeda og flere må bøde med livet og alt bliver fryd og gammen til sidst. Forvirret? Følg med i næste uge!
Fantasien og børnene til hjælp
Alt dette og mere til gestaltes af herrerne Dam (i mange roller) og Ammundsen (helten). Men sandelig trækkes børnene i de første par rækker med ind i handlingen som gode hjælpere, hvad der afstedkommer begejstrede hvin og højlydt heppen. Takket være dem bliver frygtløse Perseus udstyret med det nødvendige grej for at klare skærene.
Og det nødvendige grej? Sværd og skjold og hjelm og sko med vinger og alt hvad en rigtig helt bør have for at klare sig i denne verden fyldt med uhyrer – ja, det kan vi kun forestille os. Hvilket ikke er så svært når fiktionskontrakten er klar og Ammundsen mestrer mimens kunst. Til og med bliver det frygtelige monsterhoved levende for os når fantasien får de rigtige tangenter at spille på.
De to aktører magter – med både sjov og ballade og dramatik – at synliggøre historien. Basse Dam er den trygge, rolige fortæller – men se om han ikke også tager rollen som den vrinskende Pegasus i strakt arm og (noget nølende) partiet som skøn jomfru. Martin Ammundsen er smidig og bevægelig som altid og i suveræn kontakt med børnene.
For mig at se havde det unge publikum ingen problemer med at følge med i historien. Med spillernes gode hjælp kunne de åbenbart se det hele for sig – vildt, grusomt, spændende og sjovt. Med de rigtige aktører og en legende indgang til den græsselige fortælling kan det gøres præcist så enkelt.
