En far forsvinder, og hans datter vil have ham retur, fordi hun savner ham så uendeligt meget. Netop som faren går ud ad døren, kommer en dreng ind ad hendes vindue. En dreng, der ikke selv ved, hvor han kommer fra, men som mener, at pigen må vide, hvem han er, for hun har jo selv kaldt på ham. Hvis hun vil, kan hun kalde ham V.
Pigen ved ikke, hvem V er, eller hvorfor han er kommet. Men hun finder snart ud af, at han også savner hendes far og synes, at de skal drage ud og finde ham. En alliance er skabt fra første scene.
Omkring denne handling ligger en rammefortælling på vers, sunget af mezzosopran Ingeborg Fangel Mo. Som den voksne udgave af pigen tilfører hun et veldoceret perspektiv af eftertanke, der sammen med tekstens lyriske kvaliteter gør hende til en form for soloudgave af et græsk tragediekor.
Kvadratisk, aflangt og i nattøj
'Historien om V' er en samproduktion mellem ZeBU, Musikteatret SAUM og Den Ny Opera i Esbjerg.
Den fysiske ramme udgøres af et scenerum, af en kvadratisk scenografisk ramme med rektangulære multifunktioneller kasser inden i og Mina Fred på bratsch og Frode Andersen på accordeon placeret på hver sin side.
Johanne Eggert har skabt et stringent og kantet udtryk, som passende hård kontrast til de levende, organiske og overvældende følelser, som forestillingen tematiserer. En scenografi, der kan illustrere alt fra børneværelse til ingenmandsland, fra markedsliv til ensomhed. Samtidig er det forfriskende at se en forestilling, der ikke går ned på kostumer, men skaber et vildt miks af nattøj fra da far var barn, Star Wars, Frihedsgudinden og Dyrene i Lilleskoven, og stadig har en sammenhængende æstetik.
Amanda Bøgestrøm Isaksen og Peter Schlie Hansen gør i Marc van der Veldens instruktion pigen og V til to troværdige børnekarakterer, der balancerer på kanten af noget voksent. Særligt deres fysiske sprog og handlinger er velsmurt. Ikke mindst i pigens karakterudvikling, hvor Amanda Bøgestrøm tegner en fin bevægelse fra det barnlige til det voksne. Fra et barn, der krymper sig af savn, til en kvinde, der står ved sine følelser og rummer både de glade og de svære.
Sangens sprog og musikkens tale
Forestillingen er baseret på børnebogen 'V' af forfatter Cecilie Eken. Da hun har skrevet librettoen, er den derfor som bogen helt på vers. Skuespillernes replikker er derimod holdt i et mundret, jordnært sprog.
Det greb synes at komme til sin ret, som forestillingen skrider frem, og Ingeborg Fangel Mo folder sin smukke stemme ud. Den mystiske verden, hun beskriver, synes kun at kunne eksistere på et andet 'sprog' end det, vi taler. Mens børnene fremstår som et spejl af de ting vi selv kan sige og tænke. Sammenspillet mellem sang og tale bliver nærmest som brikker i et spil, der falder på plads.
Et andet spil, der gør forestillingen til noget særligt, er det musikalske. Fra start til slut væver tonerne fra bratsch og accordeon sig ind i og rundt om fortællingen. Komponist Li-Ying Wu lader den vind og vejrtrækning, som strengene og blæsebælgen kan kreere, og den sorg, der findes i deres toner, sætte rammen.
Koncentrationen i rummet synes i musikken at kondenseres i det her og nu, som det hele handler om. Samtidig komplimenterer musik og historie hinanden i en sjælden balancegang med plads til begge dele. Fra de flintrende, løste lyde i starten af forestillingen til en sammenhængende personlig melodi i slutningen.
Exit barndommens land
Som i ethvert eventyr skal pigen i 'Historien om V' også igennem forskellige prøver, for at komme videre i retning af sin forsvundne far. Først må hun ofre sin kære bamse for at komme ud af barndommens land. Noget hun modigt vælger at gøre trods advarslen fra landets mystiske vogter;
”Jeg advarer dig, det bliver aldrig som før,
din barndom tager slut,
når du lukker min dør”
Ak og ve – det stikker i hjertet på selv et voksent menneske. Dernæst er det ørkenvinden på den anden side af barndommens land, der tager hendes ro og giver hende sin egen rastløshed. Et subtilt billede på, hvad voksenlivet har i vente for hende.
Bedst som det ikke synes at kunne blive værre, møder hun jernmoderen, der er blevet så hårdhændet, at hendes arme ender i to sammenknyttede næver. Hvis pigen vil videre herfra må hun ofte sine bløde, åbne hænder.
Igennem forestillingen sker der et skift, så V, der i starten var den modige, der trak pigen ud i verden, nu er den opgivende, der ikke kan se, at det nytter noget. Samtidig bliver pigen hård og stærk og vil fortsætte fremad. Koste hvad det vil.
Da V fraråder hende at ofre sine hænder, har hun da heller ikke andet end foragt tilovers for ham: ”Nu holder du din kæft! Kan du ikke bare forsvinde?!” Men det kan V ikke. For hun har selv skabt ham.
End ikke åbne hænder kan nå et lukket hjerte
De fortsætter, til de når en byport, hvor de ser hendes far! Men inden de når ham, går porten i bag ham. Sunget ganske nøgternt, og derfor så hjerteskærende;
”Porten blev åbnet på klem,
så gik min far ind,
som om han skulle hjem”
Det er hertil og ikke længere for pigen og V. Hun kan ikke hente sin far tilbage herfra, hendes kærlighed og savn er ikke gangbar valuta. Som vogteren synger til hende: ”Han lever, men hans hjerte har lukket sig til”.
Den by hendes far er gået ind i, kommer man kun ud af, hvis man selv vil. Den information får pigen til at indse, at V er hendes eget savn – hendes ve.
Den måde savn og sorg behandles i 'Historien om V' er både håndgribelig og konkret og mystisk og abstrakt. At der opstår en ny person, når en anden forsvinder, giver de svære følelser en form og værdi og skaber et personbåret anker, vi kan identificere os med forestillingen igennem. Med den underliggende pointe at det svære ikke går væk, men vi kan lære at leve med det, hvis vi tør.
Det er en smertefuld, og meget fin pointe. Livet gør ondt, og det er ok.
En altmodisch væsentlighed
Det er noget adstadigt over forestillingens tempo, som man skal lade sig synke ned i. En form for eftertænksom fremdrift i skiftene mellem sang, tale og musik, der nok kan kræve sin koncentration.
En modig cocktail til målgruppen, 9+, men også en virkningsfuld en, at dømme efter salens niveau af koncentration og efterfølgende spørgsmål. Konturerne, der nostalgisk tegnes af en barndomsverden, med markeder og byporte, er måske lidt last millennium stereotyp med mor, far og barn som det gyldne udgangspunkt, ikke mindst, når det er far, der vælger at gå sin vej.
Omvendt er det ikke forældrenes historie, der er i centrum, det er barnets tab og savn. Og den vinkel kommer til stærkt til udtryk.
