Hvordan bliver man til den, man gerne vil være? Det er store, eksistentielle spørgsmål for små hoveder, som ‘Eventyret indeni’ prøver at hæfte op med komik i et spil om at blive parat til livet.
Hvad har man brug for, og hvordan får man det? Øjne, næse, køn – tap eller sprække! – og et godt hjerte. Og hvorfor er det så vigtigt at huske det bagefter?
Forestillingen sender spørgsmålene af sted som spredehagl, og mange af dem er temmelig abstrakte. Men den giver ikke mange svar, og når den gør, sker det i en eventyrlig verden, der er svær at gennemskue.
Teaterrummet er et raritetskabinet af gamle møbler og lamper domineret af en herlig grønmalet købmandsdisk med blanke håndtag på skufferne. I et hjørne troner Priors skønne dukketeater med ‘Ej blot til lyst’ på prosceniet.
Sådan er det også med ‘Eventyret indeni’.
Forestillingen har mere på hjerte end ren underholdning, men savner fokus og indre sammenhæng. Den tumler og slingrer usikkert rundt i sit eget kaleidoskopiske univers uden at samles til en helhed.
Derfor bliver historien om, hvor vi kommer fra, og hvor vi skal hen, aldrig rigtig forløst. Selv om de medvirkende, Ragnhild Kaasgaard og Henrik Zangenberg, slider i det med stadige skift mellem tid og sted og personer, filosofi og komik.
Noget af en udfordring
Ønsket om at ville vide besked er godt til at holde spillet i gang, så længe indholdet er nogenlunde konkret. For selvfølgelig skal man have en stemme for at kunne tale med andre, og så er det jo ret grinagtigt, når en grandvoksen mand bliver udstyret med en lys pigerøst. Det bliver der hurtigt rettet op på af lagerforvalteren, der styk for styk finder det nødvendigste frem til fyren, der er nybegynder i livet.
Gode ord er vigtige, et par grimme stinkere ryger også med. Mens en pose forvirrede tanker og diverse sygdomme ikke står på ønskesedlen. Til sidst er papkassen fuld, og livet kan begynde. Resten må han selv finde ud af.
Ikke så sært, at manden nøler der midt på gulvet med sin papkasse i armene. Men også noget af en udfordring for et publikum, der vel normalt har voksne omkring sig til at hjælpe dem på vej.
Her spises barnet af med en skolelærer, der ligner og lyder som noget fra før den sorte skole. Undervisningens kommandoråb nærmer sig en gråzone mellem eksercits og tortur, og mobbet bliver hun også. For rollerne skifter, så skolebarnet er en hun.
Til gengæld er der varme og morskab i undervisningen om de indre organer, der nemt kan formes af modellervoks.
Men det er ikke nok. En nybegynder må vide mere, skal videre i livet. Mod hvad? Tja, øh ….. Begyndelsen og slutningen, det er det samme. Der, hvor vi kommer fra, der skal vi hen igen, lyder det.
Forestillingens konklusion er klar nok og til at forstå. Men igen går ord og billeder underlig skævt af hinanden i det moderne eventyr. For hvem vil fødes og dø bag en grønmalet købmandsdisk.
