'Den var sjov', sagde en dreng fra 1. klasse på vej ud af teatret.
En del i hans aldersgruppe synes – at vurdere på børnenes reaktioner undervejs – at være enige med ham. Andre børn virkede undervejs noget uengagerede. Men latter og tilråb var der i store mængder til premieren, hvor Store Sal på Aalborg Teater var stuvende fyldt med børn i målgruppen.
Tilråb som 'Karlsson, Karlsson..', 'Han gik den vej' og lignende lød flere gange med høje decibel.
Underholdning
Det at ville underholde fylder mest i Aalborg Teaters opsætning af 'Karlsson på Taget'. Forestillingen er i udtalt grad 'sjov-sjov' i betydningen til for at more uden at det stikker særligt dybt.
Det er vanskeligt at finde tonerne og lagene fra Astrid Lindgrens 'Karlsson på Taget'-bøger i opsætningen, som tager sig meget overfladisk ud. Men lytter man godt efter, er der træk og reminiscenser af det, som har gjort den svenske børnebogsforfatter så folkekær.
Ligesom i 'Pippi Langstrømpe' er der eventyrlyst, social ulydighed og fine psykiske åbninger i forhold til personer, som har brug for sympati, styrke og fokus (her lillebror).
Det er ikke her i form af en pige med strittende fletninger, uens strømper, en hus-hest og en lille abe, men i form af en lille tyk mand med propel på ryggen og en selvtillid som slår alle rekorder.
Karlsson er simpelthen bedst til alt. Til at røve slik, få stride børnepassere som Hildur Buk til at tabe pusten, skræmme indbrudstyve og jage storesøsters kærester på flugt. Og vigtigst af alt er Karlsson bedst til at holde af. Modsat en familie bestående af far, mor og to store søskende, der alle synes mest fokuserede på dem selv – ok retfærdigvis synes moren at have hjertet på rette sted.
Modsat dem finder Karlsson på alle mulige uvorne og livsbekræftende ting – ting som gør, at lillebror får energi og overlever det oversete liv, han pt. fører i familien. Karlsson er en fantasifigur eller en side at lillebror selv, som vi ser vokse psykisk i løbet af stykket.
Pepita-tern og pangfarver
Frederikke Dalum har skabt en 4.sals-lejlighedskulisse, som med sit brun- og hvid- pepitaternede tapet på alle vægge ligner en mellemting mellem et forstørret dukkehus og et forlystelseshus i tivoli.
Det er et bo-arrangement i flere etager med vinduer, døre og åbninger i gulvniveau, som Karlsson kan smutte ud og ind igennem. På 1.etage har lillebror værelse, og ovenpå det kommer Karlssons tag-hule til syne. Modsat det trist brune familiehjem boltrer Karlsson sig i farver med knaldgrønne plastikbadedyr, selvgjorte malerier i skrigende røde nuancer m.v.
Nedenunder går møblerne i et med væggene. Sofaen, bordet og kommoden er også tapetseret med brun-hvide tern. Det giver ro i billedet, samtidig med at det signalerer ensformighed og stilstand. Alt det Karlsson bryder med sin uforbeholdne lillebror-sympati og sine spillopper.
Non stop 6.gear
Og spilopper har Martin Nyborg som iscenesætter skruet gevaldigt meget op for. Også alt for meget. Det vil have klædt udtrykket og trukket den bagvedliggende tanke med stykket meget finere frem, hvis ikke skuespillerne var blevet sat til at råbe deres replikker og overdrive deres gestik på så anstrengt en måde.
Luner, narrestreger og tumult kan sagtens tage sig effektfyldt ud uden konstant at bliver serveret i 6.gear og på speed. Det vil pynte, hvis forestillingen bare en gang imellem 'trak vejret' helt ned i maven.
De opture der er – fx scenen hvor lillebror og Karlsson driver Hildur Buk til vanvid – og den ordkolorit som er – i form af skønne hjemmelavede ord – vil stå meget stærkere frem, hvis andre ting fik lov at foregå i et lidt mindre opblæst gear.
Der er således nok at se til for de seks medvirkende, hvoraf tre spiller flere roller.
Jakob Moth-Poulsen er ikke uden evner som Karlsson. Han kan det udadvendte spil og er god til at skabe kontakt til børnepublikummet.
Jens Kepny Kristensen har facetter til både at spille indadvendt ked-af-det-dreng og udadvendt med-på-sjov-knøs.
Marie Knudsen Fogh forstår at lade moren med varme. Og Allan Helge Jensen, Steffen Eriksen og Bolette Nørregaard Bang spiller troligt og tjept deres roller som både familiemedlemmer, indbrudstyve og barnepasser. Men alle skulle som sagt have fået lov at tonere og facettere deres spil.
