Det bedste ved ‘Løgneren i døgneren’ er den nyskrevne tekst. Noget af et paradoks, eftersom halvdelen af en opera er det musikalske udtryk, som små tilskuere måske skal opleve for første gang. Men det er skønt, at Den Rullende Opera tør gå af andre end de vante gennemtraskede Tryllefløjte-stier.
Historien om den strikse dame i døgnkiosken, der så skammeligt får røvet kassen, er morsom og hænger rigtig godt sammen. Hvilket ikke er nogen selvfølge i teaterforestillinger for de 5-8 årige. Især ikke, når flere farverige personligheder med hver deres skæbne og håb krydser hinandens spor i den lille kiosk.
Den ligner med sit genbrugsagtige look og dæmpede farver mere en hyggelig kolonialhandel fra 1950’erne, end en moderne døgner
. Men hvad gør det, når musikken spiller!
Den
er til gengæld forestillingens svaghed. For selv om der sikkert er tænkt over udvalget af kendte highlights fra ‘Tryllefløjten’, lever teksten til ‘Løgneren i døgneren’ sit eget, underholdende hverdagsliv. Mens specielt et par voluminøse arier for fuld udblæsning afspejler en helt anden og temmelig voksen verden. En modsætning, som iscenesættelsens hårdtpumpede farcestil ikke kan binde sammen til en musikdramatisk helhed.
Forhippet på overspil
De to sangere synger, så ordene kan forstås, og er skægge som kioskkunderne Søren og Mette! Andre roller er rene karikaturer. Mozart i klaverudgave frem for stort (bånd)orkester kunne også have hjulpet til at gøre musikken og operagenren mere børnevenlig. Men desværre er pianisten Louise Schrøder, der også optræder som Døgnerens ejerinde, frygtelig forhippet på at overspille både rolle og musik.
Det går hårdt for sig på tangenterne, og når hendes stemme skærer gennem luften. Kioskdamen har ellers en dejligt arrig hund, der plejer at kunne holde kunderne på afstand uden sin ejerindes højlydte indblanding. Men tyveknægen har været vaks nok til at medbringe et kødben og bestikke lille Fido. Så Lars Henriksens komisk-korrekte politibetjent med den kraftige stemme har kun en lille tøjlap fra et trøjeærme at gå efter i jagten på gerningsmanden.
Det er en hun,
og Mette Ulrikkeholm er rigtig sød og kær! Både i rollen som pigen, der drømmer om at springe i faldskærm, og som tyveknægt. Hendes kvikke kropssprog, nærværende spil og lette sopran rummer fin poesi og humor. Med den dårlige samvittighed tyngende helt ud i fingerspidserne lyver hun og undskylder sig med, at hun er ensom og hellere vil have skældud for at stjæle end blive overset.
Straffen er helt i historiens – og Tryllefløjtens – ånd. Pigen skal hjælpe kioskdamen med at lufte Fido. Så er hun ikke ensom og behøver ikke at stjæle.