Pinocchios far opfandt Pinocchio, fordi han var ensom. Det fortæller cirkusdirektøren på Aarhus Teater, og man ser da også straks den gode, gamle Gepetto sidde og snedkerere på et drengeben.
Men vupti. Da dukken skal blive færdig, skruer faderen ikke engang benet på. Nej, benet ligger tilbage som en pinligt glemt rekvisit, for op af snedkerkassen springer en spillevende Pinocchio med to egne ben.
Sådan er det med en hel del i denne forestilling: At der ikke ligefrem er logik i galskaben. Nuvel, ’Pinocchio’ er ikke nogen let fortælling at overføre til teatret – den flabede trædukke skal immervæk både i skole og i Slaraffenland og i hvalens bug, inden han omsider kan komme hjem igen. Og det er desværre ikke lykkedes den svenske instruktør Sara Cronberg at skabe en ’Pinocchio’ med guddommelig dukkeføring.
Jeg-vil-have-cola-nu-ublu
Mindre kan måske også gøre det. Hun har i hvert fald den rigtige skuespiller til hovedrollen. Thomas Hwan har et herligt åbent ansigt, hvis øjne smiler både forundrede og flabede. Hans krop klasker i leddene, som om han vitterlig bare bestod af træknogler, der var hægtet sammen med lædersnore. Og han har en umiddelbarhed og en egoisme, der er flot karikeret over nutidens unger og deres jeg-vil-have-cola-nu-ubluhed.
Det er skægt, og man kan mærke, at det gibber i børnene, at deres adfærd er så præcist forstået. Vel at mærke af en dreng, der faktisk er endnu frækkere og endnu grusommere. For Pinocchio har jo ingen medfølelse for andre mennesker. Det er først, da han viser omsorg for sin gamle far, at han kan få lov til at blive levende…
Iscenesættelsen virker dog mærkeligt uegal. Som at løbe på dukketræsko hen over brostenene foran Aarhus Teater. Marcus Hjelmborg har ellers komponeret spændende, halvjazzede musik, der fint omkranser visse scener med cirkusmusik og drømmelyde.
Men andre scener er pinligt tavse – og det er ikke ligefrem, fordi publikums latter laver lyd i stedet. Desuden er teksten og oversættelsen fyldt med voksensprog, der ikke just er formuleret for børn i 0. klasse. ’Fremragende replikbehandling’ lyder det som en subtil metakommentar. Øh…
Fokus er mest på menneskers ondskab. Derfor er det ikke alle 6-årige, der vil synes, at dette er synderligt julehyggeligt. Pinocchios besøg i cirkus bliver i hvert fald en grum oplevelse, hvor truslen om at blive ædt af den sulte cirkusdirektør virker temmelig troværdig.
Børneundertrykkende
Men det hjælper på løjerne, da Pinocchio påstår, at han ikke lyver. For så kommer næsen jo til at vokse så enormt, og det bliver ganske muntert. Til gengæld bliver det helt ulogisk, at han både kan være snu nok til at gemme nogle guldmønter – og dum nok til at tro på nogle plattenslagere. Men det er så åbenbart et af denne forestillings paradokser.
Men Victor Marcussen er en oprigtigt modbydelig cirkusdirektør, og Ane Hovby har en fin udstråling som den yndige pige – og den hjælpsomme fugl – der forgæves prøver at hjælpe Pinocchio og få det gode frem i ham. Lars Høy er en fredsommelig Gepetto, og Ene Øster Bendtsen har skægt fat på det barokke og bedrageriske i sin kat og sin plattenslagerske. Og alle bevæger sig herligt truende omkring i Bill Holmbergs levende koreografi.
Men hverken benspjæt eller spillere kan skjule, at stykket virker mærkeligt gammeldags, både i sin børneundertrykkende morale og sine voldelige udpenslinger. Slet ikke her i Jesper Juul-land, hvor ’det kompetente barn’ slås med ’den anerkendende lærer’…Det er simpelthen ikke nutidigt teater, dette her. Heller ikke selv om Helle Damgaard har skabt en livlig og renskrabet scenografi med både cirkuslyskæder og snedkeræske – og morsomme balloner over æselørerne. Og selv om Mårten K. Axelsson har skabt flot og dystert lys over drabelighederne.
Som familieteater stritter forestillingens træben altså i lovlig mange retninger. Men jo. Den lange næse ender dog med en happy end.
